Lau tordner mod klynkekulturen: Folk må vågne

af | nov 5, 2021

Mennesker viger ofte uden om at påtage sig et ansvar.

Det fremgår i øjeblikket af de absurde tvister omkring ansvarsforholdene i landets politiske ledelse blandt de personer, som optræder på denne offentlige scene. I stedet må man med stort besvær grave sandheden frem. ”Sejren har mange fædre, nederlaget må lede efter sine”.

De pågældende påkalder sig at være uskyldige indtil det modsatte kan bevises. Der er tale om spild af ressourcer og tid, som koster skatteborgerne uhørte merudgifter.

Men hvad er yderligere millioner mod milliarder af kroner? Forløbet viser i al sin enkelhed, at Systemet i vores påståede demokratiske retssamfund i sin struktur er pilråddent. Er lovgiverne, som involverer sig i den udøvende magt qua begrebet parlamentarisme, virkelig lovbrydere? Så hører alt op.

Kort fortalt er pointen, at det er rart at have rygdækning fra en højere instans for de beslutninger og handlinger, som man udfører. Så bærer man kun formelt et ansvar, men kan henvise til et anerkendt grundlag, som har kanoniseret den udførte adfærd.

Finanskrisen i 2008 førte aldrig til et opgør med ansvarlige personer trods dyb forargelse over de enorme tab, som endte hos skatteyderne. Vi betalte alle regningen for de uansvarliges fest. Eliten i det politisk-administrative system var nemlig fast besluttet på at opretholde den gældende samfundsorden. Mindst mulig forandring.

Der var blot tale om en form for altomfattende, kollektiv form for overmod, som så førte til en uheldig kollaps. Ingen var ansvarlig for andet end fodfejl. Det var ‘samfundets skyld’. You never hang a banker.

Derfor klynger man sig til højere magter og autoriteter, hvis der kan findes sådanne. Opgaven består så i at opfinde en Story Telling baseret på den af autoriteten fastlagte ramme. Det skal jo helst give adgang til en afkastmæssig lukrativ forretningsadfærd. Man skal jo leve og tjene penge.

Finansmarkedets aktører satser på centralbankerne

De kække folk i finansmarkedet stoler blindt på centralbankernes evne til at sikre og styre økonomien. Det har nærmest karakter af en arbejdsdeling, hvor den pengepolitiske autoritet klarer de overordnede rammer, hvorefter det overlades til de kommercielle aktører at udfolde sig på den spilleplade, som opstilles.

Se hele artiklen på EuroInvestor