Vi befinder os på et spændende tidspunkt i verdenshistorien. Den politiske vinkel på udviklingen er sandsynligvis: opløsning indefra i en række lande.
Men det perspektiv er der næppe mange, som opdager, idet øjeblikkets bekymringer lammer tankegangen. Kaos med vildt flyvende priser på nødvendige input af elektricitet og varme indebærer, at vi er optaget af at klare dagen og vejen.
Hvor stor bliver den næste el-regning? Det er vigtigere end politisk opløsning. Kaos, Stauning!
Flere negative faktorer er i spil på samme tid. Der er krig i Østeuropa, selvskabt hyperinflation på EU’s indre marked for naturgas og elektricitet, globalt løft i inflationen som helhed, alt for store pengemængder og fortsat statsunderskud samtidig med at renten kravler opad.
Meget tyder på, at hovedårsagen er pengeudpumpning og afbræk i vare-flow under Corona’en. En form for indviklet mekanik med tømmermænd.
Fingrene peger mod det politiske magtsystem og EU som ansvarlige for energipriseksplosionen. Vi snublede over vore egne ben, da Putin-Ruslands angreb i Ukraine krævede modtræk. Det er politisk mismanagement fra EU-landenes side.
Høj inflation er ved at sende økonomien ud i en recession pga. fald i reallønnen. Derfor er store lønkrav på vej, ligesom der er højere job-rotation.
Netop nu prøver samfundets autoriteter at kvæle en sådan trussel i starten. Dyb uklarhed og frygt for fremtiden virker samtidig lammende på os alle.
Vi strammer os an og tøver med at træffe beslutninger. Vent og se. Vi er i et vakuum.
De store stater og statsledere har kørt os i grøften
Fasen med fremgang og stabilitet er forbi. Det er også slut med at bruge statsmagten til at hjælpe alt og alle ud af enhver ny negativ udvikling. Staten er blevet opfattet og brugt som en guddommelig magt, der kan sikre os mod alt ondt.
Metoden har løbet panden mod muren. Vore samfund er havnet i en form for krise. Vi må erkende: Virkeligheden er vendt tilbage, og den er uventet hård i øjeblikket.
De politiske ledere, som foregav at styre samfundet ansvarligt og hele tiden var klar som redningsmænd, har vist sig at være årsag til forløbet. Mandatet fra stemmesedlen virker skadende.
Det gennemgående træk er, at problemerne skyldes statens politisk dirigerede foranstaltninger. Den private sektor klarer sig pænt eller endog godt trods belastningen fra love, regler og administrativ kontrol samt de ofte uheldige økonomiske påvirkninger, som udløses af velmenende økonomiske tiltag.
Jo større og ambitiøs stat, des større udbytning af landets borgerne og des mindre frihed, dynamik og vækst.
Epoken med selvindstuderede ”stærke mænd” baseret på demokratiske valghandlinger er ved at være overstået – for denne gang. De store ledere (i egne tanker) erobrede magten på ordinær demokratisk måde ved valg, idet de udnyttede, at borgerne var lede og kede af uduelige politikere opstillet af udlevede politiske partier. Et oprør mod eliter og politiske familier.
Ved valget i 2020 blev Trump udrangeret (i det mindste indtil 2024). Brexit-opkomlingen Boris Johnson er netop fratrådt. Brasiliens Bolsonaro kan snart miste sin position. Putin har kastet sit FSB-baserede styre ud i en krig i Ukraine, som før eller siden må føre til selvdestruktion. Kina’s Xi sidder næppe sikkert i sin saddel.
Den, der ridder på en tiger, kan ikke stige af. Tilbage på listen af Macho-ledere er Tyrkiets Erdogan og Modi i Indien. Deres situation kan jeg ikke bedømme.
Desuden findes der på den politiske Macho-liste wannabies som Macron og statsledere i de unge demokratier i Østeuropa. I Italien spøger nye store ego’er i magtens kulisser. Vakuum giver plads til nye folk.
Ud fra den politiske histories forløb omkring tid og rotation, skulle der nu komme en fase med opløsning. Magtmæssigt vil det formentlig betyde indførelse af forskellige former for administrativt styre.
Ideologiernes tid er forbi, og nu kommer næste trin med en reformation af organiseringen af samfundets liv i Store Stater. Strukturen vil formentlig udvikle sig i retning mod opløsning af store lande og etablering af en række mindre stater.
USA er måske i disse år ved at krakelere indefra?
Statsgæld er derfor ikke så sikker en placering som påstået. Risikopræmierne skal meget højere op.
Inflation er kommet for at blive – det truer stabiliteten i vore samfund
Balladepunktet er, at pengeflommen allerede er pumpet ud i samfundsøkonomien. De permanente statsunderskud fortsætter, men lavere omfang end under Corona-panikken. For aktierne udgør den store pengemængde en styrke og fordel.
Men hvis der er tegn på krise for en-eller-anden vare, kan dens pris gå helt amok opad, når alle kaster sig ind og hamstrer varen (læs: el og naturgas).
Hvis man vil suge det enorme penge-flow op, som brandvæsnet jo gør ved en brand, vil økonomien havne i en hård opbremsning. Det vil føre til en forsinket krise i kølvandet på Corona-hjælpen.
USA undgik et stort dyk i nationalindkomsten i 2020 takket være statslige hjælpeforanstaltninger af kolossalt omfang. Statsgælden rykkede endnu højere op, men centralbanken, Fed, købte venligt denne flom af obligationer.
Regningen er sendt ind på ”Børneværelset” til de næste generationer.
Når prisstigningerne er gået kraftigt opad, skyldes det, at der er penge ude i systemet til at betale op i takt med udbydernes krav om højere priser. Energikrisen i EU må i hovedsagen forklares ved en fejlbehæftet struktur i de kunstigt organiserede markeder for internt flow af naturgas og elektricitet plus korrelerede teoretiske kontrakter for CO2 mv.
EU’s myndigheder har sovet i timen og ikke forstået sammenhængen, men stolet blindt på ideen om ”rigtige priser” i de opfundne børslignende markeder. Det var en fejltagelse.
Prisudviklingen internationalt på markedet for råolie, olieprodukter og kul har derimod holdt sig på måtten prismæssigt selv om frygt og situationer med lokale mangelforhold også ses, men det ordnes efter lidt tid.
Katten er sluppet ud af sækken angående inflation, og den kan næppe fanges uden stor indsats. Opgaven består derfor i øjeblikket i at undgå en kædereaktion med start på en pris-løn spiral.
Jo længere tid der går før vi får kølet priserne ned på hotte varer, som er mulige at påvirke nedad (især olie og energi), des større problemer med inflation i de kommende år. Det vil bide sig fast.
En hurtig fredsafslutning i Ukraine kan redde os ud af miseren. Den bedste inflationsbekæmpelse er at give Ukraine massiv og hurtig hjælp med topmoderne våben. Det vil kunne knække de russiske styrker, så de må give op og trække sig hurtigt tilbage.
EU har omsider indledt bestræbelser på at gribe ind i markederne for intern handel med energi. Suspendering af handel, stop for marginkontrakter, kvoter, rationering og regulerede priser må påregnes.
Det kan standse en udvikling, som har været helt ude af kontrol. På nedsiden af priskurven må der forventes store tab og fallitter, men det vil der kun blive grædt tørre tårer over.
Pendulet for internationalt handlet energi vil kunne svinge baglæns ved fred i Ukraine, men kun et stykke vej. Rusland må formodes at forblive black-listet i lang tid fremover.
Uanset det vil den russiske olie flyde videre, men med salg til andre lande. Kina og Indien er russernes storkunder.
De øvrige priser vil ikke falde ned igen – med mindre der kommer en virkelig recession. Tværtimod vil der komme et forsinket forløb med mange job-skift, lønforhøjelser, afledte prisforhøjelser (læs: forsikringer, serviceydelser, husleje osv.).