Priserne i EU på naturgas og elektricitet er gået amok. Den almindelige forklaring om årsagen er, at det skyldes nedsat tilførsel af naturgas fra Rusland. Denne udvikling er forårsaget af politisk styring fra Putin-regimets side.
De søger at ramme EU og andre vestlande som svar på de restriktioner, vi fra vores side har indført over for Rusland. Hele affæren skyldes Ruslands invasion og krigsførelse i Ukraine.
Fortællingen er korrekt set i en snæver sammenhæng – hvis man ser bort fra, at der endnu ikke har manglet forsyning med naturgas ude hos brugerne. Lagrene er blevet reduceret.
Der forekommer at være tale om en forenkling med manglende forståelse og afdækning af de faktiske følgevirkningers art og omfang. Et eksempel på ”myten og den irrationelle fornuft”.
Vi er bange for Smadremanden i Moskva, som kan lukke for gassen. Det er hans metode rettet mod naive folk i de selvfede vestlande.
Forbrugere frygter afsavn og er følsomme mennesker. De politiske ledere mener, at de må pleje deres vælgeres behov og er derfor parat til at forhandle om alt, hvis noget truer med at gøre ondt.
Kunstige markeder med børspræg
Mange mener, at prisdannelsen på markeder per definition finder sted på en naturlig og korrekt måde. Prisen må derfor være ”rigtig”, når alle forhold og aktørers vurdering heraf får lov til at udfolde sig.
Det er dog en tilsnigelse og gælder kun under ideale omstændigheder. I øjeblikket er der en form for mærkværdig, delvis krigslignende tilstand. Force Majeure?
Politikere og ledere i den offentlige administration følger tidens ånd – og tidsånden er som bekendt den dummeste af alle. Siden neoliberalismens gennembrud i 1980’erne har holdningen derfor været, at man burde privatisere og markedsudforme mest muligt, fx energiforsyningen.
Konkurrence er godt, siges det ud fra den generelle lærebog – og det jo i princippet rigtigt. I praksis handler det dog om det kan lade sig gøre uden at ryge i grøften. Den nuværende test tyder ikke på succes.
Ud fra disse idealistiske motiver har EU indført ordninger med markedssegmentering, som opdelte funktioner og skabte afgræsninger mellem producenter, netværksejere og kundevendte udbydere. Her blev der plads til frie handlere, som bare ønskede at være med i legen på de nye markeder med børslignende kontrakthandel.
Finansbranchen meldte sig også som deltagere for at få del i kagen.
En syntetisk opfindelse som CO2-kvoter blev også lanceret og straks udformet som en kontrakt, der kunne handles. Teoretisk set kan det blive en vej til optimering af indsatsen mod den frygtede menneskabte globale opvarmning.
Akademisk opfindsomhed ved et skrivebord fører dog sjældent til værdiskabelse men ofte til store fejltagelser og tab for folk ude i samfundet, som udsættes for det.
Balladepunktet er, at der er skabt kunstige markeder. En slags myndighedsautoriserede børser, hvor der ikke stilles høje krav for at kunne deltage. Frie og risikovillige aktører er nemlig vigtige for at skabe flow og omsætning i et nyt marked.
De egentlige og primære virksomheder inden for energi har et realt behov, som kan og skal håndteres for at klare udsving og forbedre afkastet af kapaciteten. Virkelige behov fra primære aktører og ikke børsspil om prisudsving.
Naturgas kræver adgang til rørledninger og lagring. Ellers er man midlertidig ejer af en position, som skal neutraliseres igen.
Elektricitet er endnu værre som produkt, da lagring er næsten umulig at gennemføre i praksis. Vandkraft har denne egenskab. Nye batterier og Power2X vil med tiden øge muligheden for at nyttiggøre en større del af den samlede el-produktion via lagring.
Pointen på det punkt er, at et marked uden lager er ekstremt følsomt i pris. Flow-orienteret 24-7.
Priserne er gået amok i de kunstige energi-markeder
For et år siden var Ukraine-krigen slet ikke indledt, men priserne begyndte at rykke mod Nord. Rusland angreb først 24-02. Disputten om Nord Stream 2 verserede ganske vist, men Sælgeren af gassen var Rusland.
De ville hellere åbne rørledning no. 2 end stoppe forsyningerne. Det var den store ide, og der blev satset 10 mia. dollar på det andet rør.
Tyskland var heller ikke positivt stemt over for USA’s forsøg på at forhindre ibrugtagning af den nye pipeline. USA trak det længste strå og fik sat en prop i røret.
Ikke desto mindre gik priserne på naturgas og elektricitet opad og rykkede langt, langt bort fra det normale prisniveau. Sådan er det fortsat i 2022, men prisudsvingene har været meget store.
Er priserne mon rigtige, eller er der tale om et indviklet og nervepirrende spil, hvor nogle aktører prøver at udnytte situationen til egen fordel?
Pointen synes at være, at det kunstige marked ikke fungerer effektivt men er en form for lukket trykbeholder. Hvis aktørerne blot udførte et såkaldt Nulsum-spil, ville den enes gevinst svare til den andens tab. Men sådan er det ikke.
Prisdannelsen i trykbeholderen benyttes som reference for priserne som betales ude i samfundet af slutkunderne. I vid udstrækning gælder det også for prisfastsættelsen over for gasproducenterne, som altså får adgang til at benytte disse priser.
Norske Equinor har gyldne tider og tjener mere på gas end råolie opgjort per olieækvivalent. Stik modsat det normale. Aftalevilkårene fra Gazprom’s side til kunderne vil jeg ikke gøre mig klog på.
Markedsdannelsen har åbnet døren for panik og overophedet prisdannelse. Det er en smitsom sygdom – ligesom Corona.
Ingen kan eller vil prøve at gribe ind for at regulere dette børsmarked. For markedet har jo altid ret, siges det, og så må prisen være rigtig!
På det punkt er såkaldt borgerlige politikere mere naive end venstrefløjen, som i stedet ønsker solidariske priser for full scale, dyr grøn energi. Hvis naturgas benyttes som et russisk våben, må vi håndtere det som sådan.
Det eneste gode ved de ekstremt høje priser er, at forbruget falder drastisk. I Vestlande er der et meget stort omfang af eksisterende politisk bestemte foranstaltninger, regler, skatter og tilskud.
Derfor ender vi i absurde tilstande med vindmøller og solanlæg, som ikke kan bruges fordi der mangler kabler eller leveringsaftaler blokerer afsætningen. Politisk involvering og detailstyring ender som regel galt.
Jo mere politisk bedrevidenhed uden økonomiske hensyn, des værre vil det gå.
På den anden side af bjerget
Alting har en ende, og det vil heldigvis gælde for krigen i Ukraine. Min vurdering er, at Rusland inden for kort tid vil indstille offensiven. Et overraskende ensidigt udspil?
Nej. Man vil fra russisk side prøve at cementere sine erobringer før Ukraine får mulighed for at slå tilbage med markant styrke ved hjælp af langtrækkende våben leveret af Vesten. Biden & Co. har efterhånden indset, at man ikke kan lade Ukraine slide sig ned under det russiske pres men må levere våben og oplæring som giver slagkraft.
Droner og missiler vil kunne nedkæmpe de russiske styrker i et omfang, som vil fremkalde opløsning og flugt fra de besatte områder. Putin-styret vil kunne brase sammen som konsekvens.
Derfor vil russerne beslutte at stoppe i tide. Vesten vil tvinge Ukraine til at acceptere en fredsaftale med nye grænser og til gengæld tilbyde militær beskyttelse af de 90 pct. af landet, som ikke blev erobret af Rusland. Om få år vil folk i Donbas sandsynligvis vende Moskva ryggen og skamme sig over at være blevet russiske statsborgere.
Det kan ligne Anschluss i Østrig 1938, som dog foregik uden krig. Efter Anden Verdenskrig ønskede østrigere ikke længere at være tyske.
Sådan er min vurdering af situationen, men i krig kan alting ske. Mennesker handler ikke altid velovervejet.
Se hele artiklen på EuroInvestor