De store olieselskaber har et imponerende format, som kan hamle op med størrelsen af eksporten fra et helt olieland. Økonomisk har de muskler til at gennemføre lange satsninger. De kortsigtede udsving i priserne på olie og naturgas giver større gennemslag i kvartalsregnskaberne end den reelle betydning. Der er med andre ord en masse ”støj”, som jævner sig ud i løbet af et par år. Reglerne i lovgivningen omkring oplysningspligt ved værdiudsving er blevet skærpet. Det har øget vægten fra reguleringsposter, fx udsving i nutidsværdien af aftaler om køb/salg af energi, hensættelser til omlægninger og nedskrivninger af aktiver, hvis værdien må formodes at være antastet. Det samme gælder for de ofte store aktiver og passiver vedrørende pensioner, som kan svinge meget i værdi og reguleres direkte på egenkapitalen.
Totalindkomsten omfatter rub og stub, og den kan derfor udvikle sig anderledes end den underliggende trend i forretningen.
I olieselskaber har de meget svingende priser på råolie dog fået dominerende betydning, og begrebet ”trend i den underliggende forretning” er svær at fastlægge i disse år. Verden/Markederne er blevet mere ustabile end godt er, vil jeg mene. Konsekvensen er desværre, at en ansvarlig ledelse i en stor koncern er nødt til at føre en mere forsigtig (mindre dynamisk) linje end de langsigtede perspektiver egentlig giver grundlag for. Den mekanik ses også hos Shell.
Stabilitet og fremgang på samme tid
Shell er et konglomerat inden for energi med stor aktivitet i naturgas, pæn indsats i olieudvinding og raffinaderier, stor vægt i salg og distribution af olieprodukter og et stort engagement i petrokemi.