Den erfarne investor Lau Svenssen har haft læsebrillerne på og dykket ned i de friske regnskabstal, som Novo Nordisk onsdag har givet markedet indblik i.
Investorerne er tydeligvis begejstrede. I hvert fald blev aktien sendt voldsomt op fra morgenstunden, som dog er aftaget en anelse lige nu. Lau Svenssen er til gengæld mere skeptisk.
»Det er ikke et jubelregnskab,« lyder den umiddelbare dom fra den erfarne investor, der foruden at være fast inventar i podcasten Millionærklubben er chefanalytiker i Svenssen & Tudborg.
Novo Nordisk står nemlig i en situation, hvor blandt andet prisfald i USA kan skabe modvind, forklarer han. Derfor skal investorerne indstille sig på, at vejen til tidligere kursniveauer kan være en langstrakt affære, mener Lau Svenssen.
Mere detaljeret drejer det sig om, at Novo Nordisk sænker priserne mellem 35 og 50 pct. næste år i USA på sine supersællerter.
»Det er temmelig hidsigt. Problemet er, at hvis du skal reducere dine priser med 35-50 pct., er det i praksis umuligt at opveje med volumen. Det er op ad bakke,« siger Lau Svenssen.
Han hæfter sig også ved, at Novo Nordisk kan opleve pres fra lande som Indien, Kina og Canada, hvor semaglutid, det aktive stof i blandt andet Wegovy, ikke længere er patentbeskyttet.
Lau Svenssen har tidligere spået, at Novo Nordisk-aktien kunne ende året i en kurs på mellem 450 og 500 kr. Det estimat skruer han nu ned for.
»Jeg er nok gået lidt sukkerkold på den (aktien red.),« siger Lau Svenssen.
Lige nu er hans bedste bud, at aktien kan bevæge sig mod en kurs på 350 kr., når kalenderen skifter til 2027 – og i bedste fald 400 kr.
Med andre ord kan aktien stige mellem 19 og 36 pct., hvis man tager udgangspunkt i den nuværende kurs på omkring 294 kr.
Lau Svenssen peger også på, at 2027 kan blive et år med tilbagegang, hvor overskuddet risikerer at falde – medmindre udrulningen af Novo Nordisks Wegovy-pille kan opveje de lavere priser.
Selvom Lau Svenssen ikke sidder og jubler lige nu, har han ikke planer om at sælge ud af sine Novo-aktier. Omvendt har han heller ikke planer om at købe op lige nu.
Langsigtet er han nemlig stadig positiv, og så glæder han sig over, at selskabet har nedsat et Scientific Advisory Board, hvor Mads Krogsgaard Thomsen er at finde.
Han er tidligere forskningschef i Novo og »skarp i pæren«, mener Lau Svenssen.
Kilde: EuroInvestor