Svenssens Grundlovstale 2026

Du kan også høre grundlovstalen inde på EuroInvestor her

Store tanker er overskriften for min tale, og den er opdelt i tre afsnit. Temaet i alle tre led er en form for status og vurdering af udsigterne. Først ser vi på de globale forhold, hvor geopolitik er i centrum. Dernæst ser vi på Danmarks placering i en foranderlig verden. Til sidst prøver jeg, at give mit bud på muligheder og risici på kapitalmarkedet med fokus på aktieplaceringer.

Det skal understreges, at de fremførte vurderinger og meninger alene er mine. I en omskiftelig verden med mange kræfter og personer i spil, er det faktiske forløb fremover umuligt at ramme på forhånd. Der er ikke alene ”Unknowns”, men også ”Unknown Unknowns”. Jo bedre man er forberedt, des bedre kan man klare udfordringerne – og det er hensigten med denne tale. Giv agt.

Den globale situation og udsigter medio 2026

Verden befinder sig efter min opfattelse i sidste fase af ”De gamle idioters epoke”. Trump, Xi og Putin kan bryste sig af at være statsleder i hhv. den rigeste, befolkningsmæssigt største og arealmæssigt største supermagt. Strukturen med tre verdensledere søger de at bevare. De ønsker alle at udvide deres lande. Supermagt er en anden betegnelse for atombevæbnet stormagt. Rusland benytter sin USSR-fortid og militære trussel til at profilere sig i den globale magtkamp selv om Moskva-regimets tid er ved at løbe ud. Xi’s støtte til Putin er afgørende. Xi ønsker formentlig, at Rusland’s centralistiske styre overlever længst muligt som et antivestligt autokrati. Det peger i retning af ønske om en fredsafslutning i tide i Ukraine, da en russisk alt-eller-intet-linje kan ende med en kollaps inde i Rusland.

For Europa er udviklingen i Ukraine det vigtigste forhold. Fred og en mulig fase med opløsning i Rusland vil forbedre den europæiske svaghed i forhold til ydre trusler og pres. Fornyet optimisme med et opsving og inflationært pres fra efterspørgselssiden er perspektivet ved en sådan udvikling.

Indtil tågen letter, står EU og Storbritannien dog i skyggen af USA’s forsøg på at kapitalisere på sin militære dominans. Trump optræder som en Enfant Terrible ude i verden. Det slider på de gamle, venskabelige bånd til de europæiske lande og demokratierne i Stillehavsområdet. Men uden venner står USA svagt. Trump’s adfærd og topartisystemet kan ende med en opløsning af USA.

Trump involverer USA i nye, men uafsluttede krigsoperationer. Om det er en strategi med en form for ”åbne sår, der bløder det pågældende land ihjel over tid”, eller blot er udtryk for manglende handlekraft og en vidtløftig trang til at profilere sig, vides ikke. En af Trump’s generelle metoder er jo ”at holde flere gryder i kog på en gang”, så man hele tiden har noget at prale af og bortforklarer problemer. Adfærden ligner på forbløffende vis Napoleon’s, som altid ville angribe.

Panama har fået et markeringsslag. Grønland intimideres. Venezuela er efterladt i Limbo. Cuba kan blive næste projekt. Iran overfaldet gik i stå uden at frembringe et magtskifte i Teheran. Til gengæld resulterede det i et afbræk af gennemsejlingen af Hormuz Strædet. USA var ikke forberedt. Stoppet for eksport af råolie, olieprodukter og naturgas har givet store prisstigninger alle steder, også i USA, som ellers er selvforsynet. Den, der har grisen, har prisen. Asien står svagest i det spil. Iran trækker tiden ud, så præstestyret overlever. Israel bruger tiden på at uskadeliggøre Hizbollah i Libanon. Men Iran’s forsøg på at blive en muslimsk kernenation i Mellemøsten er ved at være forbi.

Der burde være udsigt til fredeligere forhold i andet halvår, men kulminationen er næppe indtrådt.

Ting udvikler sig. Nye tiltag som hybridkrig, præcisionsangreb mod politiske og militære topledere og billige droner (fjernbetjente våbensystemer) har for altid ændret kampforholdene i krig. Kongen i Skakspillet kan rammes. Hvem ønsker så at være chefen? Generalerne kan nu slås mod hinanden.

De gamle idioters epoke er snart overstået. Dermed banes der vej for forandringer i en række lande med indirekte magtapparater i form af politiske partier med karakter af pampervælde. Trump’s erobring af Det Republikanske Parti og oligark-støttegruppen af IT-kapitalister anfægter samfundskontrakten. Demokraternes forsøg på genvalg af Biden/Harris viste dette partis arrogante rodløshed. ”Dræn sumpen i Washington”, men Trump må selv anses for at være et problem heri.

Europa lider af samme problematik som USA med udlevede politiske partier. Balladepunktet er dog Big Government (Superstaten) med en omklamrende statslig lovgivning og et skattetryk som bremser økonomisk udvikling. Utilfredsheden og udfordringen gælder efter min opfattelse dette spørgsmål. Men de nye højrefløjspartier benytter snedigt nok en lavere fællesnævner over for vælgerne, nemlig nationalitet og frygt for immigration. De samme gamle partier har hersket siden 1950, men deres opbakning er skrumpet ind. Selv i Tyskland visner demokratiet fra roden.

Vi er i Europa endt i en blindgyde med en struktur, som kan betegnes Proletariatets demokrati. Et stadig faldende antal borgere/vælgere frembringer indkomstgrundlaget i samfundet, men som mindretal er de undergivet flertallets påfund og kontrol med den politiske magt. Meningsløsheden hersker i vores selvindstuderede administrationssamfund.

I de næste par år skal der afholdes valg i nogle af de store europæiske lande, og det kan føre til skift. Magten kan gå over til unge, neonationalistiske partier. Frankrig og Tyskland kan være på vej i den retning. Senest er der tegn på et sammenbrud i partistrukturen i Storbritannien. Hvis disse nye partier i praksis følger en populistisk, neonational linje med fokus på en ”Stærk Leder”, så breder en slags Trumpisme sig til Europa. ”De gamle idioters epoke” vil komme til Europa! Vi må håbe, at Ukraine-krigen snart er overstået, så de store ydre udfordringer for EU er blevet løst og en ny fredstid kan komme i gang.

Danmark

Vores eget land har ikke samme eksponering som Europa generelt. Vi danskere har to kendetegn som borgere: vi er (nærmest naivt) tillidsfulde og hjælpeløse. Staten er derfor vores redning i enhver situation, og ”de andre skal betale gildet” for at løse problemer. Det passer perfekt til godtroende socialdemokratisk parti-politik, og det er beseglet i et flertal af vælgere takket være ekstremt omfang af offentlig understøttelse og beskæftigelse. Mere end 2 mio. modtager eksempelvis en såkaldt madcheck (skønt checken er blevet afskaffet som betalingsmiddel). Der er 4,5 mio. vælgere, så halvdelen af befolkningen skal altså betale til den anden halvdel. Endnu har ingen sagt tak til mig. Naive kan i stedet sende deres tak til Herremændene i den afgåede regering. Muligvis kvitterede de ved at give et af de tre partier deres stemme på valgdagen. Angiveligt har kun en enkelt dansker fundet det rigtigst at sige Nej Tak til en luns af de 4,5 mia. kr. Den tid er for længst forbi. Ingen begriber Systemet, som er almægtigt og selvhvilende. Vi er fremmedgjorte. Der er intet håb i vores land om en reformation. Indtægtsgrundlaget kommer venligt fra Novo Nordisk & Omegn, LEGO, A.P. Møller – Mærsk, Velux, Danfoss, Grundfos, og andre tunge virksomheder sammen med bidraget fra et landbrug under neddrosling. Danmark er en Brugsforening, som Palle Lauring sagde. Der kommer heldigvis nogle få nye folk med store virksomheder, men de satser ude i verden og er i reglen strukturmæssigt Asset Light.        

Jo større velstand, des flere til at æde den – og de udgør flertallet. Jeg vil tillade mig at betegne Danmark som værende gået i baglås. Magtens tredeling består ikke af den formelle med Lovgivende, Udøvende og Dømmende magt. Tredelingen er fusioneret under lovgivernes paraply og består af tre lag: Politikere som principielt er ufaglærte, bureaukrater i form af jurister som formaliserer lovgivningen og IT-software konsulenter som skal udarbejde digitale administrative systemer. Fagfolkenes tid er forbi. Generalister har overtaget magten, og i en Superstat kan det kun ende galt, da de fleste ressourcer/penge håndteres uden sund fornuft.   

For en uge siden blev mit ældste barnebarn, Julius, konfirmeret. Han er en frisk og god dreng med sans for den omgivende verden, herunder aktier. Blandt mine få gode råd på den festlige dag, hvor citronvanden flød, måtte jeg sige til ham, at han skal benytte sig af muligheden her i landet for at få en god uddannelse, men så skal han udvandre til et land med frihed og plads til udvikling. Vi visner.

Naturligvis kan Danmark reddes fra fordummelse og hensygnende selv-fedme, men det kræver erkendelse af situationen. Vi er hjælpeløse. Tilbage i 1981 var vores land på fallittens rand, men det lykkedes med langsigtet disciplin at komme igennem. Det skete takket være stram fagligt styret økonomi og ikke af folkevalgte politikeres overbud til vælgerne. Der er for nylig udkommet en angiveligt god bog om forløbet. Hjælpen nedefra kom fra Nordsøens olie og naturgas, som snart er brugt op, og høj vækst hos Novo Nordisk, altså biotech. Deres bidrag dæmpes i år og næste år.

Et godt råd til det forvirrede Folketing er, at opgive den såkaldte parlamentarisme med sammenblanding af den lovgivende og udøvende magt. Man bør overlade regeringen til fagfolk styret af et koordinationsudvalg på 4-5 personer. Partierne har overlevet sig selv og er uden folkeligt grundlag i form af medlemmer. De kan jo bare fortsætte som en raritet. Deres tid er forbi, og synspunkterne er stort set ens, da råderummet er tømt. Statstilskuddene ud fra vælgertal må fjernes.  

Næste valg af medlemmer til Folketinget bør foregå direkte ved tilfældig udtrækning blandt alle valgbare personer (inklusive suppleanter i tilfælde af absolut nødvendigt afståelse af et mandat).

Hvis vi kan tage os sammen og påbegynde en velbalanceret reform og fornyelse af landet, vil det formentlig være et 20 år langt projekt. Så skal Julius ikke emigrere. Hen mod slutningen af denne periode kan man så udarbejde en ny og skridsikker grundlov. Sikring af reel frihed ved begrænsning af al lovgivningsmæssig magtudfoldelse og et maksimum for skat på eksempelvis 35 pct. af enhver indtægt må være kernen.  

Udsigter i andet halvår for verdens gang og kapitalmarkedet

Status er All Time High på aktiemarkedet med MSCI indekset i 4.850. Det er en stigning på +9,0 pct. i løbet af fem måneder. Maskinkraften leveres af USA, hvor de ledende IT-aktier i NASDAQ-100 indekset er steget med +19,1 pct. Stoxx50 for Europa er op med +4,4 pct.

Balladepunktet er USA’s IT-selskaber – eller mere præcist defineret AI-aktier. Boom’et har ført til en vægtforskydning af rang. Verdensindekset består nu for 72 pct. af amerikanske aktier. De ni største aktier vejer 26 pct. og udgøres af USA giganter i IT. No. 10 er banken JP Morgan Chase. Japan vejer knapt 6 pct. og Health sektoren knapt 9 pct.

USA’s andel af BNP er ca. 25 pct. Min vurdering af en fair men fortsat høj vægtandel for USA-aktier er 35-38 pct. Kort sagt er prisniveauet dobbelt så højt.

En anden målestok er den såkaldte Buffett Indicator. Det beregnes som USA’s markedsværdi af aktier i forhold til nationalproduktet. Forholdstallet er nået op omkring 2,4 gange. En langsigtet norm lå på 0,8-1,0, altså var aktierne knapt så meget værd som indkomsten. Ud fra den regnestok er aktierne ca. 2,5 gange for højt prissat. Down Side Risk er stor, og en form for børsboble har udviklet sig. Få tør dog drage den konklusion. Afkastet ved at fortsætte ud ad trenden lokker.

Udviklingen er selvforstærkende, da placering baseret på indeksvægtning (ETF’er mv.) har fået et meget stort omfang. Man kan betegne det et feedback loop. En lignende adfærd udfolder sig inden for satsning på opbygning af AI-kapacitet i form af datacentre og tilbud om AI-services. Kampen om at placere sig i det lovende nye marked er intens. Det forcerer investeringerne i AI-kapacitet, og det giver et boom for leverandørerne, hvor Nvidia er i front og trækker en række andre med sig opad.

Kulminationen på dette forløb er vanskelig at vurdere. Børseuforien, det investeringsbaserede kapløb og feedback loop udgør en farlig cocktail. Samtidig spiller IT-oligarkerne en central rolle for præsident Trump’s politiske initiativer. Den tætte sammenvævning mellem politik og business giver en ekstrem risikofuld situation. Her har Trump-administrationen risikoen.

Set fremadrettet må man spørge om holdbarheden i den nuværende bonanza tilstand på USA’s børser. Down Side Risk er voldsom. Vil boom’et fortsætte og forblive holdbart på et endnu højere kursniveau? Næppe efter min mening. Er det muligt at opnå en blød landing? Næppe efter min mening. Vil dæmningen bryde sammen, og kapitalen flygte ud af AI og dermed Dollar placeringer? Så vil Dollar kursen falde og renterne stige i USA – en perfekt storm i et reservevaluta-land. Højere inflation truer hele tiden som en genvej til at reducere realværdien af de høje aktiekurser. Social uro og destabilisering kan blive udløst ved et eventuelt børskrak. Højfinansen vil have spillet hele fremgangen op. Befolkningen vil næppe se sig kaldet til at redde fantasiformuerne hos Trumps’ venner i IT-oligarkiet.

For os i Europa er spørgsmålet, om en eventuel aktiekrise i USA vil blæse os omkuld, eller om vi får en renæssance, når fornuften igen vender tilbage?