Perspektivet for kursudviklingen i år er efter min vurdering svagere for Danmark end Europa som helhed. Dermed er der udsigt til dansk underperformance men trods det et positivt afkast. Vi har været langt foran de fleste andre børser takket være interessen for de robuste nicheorienterede selskaber. Det blev sidste år fulgt op af et veritabelt boom for grøn energi. Her har vi store aktier, som egner sig perfekt til at indgå i indeksagtige porteføljer.
Udfordringen skyldes et efterhånden meget højt kursniveau for alle disse Darling-aktier. Der er intet som tyder på problemer i deres respektive forretninger, men derimod at humøret på børsen har udviklet sig langt ud over al sund fornuft. Derved er der opstået en situation, hvor selskaberne halser bagefter og skal opfylde investorernes meget høje forventninger. Sådan er spillet nu en gang.
I starten af et cyklisk forløb er selskaberne ufatteligt lavt vurderet (Unblieve fasen), så kommer en langstrakt optur (Consolidated) med parallelløb mellem real og børsmæssig udvikling, og til slut kommer grådighedsfasen (Greed), hvor selskaberne prøver at indfri meget høje forventninger. Da man ikke kan klare denne opgave igen og igen, ender det til slut i kollaps. Denne faseopdeling er min udlægning af Elliott Wave tankegangen.