Foretrækker du at lytte til grundlovstalen kan du gøre det hos EuroInvestor.
Vi må have respekt for hinandens måde at leve på. Derfor vil jeg med det samme advare om, at min Grundlovstale i år ikke indeholder noget om aktier. Det er ellers vores emne i Millionærklubben. Jeg kan kun se en mulig sammenhæng mellem aktier og dansk politik. Den er aldeles voldsom, hvis balladen bryder løs.
På det amerikanske aktiemarked er der opbygget en boble i IT-selskaber af en dimension, som kan ende i et: Børskrak. Down Side Risk er så stor, at konsekvensen kan blive en form for koma i USA’s økonomi. Det vil sende chokbølger ud mod andre landes finansmarkeder. Min advarsel lyder om at tage denne trussel alvorlig. Keep clear of propellers, siger man i søfarten. Hvis Wall Street boom’et ender i et børskrak, så vil dansk økonomi og Danmark som nation også blive ramt. Ikke mere om aktier.
1. Første del af min tale kommer til at handle om, hvordan Grundloven, som skulle give borgerne frihed, i stedet har ført til dannelse af en Superstat med fremmedgjorte borgere.
2. Så vil jeg prøve at forklare noget om årsagerne til, at folkestyret er gået amok og fuldstændig i baglås.
3. Og til sidst i talen vil jeg sige noget om vejen frem. Hvordan kommer vi videre herfra på en positiv måde? Hvordan kan vi via den eksisterende forfatning få banet en vej ud ad tidens blindgyde frem mod en balanceret fri forfatning?
Første punkt handler om Grundloven og en vurdering af Danmarks tilstand som samfund.
Grundloven har faktisk jubilæum i år med 175 år. Det har dog ikke ført til fest og fejring undtagen som underholdning hos DR. De professionelle politikere er vel ligeglade. For dem udgør Grundloven en teoretisk begrænsning på deres magtudfoldelse. Positionen som folkevalgt opfattes efter få år i denne populistiske branche som et resultat af egne evner og loyal disciplin mod partiet ved at deltage i landets fineste offentlige rollespil.
Ordet politik betyder Statens førelse, men få borgere vil kunne udpege en egentlig dansk statsmand i den alenlange række af politikere. En årsag er, at vi er et lille land uden spektakulære bedrifter at prale af. Kernen er dog, at Systemet for længst har overtaget magten fra folkene i de på papiret konkurrerende partier. De seat’ede partifolk byder sig til i en påstået ædel kamp mellem Rigets bedste mænd og kvinder om at få lov til at fastlægge love og regler til gavn for landets befolkning.
Borgerne anses nemlig af Magteliten som værende ude af stand til at klare sig selv og optræde på en ansvarlig, hensigtsmæssig måde i livet sammen med andre. Derfor skal Staten blande sig i alting og indsamle 65 pct. af indtægterne i skat for så at anvende disse penge mere klogt end borgerne selv ville kunne finde ud. Pengene deles ud til påstået gode formål, fx offentligt drevet service, social understøttelse og selvopfundne projekter i øst og vest. En twist til gavn for egne vælgere ses ofte.
Kernen i en fri forfatning er sikring af videst mulig personlig frihed for borgerne. Men fortællingen er blevet drejet over mod fokus på demokratisk styreform med såkaldt frie valg – uagtet udviklingen har ført til dannelse af Superstatsapparat, bureaukrati og partipampervælde. Vestlande som Danmark er parat til at gå i krig ude i verden for at udbrede den demokratiske styreform. Vores forsøg i Afghanistan endte efter 20 år og omtrent lige så mange milliarder danske kroner i udgift med en tilbagetrækning. Farvel. Af gode grunde har der aldrig været en evaluering.
Hvis vi skal lave en status over Danmark’s situation angående frie forhold og dynamisk udfoldelse af livet, må det konstateres, at vi er havnet i en samfund med en ekstrem stor og dominerende statsmagt. En såkaldt Superstat med fremmedgjorte borgere. Man regerer hen over hovedet på folk. Det var ikke hensigten i 1849. Udviklingen løb løbsk og er for længst endt i en blindgyde.
Profilering som en altdominerende magt prøver man naturligvis at undgå og afvise fra Systemets side. I stedet udbredes begejstret den smukke ide om ”Velfærdsstaten”. Det er en slags kollektiv omsorgsfuld familieforsørger, der altid er klar til at gribe ind, når nye problemer opstår. Du er ikke alene, Systemet følger dig. Folkehjemmet for at bruge et svensk forbillede og begreb.
Systemet beskæftiger 35 pct. af arbejdsstyrken i offentlige jobs. Hertil kommer indkøb hos private underleverandører af håndfaste ydelser. Rigtige konkurrenceudsatte arbejdspladser i erhvervslivet er derimod en mangelvare, men det klarer vi ved at opfinde skattefinansierede stillinger i hobetal. Det kræver kun et kontor med skrivebord og en PC. Best Case er, at outputtet ikke generer nogen ude i samfundet, men den illusion er jo svær at opretholde blandt kloge medarbejdere. Utallige møder, udviklingsprojekter og nye digitale supersystemer er svaret på problemet med meningsløse jobs.
Vi mangler ligefrem arbejdskraft. Danskere skal helst tildeles pæne job ved et skrivebord. Ud over tilvæksten fra indvandring på ca. 1,0 mio. i de seneste 50 år inkl. efterkommere, så har vi pt. mere end 300.000 udlændinge til at udføre hårdt arbejde, fx byggeri. Romerne benyttede slaver. Vi betaler for det. Går Danmark godt? Ja, det viser beskæftigelsen. Om der så bliver udført noget nyttigt, vides ikke.
Sammen med de statsfinansierede studerende, modtagere af overførselsindkomster og de rigtige folkepensionister lever hovedparten af de danske vælgere af penge fra den almægtige Statsmagt. Det sikrer flertal i Folketinget for det socialdemokratiske Tusindårsrige. Hertil kommer så lovgivernes forrykte indblanding i folks daglige liv via alle mulige, såkaldt velmenende eller rettere bedrevidende, regler og love. Folket kan jo ikke finde ud af, hvad de bør gøre!
Tocqueville advarede for 200 år siden om perspektivet, hvis en nation via folkestyre ender som en selvbestaltet forsørgelsesanstalt. Kierkegaard anførte, så vidt jeg husker, absurditeten ved et muligt folkestyre omkring udsigt til indblanding i alt mellem himmel og jord. Hvis folket fik magten, ville de prøve at være bedrevidende om almindelige forhold – derimod anede en enevældig monark end ikke, hvad mad en jævn familie fik at spise. Begge fik ret. Posthumt burde de tildeles en medalje.
Så vil jeg prøve at forklare noget om årsagerne til, at folkestyret er gået fuldstændig i baglås.
For nylig hørte jeg en lærerig beretning fra skolefaget Natur og Teknik. Opgaven var organiseret på smukkeste vis i et undervisningsmateriale. Eksperimentet gik ud på at sætte tandhjul på aksler, som så bevægede hverandre rundt. Man skulle blive ved med at sætte flere på og få dem til at dreje rundt. Lige pludselig gik det dog ikke længere. Tandhjulsmaskinen låste sig fast. Summen af små afvigelser i de enkelte (næsten men ikke perfekt ens) tandhjul var blevet for stor. Præcis der er vi havnet her i landet. Lovgivernes teoretiske ideer, jura og IT-systemer er akkumuleret til et bjerg. Det har ført til et samfund, som er dysfunktionelt. Der findes en farlig rækkefølge som kendes i remsen: Man-Mission-Movement-Machine-Monument. Vi er nået til punktet Monument.
Det er en lærerig forklaring om balladepunktet i Danmark. Vi er endt med et dysfunktionelt bureaukratisk samfund, som har mistet vækstkraften pga. alt for omfattende indblanding utallige steder. Danmark har endog fået forlænget spilletid takket være indtægterne fra Bonanza hos medicinalkoncernen Novo Nordisk inden for Type 2 diabetes og fedme. Man skal dog lige huske, at man ikke kan indregne det imponerende bidrag til bruttonationalindtægten, men kun det danske
element af lønarbejde, indkøb og hjemlige skattebetalinger. Aktionærernes overskud tilfalder ikke Nationen, og halvdelen af aktierne i Novo Nordisk ejes i udlandet. Novo, A.P. Møller, LEGO og andre store firmaer bliver rigere hver eneste dag, mens de almindelige danskere (eller er det bare politikere og deres venner i medierne) drøfter ideer om at æde statskassens råderum op, altså i 2030?
Danskernes formuevækst kommer fra stigende priser på fast ejendom. Et nyt IT-system kan måske hjælpe selvejerne til større indbildt velstand og give Staten flere penge fra os kulakker?
Systemnedbruddets kerne er opløsning af den oprindelige tredeling af magtapparatet og indførelse af en helt anden tredeling af magten
Superstaten er jo helt ud af kontrol, og derfor mødes vi uge efter uge af nye absurde mediehistorier. Der er endog ved at være nedbrud i adgang til livsvigtig medicin som følge af succes for fedmebehandlingen og et teoretisk konkurrencesystem for generiske produkter, som let frembringer mangelsituationer. Det ligner naturgas-/elpriskrisen i vinteren 2022/23, som EU havde konstrueret grundlaget for. Hvis medicinpriserne var frie, ville ragnarok være indtrådt. Fede tider!
Der er overhovedet ikke greb om den overdimensionerede offentlige forvaltning, men danskerne er så godtroende og velafrettede, at vi finder os i det. Ting sker bare pga. uheldige og uigennemtænkte ordninger, hvorefter ingen kan, vil eller tør tage ansvar for disse fadæser. Uheldige borgere afkræves af Systemet skattebetaling for ejendomme, som de end ikke ejer, men IT-registrering og manglende ansvarlig adfærd i forvaltningen er umulig at standse. Hvad med kædeansvar? I et mindre underkuet og selvfedt land, ville det udløse oprør – plus fyringer og skam.
Find dig i Staten, og find dig i hvad-som-helst. Vi har jo selv valgt de politikere, som formodes at styre det hele på vore vegne, siges det. Så det er faktisk vores egen skyld! Det er den danske model.
Den oprindelige tanke om en struktur med tredelingen af magten var smuk og relevant, men den gælder ikke længere.
Ingen over eller ved siden af – Folketinget. Dette udsagn har opløst strukturen med uafhængige magtorganer, som skulle sikre en balance og indbyrdes kontrol mellem uafhængige aktører.
Den udøvende magt blev i 1901 skubbet ind under de folkevalgte lovgiveres hånd ved Systemskiftet. Det politiske flertal erobrede regeringsmagten. Partierne fik magten og cementerede det hele.
Domstolene spiller en passiv, forsinket og underordnet rolle. Topmålet er ideen om ”at man må vente på en dom for at forstå loven”. Det er juridisk bragesnak og hykleri, hvor man erkender, at lovgivningen ikke har tankens klarhed. Holdningen tilsidesætter sikringen af borgerens rettigheder i Grundloven. Vi lovgiver, som de blinde de slås. Der findes ingen forfatningsdomstol, som ville kunne holde Folketinget i ave. Her må Højesteret så nølende træde til som opmand. Der er indført en Ombudsmand, men ordningen er en sutteklud. Som borgere er vi bedre beskyttet af EU og Menneskerettighedserklæringerne end af den danske forfatning, de offentlige organer og myndigheder. Ikke godt.
Al magt er samlet i Folketinget, hvor det er organiseret i hensygnende politiske partier. Deres medlemstallet falder og falder, og de er ved at blive familiefirmaer. De fungerer som en slags meningsgrossister, så den valgte person behøver ikke anstrenge sig for at følge med i lovmøllen. Principielt stilles der ingen krav om egenskaber hos en folkevalgt politiker. Alle skal kunne være med.
Den sidste politiker, som omtales for seriøst at have læst de endelige lovforslag, er Erhard Jakobsen. Han døde i 2002 og forlod Folketinget i 1995. Her til lands vedtages hvert år 200-250 love. Få borgere læser blot en enkelt af disse love. Formynderne/Politikerne/Staten har fremmedgjort os.
Det samme ser ud til at gælde i Folketinget. Der burde være et krav for at kunne stemme Ja, at det pågældende folketingsmedlem havde læst loven og bestået en eksamination i dens indhold (sat i relation til anden lovgivning og praksis). Jordforbindelsen er forsvundet, og så er alt muligt. Først når 90 medlemmer opfylder disse rimelige mindstekrav og vil stemme Ja, kan loven vedtages.
Den faktiske tredeling af magten er helt anderledes end teorierne fra 1800-årene. I skolen udbredes den officielle fortælling dog stadigvæk. Systemet anpriser sig selv. De gode græd og de onde lo.
Nutidens rigtige tredeling har Folketinget placeret som øverste og afgørende led, men de folkevalgte besidder ingen kvalificeret fagkyndig indsigt ud over tilfældigheder. De læser næppe lovene før accept.
Næste led, som i virkeligheden er første led, er juristerne, som formaliserer lovens tekst og indhold. Fra en politisk ide til faktisk indhold kan der være meget langt i et indviklet samfund. Det suppleres så med bekendtgørelser og vejledninger, som kan anvendes til mere praktisk brug.
Når juridiske formalia er klaret, kommer et nyt, tredje led i bureaukratiseringen. Det er IT-systemer. Superstatens personale foretrækker nemlig at få IT-systemer med selvbetjening. Det åbner for Full Scale Real Time eksperimenter under Totalstatens magtfulde ramme, og så er alt blevet muligt over for borgerne. Systemer laver (naturligvis undskyldelige) fejl, mens borgerne snyder og misbruger ordningerne.
I Sovjetæraen havde man Systemkritikere. Vi er desværre endnu ikke nået til det punkt. Sovjet-rusland måtte erkende, at Planøkonomi ikke kan styre et samfund. Vi gør nøjagtig det samme, men vi anvender i stedet statslig bureaukratisk indblanding og skatteudplyndring. Papir, papir, papir. Tandhjulene i Danmark kan næsten ikke dreje rundt, men vælgerflertallet er tilfreds så længe skaffedyrene kan forsørge dem. Er det proletariatets demokrati eller partiernes pamperi?
Det er en ikke-bæredygtig struktur baseret på vælgerbestikkelse via Staten og partipamperi. Vi gør os selv fattigere.
Til sidst i talen vil jeg sige noget om vejen frem. Hvordan kommer vi videre herfra på en positiv måde? Hvordan kan vi via den eksisterende forfatning få banet en vej ud ad tidens blindgyde og frem mod en balanceret fri forfatning?
Første punkt er at erkende situationen, strukturproblemerne og behovet for gennemgribende forandringer. Danskerne må forstå, at vi bliver indbildt en løgn af de folk, som ønsker at dirigere rundt med os. Det er Magteliten og dens store stab af håndlangere og medløbere. Ideen om den selvglade og selvfede dansker er en illusion. Danmark er blevet til et narcissistisk, senbureaukratisk samfund. Man bilder os ind, at vi er rige og trygge, så længe vi bare slutter op om Systemet.
Næsten alle politiske partier tilslutter sig ideen om den socialdemokratiske velfærdsstat. Partiruinen Venstre købte ideen helt tilbage i 1963, og deres borgerlige attitude har siden da været et hult ekko. Politik er blevet et erhverv i Mediesamfundet. Flertallet lever af Staten, og Systemet er gået i baglås.
Tidspunktet for en Reformation er næppe inde lige nu. Først skal krigen i Ukraine afsluttes. Når Rusland en dag bryder sammen i dette kølvand, vil der blive åbnet for en hestekur og revitalisering af de dysfunktionelle vestlige samfund. Danmark er jo ikke det eneste eksempel på disse problemer.
Politikere elsker fjender, så de kan skaffe sig opbakning i hjemlandet. Putin-Rusland er øjeblikkets umiddelbare udfordring. Kinas’ voksende indflydelse i verden er en vigtig langsigtet problematik, og USA’s nedtur fra positionen som suveræn stormagt er den anden side af den mønt. EU-landene
skal finde frem til en form for udadrettet forbund. EU-valget om et par dage viser med sin tomme markedsføring af billige synspunkter, at de opstillede kandidater mangler format. Populisme.
Klimaspørgsmålet er en imaginær fjende, og derfor elsker politikerne emnet. Mette Frederiksen har udviklet en floskel ved at tilføje ordet krise til alt muligt. Stå sammen folkens – omkring mig!
Danmarks næste forfatning skal sikre reelle frihedsrettigheder og begrænse Staten ved at sætte bomme op for anvendelsen af love, regler og myndighedsmagt. Kort sagt skal forfatningen begrænse statens størrelse og indblanding, så den nuværende udpresning af borgerne stoppes.
Overgangsløsningen kan blive et salomonisk stop for partiernes eksistens og brug af valg med stemmeafgivning til offentlige forsamlinger. Partiernes tid er forbi.
Den udbredte enighed mellem de politiske partier indebærer, at der ikke opnås noget ved at vælge mellem dem efter den hidtidige metode. Derfor kan vi med fuld ret i stedet indføre udvælgelse ved borgerligt ombud af medlemmer til Folketinget og andre organer. Direkte demokrati i stedet for det indirekte, såkaldt repræsentative demokrati, som partierne har erobret kontrollen med. De politiske partier har mistet deres folkelige opbakning i form af medlemmer og er endt som familieklaner. Idemæssigt tænker de ens og er gradbøjninger af socialdemokratiske holdninger.
Hvor vidt der fortsat skal udtages det maksimale antal medlemmer (175) eller et lavere tal må drøftes. Via CPR-numrene kan det klares simpelt og retfærdigt. Posten må tildeles for 4 år med rotation hvert år af 25 pct. af Folketingets medlemmer. I startfasen bliver der en kortere vagt.
Hvis vi skal reformere Danmark – og ikke bare opgiver det hele, som vi indtil videre har gjort – så vil det nok være hensigtsmæssigt at udtage hele kvoten på 175 medlemmer. Der bliver nemlig brug for gode borgere til at rydde op i fortidens bjerg af love og regler.
De pågældende udvalgte kan så deles op i tre segmenter: en til at klare den løbende forvaltning og lovgivning, en til sanering af den eksisterende lovgivning plus en til at se fremad og udarbejde forslag til en ny Grundlov. Oprydningen i de gamle love vil tage lang tid. Der kræves vel 4 år for love indført før 1945, 8 år til perioden 1945-1981 og mindst 8 år til intervallet 1982-2020. Fremover bør love roteres med et eftersyn/evaluering hvert 5. år og så en genvedtagelse.
Genrejsning af Danmark som et frit land med et ansvarligt demokrati vil tage 20 år. ”Vi vinder, når vi vågner”, kaldte Anders Krab-Johansen en gang sin bog. Det var i 2015.
Jeg sagde engang til ham, at danskerne aldrig vågner. Vi sover stadigvæk.