Januar har haft et dårligt forløb på de fleste aktiemarkeder. Kurstabet ligger samlet på rundt 6 pct.
Danmark og Sverige er blevet ramt lidt hårdere med tab på 10 pct. i begge lande, mens Norge har fordel af prisstigning på råolie og klarer sig bedre med et tab på kun -2 pct. Dermed peger den såkaldte januar-indikator nedad.
Denne Almanak-snak mener at vide, at forløbet på børsen i januar kan betragtes som en strømpil for hele årets afkastperspektiv.
Den form for tankegang skal man dog være forsigtig med at tillægge betydning, men det er ikke desto mindre et faktum, at bekymringerne har skubbet optimismen til side i årets første måned. Store udsving fra dag til dag er et andet faresignal.
Rentestigninger udgør på langt sigt en sort skygge
De to store økonomiske parametre for aktiemarkedets udvikling er udviklingen i selskabernes indtjeningsevne og de generelle forhold på kapitalmarkedet. Indtjeningen udvikler sig generelt godt.
No problems fra den kant. Q4-regnskaberne ser ud til at blive flotte.
Den mest negative påvirkning i disse rapporter kan blive mulig utilfredshed fra ”markedets side” med uklar og overdreven forsigtig guidance angående det nye års forløb. En ledelse skal helst udvise dynamik og handlekraft.
Rentemarkedet er vigtigt ved at udgøre et alternativ til aktieplaceringer og angående fastlæggelse af afkastkravet til aktier (kapitaliseringsfaktoren P/E).
Renten har desuden en indirekte påvirkning angående konjunkturudviklingen og statsfinanserne, hvortil kommer rent regnskabstekniske forhold, som test af aktivers værdi og pensionsforpligtelsers størrelse.
Et vendepunkt i renteniveauet ser ud til at være indtrådt.
Efter 35 år med nedadgående renter og et slutpunkt omkring nulpunktet, tyder alt på et omskift til en ny retning mod Nordøst. Der er tale om en vigtig ændring, da det repræsenterer en ny dagsorden.
I årene efter Finanskrisen i 2008 har både Fed og ECB gennemført en aktiv linje for at presse renteniveauet ned under ”den naturlige rente”. Der har altså været ført en stadig mere lempelig pengepolitik, som kun forbigående er søgt indstillet.
Den naturlige rente er som økonomiske begreb stort set glemt, men ideen er, at den nominelle rente skal svare til summen af vækst og inflation. Realrenten skal med andre ord følge væksten i BNP i et udjævnet forløb.
I vestlandene har centralbanker efter pres fra de respektive regeringer søgt at stimulere økonomien ved at holde et kunstigt lavt renteniveau. Man skulle afbøde kriser og styrke beskæftigelsen.
Eventyret med gratis penge er lykkedes takket være en række gunstige men midlertidige faktorer: Tilsvarende struktur med kunstigt lavt renteniveau i verdens nye kreditornationer i Asien, lav inflation pga. globalisering (åben adgang til import), frivillig recycling af penge fra Asien’s handelsoverskud til underskudslandet USA, øget opsparing til pensionsordninger, lavt omfang af aktive investeringer fra virksomhedernes side, hvilket delvis skyldes usikkerhed pga. hurtig IT-udvikling.
Men alting har sin tid. Verden står nu over for starten på en epoke med behov for at gennemføre enorme investeringer i grøn energi og bæredygtig produktion.
Kapitalapparatet er slidt ned som følge af stram styring af investeringer i anlæg igennem mange år. Nu drejer det sig ikke om IT-opgraderinger med begrænset indhold af hardware men om anskaffelse af anlæg og udstyr, der kan opfylde behov for levering af reale varer og miljøvenlig energi.
På lang sigt er der udsigt til et løft opad i renteniveauet, da det vil føre til stort behov fremover for ressourcer og en kamp mellem mulige løsninger om afkast set i forhold til risikoen. Der bliver kamp om pengene, som skal komme fra opsparing.
Danskere og andre folk i rige lande skal ikke længere bygge løs af luksusboliger men i stedet bruge pengene på enorme grønne energiprojekter. Prisen på penge, dvs. renten, vil stige.
Aktiemarkedet er ikke rentefølsomt før 3 pct. passeres
Epoken er forbi med gratis penge i form af et renteniveau tæt på nulpunktet og negative realrenter – renten giver ikke dækning for inflationen. Afkastkravet vil derfor sandsynligvis blive markant højere i løbet af de kommende år.
Hvordan forløbet vil blive vides naturligvis ikke, men retningen er stukket ud.
Generelt er gælden lav i de danske børsnoterede selskaber. De er derfor ikke rentefølsomme eller afhængige af kreditgivere.
Bortset fra nogle få selskaber, som fuldt bevidst anvender en finansiel struktur med høj gearing, må denne situation anses for gennemgående i de gamle I-lande. No problem den vej rundt.
Placering af opsparing i obligationer udgør det vigtigste alternativ til aktier. På det punkt opstår der ingen direkte konkurrence før renteniveauet for en 10-årig statsobligation passerer et niveau på 3,0 pct. i effektiv rente. Det er min vurdering.