Inflationsspøgelset rumsterer ved de nationale teatersceners bagtæppe.
Ude på skuepladsen i virkelighedens verden søger den herskende elite af nutidige akademiske performancekunstnere desperat at bevare kontrollen med situationen ved skiftevis at underholde og udslynge advarende trusler om forestående død og undergang fra smitsom sygdom, hvis tilskuerne ikke makker ret og hylder dem som aktører. Frygten for fantomet er velbegrundet – men det gælder mere for magteliten end borgerne. De har nemlig haft mulighed for at sikre sig delvis ved at hamstre varer, som man forventer/tror/håber vil kunne fastholde købekraften, hvis priserne for alvor begynder at stige. Men det forudsætter naturligvis, at man er velhavende nok til at have handlefrihed og ejer aktiver, som man frit kan disponere over. Mennesker i lejebolig med en kollektiv pensionsordning kan ikke gøre ret meget selv men må håbe på det bedste i landets centralistiske socialdemokratiske system.
Kloge penge satses allerede nu på reale aktiver i form af aktier og fast ejendom. Det er langt bedre end statens nationalbankpengesedler, som ovenikøbet er gjort til renteløse eller strafrentebelagte indlån ved systematisk indskrænkning af adgangen til at benytte noget så simpelt som cool cash. Det er nok forklaringen på boom’et i priserne på fast ejendom i det seneste år, der er steget med +12, +14 og +19 pct. for henholdsvis huse, ejerlejligheder og sommerhuse jvf. Boligsiden. De danske aktiekurser (C25) er steget med hele +50 pct. i løbet af de seneste 12 måneder. Er det ikke bare udtryk for: Asset Price Inflation? Prisen på nogle (især grønne og IT) aktier er så opskruede, at det mere minder om handel med rationeringsmærker hos Tjener Boldt på Jernbanerestauranten.