Mennesket er sin egen værste fjende. Denne sandhed vil mange formentlig kunne skrive under på – med henvisning til truslen fra global opvarmning, som jo henføres til at være resultat af vores egen udledning af drivhusgasser. Opgaven består med andre ord i, at ”man” skal redde mennesket fra sig selv! Det burde kunne lade sig gøre. Problemer skabt af mennesker, kan også løses af mennesker.
I finansmarkedets verden udfolder en lignende struktur sig – vel at mærke meget håndfast selv om trusselsniveauet i forløbet ikke tages alvorligt. Denne artikel handler om risikoen for voldsomme skadevirkninger på samfundets økonomi som følge af voldsom spekulation i finansielle kontrakter. Vi har udviklet blind tillid til ”markedsprisdannelse i børslignende markeder”. Kombineret med gratis penge fra lempelig pengepolitik, som centralbankerne ikke tør standse, og stadig flere og mere aggressive aktører inden for finansiel handel udgør det en eksplosionsfarlig situation.
Verden er af lave
Kernen i problematikken er, at verden flyder med penge efter en lang årrække (start 2008 ved Finanskrisen) med stadig mere lempelig pengepolitik. Hertil kommer permanente og store statsunderskud (plus Corona-likviditetshjælp i form af udskudte indbetalinger af skatter til staten) i en række I-lande. USA er placeret i spidsen, men ingen tør rejse tvivl om kreditværdigheden for verdens største supermagt.
Likviditetsmængden er enorm, og det kniber med at finde fornuftige placeringer med et godt afkast set i forhold til den vurderede risiko. Vi ændrer derfor gradvis adfærd i retning af accept af voksende risiko i håb om at opnå et stadig faldende afkast.
Der udkæmpes en brav kamp af forvaltere med forpligtelser og regler, som indskrænker deres handlefrihed. Tilsvarende er mange selskaber klemt af den opsvulmede værdi af pensioner til medarbejderne, hvis der er afgivet tilsagn om fremtidige mindstebeløb i udbetalinger. Afkastet halter, og her udgør kortsigtede kursgevinster kun et plaster på såret. Nogle har end ikke råd til at prøve at opnå sådanne kortsigtede gevinster men er låst fast til ”sikre” aktiver med minimalt afkast.
Modtræk foretages ved skift til markedsrenteafkast og en stor forøgelse i satsningen på fast ejendom. Derfor byges der på livet løs uagtet det formentlig er udtryk for en fejlagtig satsning i et land som Danmark med al for stor bestand af boliger og andre bygninger.
Det store håb er muligheden for start på massive grønne investeringer. Erhvervslivets egentlige investeringer er nemlig små og giver ikke behov for at skaffe penge fra banker eller pensionsforvaltere. Det eneste sted med efterspørgsel på penge er aktiemarkedet, hvor en række mindre selskaber går på børsen og søger at få tilført tålmodige penge i form af egenkapital. Men det er småpenge.
Der ophobes derfor likviditet – arbejdsløse penge. Negative renter på indlån i banker øger presset yderligere for at foretage aktive dispositioner, så saldoen på vores bankkonti ikke visner væk af sig selv.
Aktiemarkedet er centrum i kampen for at opnå et afkast – og det er ikke så farligt
Der er for mange penge på jagt efter afkast alle vegne. Aktiemarkedet er i sin natur en magnet for aktører som ønsker en hurtig og konkret afkastmulighed med en risikoprofil, som trods alt er nogenlunde kendt eller i det mindste ikke kan formodes at være afgrundsdyb som nye uklare opfindelser (kryptovaluta o.lig).
Som deltager i dette marked kan man ovenikøbet titulere sig fornemt som investor, eller den mere seriøse betegnelse ”langsigtet investor”. Spekulant eller kortsigtet investor virker mere rå og usympatisk.
Boom’et i aktiemarkedet under Corona-forløbet er i sig selv mærkværdigt (såkaldt pervers økonomisk reaktion), da vi jo samlet set er blevet fattigere ved bortfald af et stort beløb i indkomst fra lavere aktivitet. Men penge (likviditet) er der jo nok af til at løfte aktiekurserne. Rygvinden på kapitalmarkedet satte ekstra skub i at tiltrække en bølge af penge, som blev aktiveret ved køb af aktier eller fast ejendom. Mens aktier i USA har trukket læsset og været i centrum, så satser private her hjemme på optrapning inden for fast ejendom i alle mulige former. Klogt nok efter skat.
Resultatet er blevet højtryk i beholderen og dermed en kraftig stigning i priserne på både aktier og fast ejendom. Særligt lukrative delmarkeder (USA’s IT-aktier) har så fået ekstra gevinst i form af et stort prisløft.
I økonomisk forstand kan det ikke påstås at afspejle reel økonomisk fremgang. Den rette betegnelse er derimod ”Asset Price Inflation”, altså et boom i priserne på aktiver, som kan handles og værdisættes til en form for mere eller mindre veldefineret pris med reference til et marked (eller sammenligning med andre lignende aktivers senest registrerede handelspriser; mark-to-market principper o.lig). Urealiserede, formodede kapitalgevinster har sjældent haft større opmærksomhed end vi oplever i disse år. Der er dog tale om midlertidig indbildt velstand, da få aktører har evne og mod til at forlade spillebordet ved at sælge ud.