Koncernen er et konglomerat med seks vidt forskellige forretninger. Disse segmenter fungerer som selvstændige underkoncerner og er alle blevet købt udefra. Topledelsen beslutter/udfører køb/salg af disse forretningsben med tilpasninger over tid i det omfang der opstår interessante muligheder. Det sker dog sjældent, og princippet er sundt og enkelt: Bestyrelsen i Schouw skal vurdere, at selskabet må anses for ”den ”bedste ejer” af datterkoncernerne set i forhold til den salgsværdi, som ville blive frigivet ved et frasalg. Ledelsen stræber efter intern stabilitet for at give selskaberne ro til en positiv udvikling og derfor ønskes færrest mulige køb/salg – til gengæld satser man at ramme rigtigt ved opkøb af et nyt virkefelt. Herefter gælder det om at styrke og videreudvikle den nye virksomhed. Man optræder ikke som virksomhedskirurg i billige kriseramte firmaer men satser i stedet på stærke virksomheder med et godt potentiale for udbredelse af de pågældende produkter og services. Kort sagt er omdrejningspunktet en slags industrielt købmandskab.
Der er dog et fælles træk for de seks ben: de er Busines-to-Business underleverandører, og dermed placeret som led i varekæden uden egen direkte Brand Value hos slutkunden/forbrugeren. Til gengæld åbner B2B placering mulighed for høj salgsvækst baseret på ordentlig udførelse af forretningen. Det er jysk med gode dyder i gammel forstand.