Grundlovstale 2025

Foretrækker du at lytte til grundlovstalen kan du gøre det hos EuroInvestor.

Årets grundlovstale bliver nok min sidste, så hør godt efter. Jeg håber, at talen vil blive den mest tankevækkende, visionære og morsomme i den stadig mere indskrumpede række af kedelige grundlovstaler. Der tales for døve øren, eller rettere sagt for så få tilhørere, at deres samlede antal næppe rækker til et mandat i Folketinget. Man kan hylde den danske forfatning for dens basale rettigheder, men ikke folkestyret for sin evne til at drive Danmark frem til gavn og glæde for indbyggerne. Den herskende klasse klapper sig selv på ryggen i håb om at kunne beholde deres levebrød. De lever ikke af at klippe hinanden men befolkningen. Den fjerde Statsmagt, medierne, bakker loyalt op om systemet og honoreres med gode jobs i public service-medier, momsfritagelse og tilskud. Fra barndommen af indoktrineres vi i skolesystemet til at være artige borgere. Superstaten har et flertal af vælgerne på sin udbetalingsliste, og det burde sikre det socialdemokratiske tusindårsrige. Systemet er selvbærende.

Systemkritikere findes snart ikke længere. Mogens Glistrup kom 10 år for tidligt. Han endte med at skifte fokus til de ydre fjender, som han mente at kunne se. I dag er disse holdninger overtaget som tankegods i midterpartierne. Desværre har man opgivet alle ideer om at vende skuden i landets egne forhold. Titanic holder kursen. Jeg er en af de sidste i den gamle generation af systemkritikere, men en ny generation er på vej og de bliver formentlig håndfaste. Et ungdomsoprør vil bryde ud, når truslen fra de nuværende magthaveres ydre fjender er afværget. Fred og frihed følges som regel ad.

Indholdet i år er en fortsættelse af de foregående års drøftelse af vort samfunds forfald. Solnedgang over Superstaten. Perspektivet har dog ændret sig pga. udviklingen i den frie verdens gamle kernestat, USA. Det er lettere at se katastrofale fejl og trusler i USA end i Danmark. Danskerne er selvfede, og flertallet lever jo af de andre. Så længe råderummet vokser takket være Novo Nordisk klamrer vi os til fortiden. Vi er konservative og ikke forandringsparate. Lejesoldaterne i de for længst udlevede politiske partier bilder folk ind, at de tilbyder reelle valgmuligheder for Danmarks fremtid. Antallet af socialdemokratiske velfærdspartier med samme tankegods vokser og vokser. Den lille forskel skal man lede efter.

Udviklingen i USA har taget en gevaldig drejning. Trump truer med at ødelægge rammen i rigsfællesskabet med Grønland! Når almindelige borgere er parat til at boykotte Coca-Cola i nogle uger og fravælge ferierejser til USA, så er Holger Danske ved at vågne op. Hvad i al verden skal den siddende regering med sit spinkle flertal dog gøre, hvis de afgørende nordatlantiske medlemmer af folketinget forsvinder? Politikere elsker teoretiske trusler udefra, som kan skaffe dem opbakning blandt vælgerne. Trumps anmassende adfærd er desværre en reel trussel. Frænde er frænde værst. Balladepunktet er, at Trump ikke kender forholdene og bare tegner nye landkort. Storhedsvanvid. Jo større land des bedre. Det er synligt og mindre besværligt at håndtere end mennesker. Grønland har så lille antal indbyggere, at det vil fungere perfekt.

Jeg vil derfor i år tale en del om USA’s omkalfatring og det opbrud eller sammenbrud i den gammeldags opfattelse af demokrati, som vi er vågnet op til. Danmarks tornerosesøvn er blevet brudt. Det er en ny udgave af den amerikanske udfordring, som var titel på en bog for 50 år siden om USA’s økonomiske dominans via multinationale koncerner. For at komme tættere på de amerikanske forhold er jeg rykket længst mod vest og sidder på Fanø. Det er jo sådan DR gør, når de skal dække udviklingen i lande tusindvis af kilometer væk.

Overordnet findes der tre styreformer for et land

Diktatur/enehersker, fåmandsvælde/aristokrati/oligarki/prof-administratorer, og demokrati (med stærkt varierende omfang af frihed, repræsentation, lovstyring og kontrolorganer).

Hertil kommer en særlig form for styre, nemlig religionsbaseret enevælde (teokrati). Det omfatter også begrebet etparti-stater (ofte benævner de sig grotesk med dobbeltnavnet ”folkedemokrati”). Her er Staten lig med Partiet, og dette system besidder en ukrænkelig (guddoms-)magt. Man sætter en Stor Leder i spidsen som ikon.

Gud er jo vendt tilbage, som en klog bogskriver har betegnet verdens udvikling siden 1980. Magtsøgende folk (vi kan kalde dem politikere) må derfor have gud på deres side. Ideologiernes tid er forbi. De er afløst af dybereliggende kulturkræfter i form af neonationalisme og religioner. I Vesten troede vi, at vores demokratiform ville blive det sejrende slutresultat. The End of History (Francis Fukuyama). Det var kun et spørgsmål om tid før de enkelte landes udvikling ville løfte dem op til vores høje økonomiske og samfundsmæssige niveau. Det ville bane vej for vestligt demokrati og sikre frihed. Når først velstanden havde sikret demokratiet, ville styreformen fortsætte af sig selv. Den gik bare ikke, Granberg.

Den illusion udfordres også af Trump. Han har behændigt udnyttet det forbenede topartisystem til at få kontrol med det ene parti og blev herigennem valgt som præsident. Ved at benytte sig af nødret i dekreter i stedet for normal lovgivning prøver han nu at optræde som enehersker. Det er tvivlsomt om retsgrundlaget er overholdt, men det er jura – og den idræt er ikke hugget ud i sten. I sig selv vil et langstrakt juridisk tovtrækkeri om dekreternes lovlighed anskueliggøre et afgørende punkt i det demokratiske forfald: akademiske administratorers bureaukratiske fremmedgørelse af borgerne.

En af Trumps positive egenskaber er at optræde som Naturens muntre søn, der vil disrupte det gamle magtsystem. Desværre bruger han en tidligere anvendt grovkornet metode: Regeringen ved udmærket, at der manipuleres med oplysninger og udspil (nødsituation?), men man gør det alligevel, idet man satser på at ”målet hele tiden flytter sig” og tiden går. Når de opdager det ude i samfundet, så er man i gang med nye ting og der kan alligevel ikke laves om på det passerede. Magtudøveren bestemmer. I Irak fandt man ingen masseødelæggelsesvåben, da krigen var vundet. Og hvad så?

Er USA færdig som vogter og promotor af demokratisk styreform?

Trump forsøger at skaffe sig hurtig succes for at få belæg for den enerådige adfærd som leder af USA. Hvis det ikke lykkes, kan det ende i en kortslutning, som vil true enheden i de 50 staters union. Toldudspillene er et forsøg på at udnytte en formodet overlegenhed, så man kan opnå fordele på andre landes bekostning. Dybest set er det et forsøg på at levetidsforlænge USA’s status som efterkrigstidens absolut ledende magt. Supermagten over alle.

USA’s globale lederskab er allerede svækket økonomisk. EU har endnu ikke markeret sig udadtil med en styrke svarende til vores format men flinkt indordnet sig i forhold til USA’s traditionelle agenda, som passede os godt – men det ophører med Trump i sin udgave II som præsident. Hans første valgperiode må betragtes som en slags forprøve med begrænset betydning.

Forfatningens opdeling i magtorganer skulle sikre checks and ballances, så Unionen er beskyttet mod egenrådige personers adfærd. Trumps afgørende indsats består i at tilsidesætte alle andre magtorganer. Han ønsker at optræde med så imponerende handlekraft som muligt. Ambitionen ser ud til at være en status som demokratisk valgt enehersker, en autokrat. Den metode har tidligere været udført i andre lande, og det gav katastrofale følgevirkninger.

I sig selv er Trumps vej til magten via det republikanske parti en advarsel om situationen i de hensygnende gamle demokratier. Træet visner fra roden. Årsagerne er tidsforhold, dysfunktionelt

bureaukrati i superstater og IT-overherredømme. Et lands størrelse og ensartethed har også betydning. Værdien af demokrati udhules nemlig med antallet af vælgere i et land og deres varierende sammensætning. Der findes ikke store demokratier. Forbenede partier indgår som et skadesvirkende mellemled. Demokraterne i USA har nu bondeanger over at have klamret sig til Biden. Dermed rammer vi den menneskelige faktor. Demokrati er et dårligt filter omkring sikring af kvalitet hos de folkevalgte, som naivt tildeles magt. Jo større stat, des større risiko. Danmark er en superstat. Tænk hvor farligt det ville være, hvis vores land også var en supermagt!

Der er fem faktorer som bestemmer alt inden for menneskestyrede forhold i denne verden. Udbud, efterspørgsel, struktur, mennesker og tidsforhold.

Udbuddet af personer bestemmes af partierne, og nepotisme er udbredt i en branche uden krav til evnerne. Medlemsskaren svinder ind. Til sammen har de her til lands 110.000 medlemmer. Målt i forhold til de valgberettigede er det 2,4 pct. Folketingets spærregrænse for et enkelt parti er 2 pct.! Inden længe er de under spærregrænsen! Kun to partier påstår at have flere medlemmer end de krævede 20.000 for at være opstillingsberettiget til næste valg. Lykkeligvis har partierne givet sig ret til automatisk at stille op. Don’t worry, be happy. The usual suspects er der igen ved næste valg.

Efterspørgslen præges af ligegyldighed pga. de ensartede holdninger i partierne og alle kan indse, at politikerne ikke formår at styre en forvokset superstat. Systemet har mistet jordforbindelsen og er blevet selvkørende.

Strukturen bestemmes af grundloven og de praktiske foranstaltninger, som har vundet indpas via partiernes magt. De fungerer som en platform til at ensrette opkomlinge, så de opgiver deres ideer. Mennesker er altid en uforudsigelig faktor. Der kan dukke en Joker som Trump op med ustyrlige ambitioner om at vælte hele menageriet og sætte sig selv i centrum.

Endelig har vi tidsforholdene. Det er historiens store ur. Tiden har også en funktion omkring at modne beslutninger. Ting tager tid. I vore dage er det mest konservative parti Socialdemokratiet, som kæmper for at bevare sine sejre.

Kan demokratier virkelig få en naturlig død?

Som nævnt er der en hypotese om cementering af demokrati som styreform baseret på økonomisk styrke. Det forudsætter dog, at der på et tidspunkt er sket et eller andet skift til en demokratisk styreform. Der findes nemlig også eksempler på rige autokratiske lande uden reel indflydelse fra folkevalgte. Men hvis et land en gang er skiftet til demokrati og indkomstgrundlaget opretholdes, så vil der være indbygget en barriere mod tilbagefald til en elitær styreform. Mussolini og Hitler overtog magten efter demokratisk orkestrerede valgforløb, hvorefter de på behændig måde sørgede for aldrig at give slip igen. Som Churchill vist har sagt om Hitler: de hjalp ham til magten, fordi de troede at kunne styre ham, men da han var nået op på tronen, sparkede han stigen væk fra dem.

Et par centrale forhold omkring demokrati som styreform må tages i betragtning. Man refererer som regel til Athens direkte demokrati, men den ramme rækker ikke ret langt. Athen var en lille bystat, og de mødeberettigede udgjorde en begrænset skare. Man nåede at udvide pladsen for drøftelse og vedtagelse til at kunne rumme 13.000 deltagende. Interessen for at deltage faldt. Statsfunktioner var begrænsede. Ordningen kom til sin ret ved virkelige fælles anliggender som krisesituationer og krig.

Demokrati knyttes sammen med frihed og lighed. Demokratiets opretholdelse opfattes som garanti mod overgreb og indskrænkning af frihedsrettighederne. Opfattelsen af mennesket som værende fri og lige bygger på den kristne tankegang. Den blev defineret klart i den amerikanske uafhængighedserklæring. Frie forfatninger har næsten altid reference til disse definitioner.

Her møder vi så en vidtrækkende problematik. Kristendommen er nemlig ingen magtreligion, som kan overtages og institutionaliseres af en statsmagt. Når det er sket, er det sket på trods. Følgelig er

der udsigt til et omskift, altså ikke en fastlåst, guddommelig autoriseret statsledelse. Alle steder i verden påkalder statsledere sig en (national) gud for at opnå autoritet. Jesus passer ikke ind i den fortælling, for hans rige er åndeligt og ikke af denne verden.

Få lande i den kristne del af verden har udnævnt en statskirke. Det drejer sig angiveligt om Danmark, UK og Canada. Staten er ellers af verdslig natur. Her hjemme har vi aldrig fået en lovet kirkeforfatning. Det spørgsmål svæver i det fri, hvilket sikkert har været en stor lykke.

Uenighed og plads til at leve efter egne ønsker uden at genere andre er kernepunktet for demokrati og frihed. Intern fred og forstillelse med henvisning til demokratisk vedtagne beslutninger udgør værdien af styreformen nu til dags. Den negative side er blandt andet mulighed for Flertalsdiktatur, hvor en koalition kan regere med et mandats flertal. Værre er udviklingen i mange lande mod en superstat, hvor staten blander sig i alle mulige forhold, opkræver ekstreme skatter og låner penge.

Jo større stat, des dårligere performance i et land. Kvalitet i forvaltningen af hovedparten af vort lands ressourcer er per definition ikke til stede, tværtimod. Mismanagement kan højest give ”en næse”. Vi er derfor næsten sikre på at blive underperformers og ende som tabere i verden.

Hvad skal vi forvente, og hvad kan vi gøre?

Realistisk set må vi regne med ”disruption” af styreformen i Vestlandene. Vi har forelsket os i vores selvbillede som Narcissos. Vi sidder tilbage med demokrati som en tom form, men indholdet er ødelagt – af os selv. Med det vildt voksede træ kan man vælge mellem at beskære det markant og imødese nogle år med en lav frugtmængde, eller man kan udskyde det til et gunstigere tidspunkt og glæde sig over den høst, som man trods alt vil opnå. Pointen er, at der skal gøres noget – ellers vælter træet bare af sig selv. Det råder op fra roden, billedligt udtrykt.

EU er i disse år paralyseret af Ruslands angrebskrig i Ukraine. En ny begyndelse for EU er i støbeskeen. Fokus bliver enhed udadtil og mindre indsats i intern harmonisering. Kort sagt retning mod en Forbundsstat, men det vil føre til opløsning af store nationer som Tyskland. Hvis der snart opnås en fred og følgevirkningen herfra bliver et sammenbrud i det nuværende Rusland, vil den geopolitiske dagsorden blive forandret. Politikere elsker ydre fjender, ja, de har næsten behov for trusler til at forskrække vælgerne (og medierne), så de selv kan få opbakning.

Enten vågner EU op og reformerer sig i retning af ny kommerciel dynamik (Draghi rapporten), eller man fortsætter med at lancere teoretiske planøkonomiske tilskudsordninger for at sætte gang i nye teknologier inden for IT, robotter, genmodifikation, stamceller mv. Markeds- eller planøkonomi?

Længere fremme truer et storstilet ungdomsoprør. De yngre generationer i alderen 15-50 år vil kræve et opgør med fortiden og den gæld, som de er ved at overtage. Det omfatter ikke kun statsgæld men også de akkumulerede, uløste problemer med overbelastet natur og en struktur i samfundet, som ikke fungerer. Signalet fra valg i Europa er, at borgerne vil have forandring. De er parat til at give magten til uprøvede, rabiate folk uden støvet fra de gamle partier. Den laveste fællesnævner i form af neonationalisme tilbydes af disse meningsmagere, der møder op friske og farlige med lovning på forandring. Væk med det gamle. Demokratiet dør formentlig for egen hånd, som en slags selvmord – i virkeligheden er det vel bare selvmål?

Verden vil forandre sig i de kommende år. USA har i efterkrigstiden været anfører i udviklingen. Hvis Trump får held med sit projekt som autokratisk leder, så er der virkelig grund til at ryste i bukserne. Lad os håbe, at storhedsvanviddet stoppes af et knæk i økonomien. Storkapitalen hjalp ham ellers til magten. Hans tromlende adfærd truer nemlig med at kaste USA ud i krise og kaos.

Piet Hein har udtrykt det sådan: ”Ingen af os er så stor, som han tror, vi andre tror”. Charlie Munger siges at have udtrykt det på en lidt anden måde. Man skal aldrig undervurdere en mand, som overvurderer sig selv. I psykologien taler man om Dunning-Kruger-effekten, der påpeger, at nybegyndere ofte overvurderer deres egne evner.

Til sidst skal jeg understrege, at de fremsatte synspunkter er mine egne. Tak for opmærksomheden.