Om stigende inflation: Er det startpenge eller repricing hos leverandørerne?

I 30 år har inflation (prisstigninger) været tøjlet så grundigt, at økonomer og endog centralbankchefer samt de altid opsvingssøgende politikere med jævne mellemrum har plæderet for en mere lempelig linje angående dette punkt i økonomien.

Fuld fart frem. Holdningerne til inflation er delte, men de fleste anerkender, at der er store fordele ved stabilitet i pengenes værdi – og dermed er der et fundamentalt ønske om lav inflation uden store udsving. I praksis opfattes en god norm som +1-2 pct. i årlig prisstigning. Alle frygter nemlig på samme tid en økonomisk afsporing, hvis der indtræffer det modsatte i form af prisfald (deflation). Så vil folk have fordel af at udskyde deres indkøb, og dermed kan der opstå en hård opbremsning. Det ligner regler og adfærd i trafikken, hvor vi anser vejskilte med max-hastighed som et minimum, og så ligger vi os en smule over dette tal.

Der var to afgørende faktorer plus en række supplerende forhold til at sikre den gunstige situation, som har varet i mere end 30 år. I 1980’erne fik USA med centralbanken i spidsen og en ny økonomisk politik (Reagonomics) knækket den høje inflation, som havde bidt sig fast i 1970’erne. Våbnet var stram pengepolitik med høj rente, og accept af en kortsigtet nedkøling af økonomien til fordel for en forventet langsigtet positiv udvikling. Det lykkedes. Resultatet kom og har rullet videre frem til 2020. Andre I-lande fulgte samme stramme linje for definitivt at få tæmmet inflationen, der opfattes som et vildt og farligt ”dyr”. Inflation er udtryk for en fejlreaktion og er en fjende for ønsket om stabilitet. Det søger regeringer (politikere), som vil have greb om samfundets udvikling.

Se den fulde artikel hos EuroInvestor