Markedsudviklingen
USA er i stand til at skubbe MSCI yderligere opad, og ugens gevinst lyder på +1,6 pct. NASDAQ-100 er op med +3,7 pct., mens Stoxx50 i Europa er faldet -1,0 pct. Hu hej, hvor det går i USA.
Dynamikken inden for AI/IT (NASDAQ-100) har givet bonus til Korea (Samsung og SK Hynix mv.), Taiwan (TSMC) og Japan, som en form for ringvirkning. Disse lande er indtil videre årets højdespringere – og formentlig mere sikre og langtidsholdbare end NASDAQ-topgruppen, som er kørt op i en spids. Det er nemlig også udtryk for udsigt til voksende konkurrence for USA, skal man lige huske på.
Trump besøger Kina torsdag-fredag, og han følges af nogle af sine venner blandt IT-oligarkerne. Ønsket er angiveligt at åbne det kinesiske marked for salg af amerikansk IT og sikre tilførsel af sjældne jordarter og basisvarer til USA. Kort sagt samhandel, og det er altid godt til at fremme venskab/respekt. Det burde være en positiv indikator for de to regeringers evne til forståelse. Mødet har mulighed for at blive en (profileringsmæssig) succes, men vil samtidig vise, at Kina styrkes i forhold til USA. Trump skal bare få lov til at fremstå som en stor statsmand med høj cigarføring.
Olieprisen udgør fortsat en belastning og trussel i kraft af det høje niveau selv om markedet er stabiliseret. Sølv 84,16 USD) er spekulanternes legeplads med en gevinst på +14,4 pct. i løbet af en uge! Guld og platin er mere rolige, så det tyder på hidsig, koncentreret satsning på et nyt sølv-boom.
Renterne tøffer lidt opad. USA’s inflationstal på 3,8 pct. med pres fra energipriserne er en dårlig nyhed for Trump-administrationen. Valutamarkedet er underligt stille, som en undtagelse.
Iran-krigen trækkes i langdrag, og det fungerer i praksis til fordel for den svage part, Iran. Præstestyret kæmper for at overleve som magthavere. Hver dag, der går, er til deres fordel, mens problemerne ude i verden (især Asien) vokser omkring olietilførsel og belastningen fra høje priser. Stagflation er en klar trussel, som kan bryde ud i løbet af den næste måneds tid, hvis proppen i Hormuz ikke fjernes og trafikken normaliseres. USA er derfor tvunget til at tage fat med håndfaste militære operationer. En kulmination af forløbet må snart indtræde. Teheran stritter imod men vil foretrække at udlevere uranlagret for at overleve som styre. Det skal bare se svært ud.
Frankrig og UK er på vej til at påtage sig opgaven med at holde farvandet ved Yemen åben, så trafikken igennem Suez-kanalen kan blive normal igen. Derved holder de sig ude af Iran-krigen direkte, men Yemen optræder jo som allieret og ven med Iran, så det er et skyggespil.
Trump-Xi topmødet i Kina kunne bane vej for en løsning af både Iran-krigen og krigen i Ukraine. Hvis Kina smækker døren i for Putin, er han færdig og må rette ind efter det diktat, som måtte fremkomme. Men så stort et håb skal man næppe satse på.
Regnskaber fra mere almindelige selskaber frigives i disse uger. Indholdet svinger kraftigt både omkring det faktiske forløb af det matte Q1 og udsigten for resten af året, altså Guidance. Rockwool opjusterede sin årsprognose, men det skyldes reelt bare prisforhøjelser, som kommer til sommer. Der skal ikke herske tvivl om, at man rundt omkring i selskaberne husker problemerne klart med forsinkede prisforhøjelser sidste gang inflation foretog et løft opad. Derfor er de ”proaktive”, og det kan så føre til en selvskabt plage i stedet for, altså ekstra hurtig inflation for en sikkerheds skyld. Ikke godt. H+H er det andet selskab inden for byggematerialer, og de har haft et svagt Q1, men forventer at klare sig hæderligt igennem hele året. Polen og UK går fornuftigt, mens der er behov for opstramninger på det sløve marked i Tyskland.
TORM er kommet flot ud af Q1, men det overskygges af udsigten for Q2, som er formidabel. Mens Q1 havde en indtjening pr. døgn på 34.937 USD (Q1/2025: 26.807), så er der indtil videre (57 pct.af skibsdagene) opnået 71.494 USD i gennemsnit. De mindste skibe (MR på 50.000 TDW) har indbragt mest, nemlig 73.485 USD, og det er intet mindre end imponerende. Det afspejler panik med at skaffe færdige olieprodukter. Overskuddet i Q1 er fordoblet fra 63 til 122 mio. USD. Guidance hæves, men den må anses for forsigtig. Flåden er blevet moderniseret og udvides med 6 nybygninger (såkaldt Resale fra værftet over de næste to år). Det giver i alt 103 skibe inkl. de kommende 6 nybygninger. Imponerende.