Om Alcoa: Pilen peger opad for priserne

Selskabet har tradition for at være blandt de første med kvartalsregnskaber, og det er lykkedes igen i år.

Informationerne er derfor interessante at studere nærmere, da det kan give et indtryk af udviklingen inden for basale industrivarer. Hvad er der sket i 2021, og hvordan vil ledelsen tage fat på 2022?

Få danskere kender Alcoa – og det er der en god grund til: aktien skuffede afkastmæssigt igennem mange år før der omsider indtraf en optur i 2020. Der blev gennemført en stribe store tilpasninger for at forbedre økonomien. Voksende pensionsforpligtelser (følgevirkning af rentefaldet) har redet selskabet som en mare ud over de vedvarende problemer med at klare sig i metalmarkedet.

Man besluttede derfor at udspalte de stærkeste aktiviteter inden for færdige komponenter i firmaet Arconic, der pt. har en børsværdi på 3,5 mia. dollar. Derved blev Alcoa til en rendyrket producent af aluminium, inklusive de to indledende trin med udvinding af råstoffet bauxit og fremstilling af halvfabrikataet Alumina. Denne proces kræver opvarmning med gas eller olie, mens smeltning til slut af aluminium har meget stort forbrug af elektricitet. Processerne kan derfor med fordel udføres, hvor der er bedst adgang til henholdsvis råmaterialet bauxit og billig elektricitet (ofte vandkraft).

Alcoa er sluppet fri af mange års problemer takket være højere priser

Et markant prisløft i 2021 på aluminium har givet så stor fremgang, at selskabet omsider er blevet selvfinansierende, og man har også haft mulighed for at dække pensionsforpligtelser. Genialiteten i denne store disposition kan dog vise sig at være uheldig, idet man har udført transaktionen på et tidspunkt med et historisk lavt renteniveau.

Mange gamle industriselskaber med store udestående forpligtelser vedrørende pensionstilsagn er i en lignende situation, og de har nu håb om at blive reddet ved et løft i renteniveauet. Det vil reducere nutidsværdien af de fremtidige udgifter. Pointen hos Alcoa er, at man vasker tavlen ren, så vidt dette indviklede problemkompleks kan begribes.

Selv om prisen rykkede voldsomt opad forblev mængderne på samme niveau. Strukturen består af en stribe anlæg, og varierende lokale problemer og start/stop for anlæg gør det hele til en mosaik. Summen af det hele bestemmer udfaldet. Forretningen styres med hård hånd af topledelsen – samtidig med at der skal tages hensyn til en stribe individuelle aftaler og partnerskaber for de enkelte anlæg.

I de sidste kriseprægede år med utilfredsstillende indtjening blev det definitivt besluttet, at Alcoa ville skære ned i sit samlede udbud selv om der var udsigt til vækst i hele markedets størrelse. Det gav mulighed for at skære ned i kapaciteten, og kunderne kunne let indse, at de ikke længere kunne trykke selskabet på prisen. Forløbet i de sidste par år viser, at det er lykkedes – på den hårde måde.

Linjen fastholdes ind i 2022. Der blev således i december indgået en aftale i Spanien om at lukke og holde pause i to år med smeltning på San Ciprián anlægget. Årsagen findes i de abnormt høje priser på elektricitet, som indebærer et stort underskud på dette anlæg, hvis prisklemmen fortsætter. Make or break. Det blev Break, og dermed reduceres output med 228.000 ton i to år. Basta.

Udsigt til endnu højere priser

Balancen i markedet for aluminium er ellers genoprettet, og her udvikler efterspørgslen sig mere livligt og positivt end udbuddet. Udbygning af kapaciteten er en langstrakt affære i I-landene. Ting tager tid i akademiske demokratier. De frie udbydere er tilbageholdende med at udvide.

Kina står for den anden halvdel godt og vel af den globale produktion. I 2021 voksede mængden med +4,8 pct. til 38,5 mio. ton. Fra den side er der svingende påvirkning. Hjemmemarkedets behov kommer i første række. Resten sælges som eksport, og det giver store udsving.

Se hele artiklen på EuroInvestor