Når alt svigter, må vi falde tilbage på brug af olie som energikilde. Det er den ene vigtige forståelse af olieprisen.
Den anden er, at olieprisen er ”politisk styret/påvirket”, og udbuddet er et kludetæppe af private selskaber og statslige producenter, hvor de fleste deltager med OPEC+ kartellet i spidsen.
Olie er en flow-vare med løbende tilgang og forbrug. På det punkt ligner det mælk, men der er intet problem med holdbarheden for olie. Men der er alligevel en række flaskehalse og aspekter, som giver oliemarkedet et mere følsomt forløb. Der er begrænset plads på lagertankene, og tidsmæssigt kan olie fra Mellemøsten være igennem et forløb som strækker sig over tre måneder. Afsætningen ved forbrug sker løbende med udsving forårsaget af årstidernes skiften og varme/kulde, så der kan opstå situationer med mangel på tilstrækkeligt med forsyning. Omvendt oplevede vi i 2020 så overfyldte lagre, at tankskibene måtte vente på at losse og dermed fungerede som ekstra lagre. Der kan med andre ord opstå udsving, som først jævnes ud igen efter 3-6-9 måneder.
På efterspørgselssiden er der lav prisfølsomhed i forbruget, som i stedet følger væksten (den akkumulerede bestand af biler og ikke det årlige salg) og konjunkturforløbet. Under Coronachokket i Q2/2020 droppede olieforbruget med næsten 20 pct. som et klart eksempel på denne struktur. Kort sagt er olie en energiform, som benyttes efter det faktiske og præcise behov uden tæt påvirkning af udsving i prisen. Uanset det foregår der en langsigtet tilpasning i forhold til olieprisen ved nye investeringer i produktionsudstyr, procesanlæg, transportmidler og byggeri (opvarmning). Elektricitet har beskeden andel fra dieselkraftværker og mindre generatoranlæg, men hvis alting svigter kan det være den eneste nødløsning.
De enkelte oliefelter har vidt forskelligt niveau i costpris (Break even). Det svinger fra 4-5 dollar i Mellemøsten og ved gamle felter på land i en række andre lande op til 40-50 dollar for skiffer og tjæresand. Investeringen i at finde et oliefelt og etablere udvindingsanlægget er meget stor ved offshore projekter, mens de variable udgifter er lave (typisk under 10 dollar pr. tønde).
Everything goes
Når olieprisen er over 50 dollar er alt OK, og i øjeblikket ligger prisen lige under 80 dollar. Der produceres på livet løs af alle kommercielle aktører. Fuld fart frem på de eksisterende felter. Interessen for at finde helt nye felter og udnytte de felter, som man har liggende i sin pipeline, er et andet spørgsmål, da det afhænger af break even prisen på full cost basis, udsigten for selskabets output fremover, regler i koncessionsaftaler om påkrævet aktivitetsomfang og risikoen på projekterne, der ofte vil strække sig mange år fremover. Nu ramler man så ind i et nyt problem angående den grønne omstilling. Her må man forholde sig til begrænset udnyttelse af felterne, måske en decideret slutdato for udvinding.
Strukturen i oliemarkedet er derfor, at de private aktører groft sagt maksimerer deres output, mens OPEC+ kartellet må klare opgaven med at begrænse udbuddet, så prisen ikke ryger nedad men presses opad. Så længe kartellet kan opretholde den interne disciplin, er markedet så stramt som de formår. Hvis kartellet faldt fra hinanden ville olieprisen formentlig droppe som en sten – muligvis til rundt 50 dollar, da OPEC+ landene i så fald ville maksimere deres output. En række private ville blive presset til at stoppe helt inden for skifferudvinding eller drosle delvis ned.