I økonomien er der ikke kun et udfald men mange mulige situationer, da det handler om mange forhold og reaktioner/modreaktioner fremkaldt af utallige menneskers beslutninger, handlinger og afbræk.
På toppen af realøkonomien med markedsforhold kommer så en konstant voksende Joker-mekanisme i form af indflydelsen fra statsmagter, som involverer sig i forsøg med at påvirke udviklingen.
Centralbanker optræder i denne forbindelse med stadig mere aktiv og udfarende kraft. Deres status som uafhængige institutioner til at varetage opgaven med sikring af et stabilt pengevæsen i et land skubbes til side for at imødekomme pres fra landets regeringsmagt om at medvirke i den økonomiske politiks udrulning. Hegnspælene (Arms length principle) er blevet flyttet.
Moral Hazard begrebet (ansvarsløs opførsel, fordi du føler dig beskyttet mod eventuelle negative konsekvenser af dine handlinger) blev efter Finanskrisen i 2008 fremholdt som årsagen til den boble, som var blevet opbygget og til sidst punkterede med et brag.
Private banker havde ekspanderet deres udlån til fast ejendom uden at tage behørigt hensyn til risikoen. Når boligpriserne hele tiden steg, gik alt jo godt. Det endte med, at banksystemet måttet reddes af staten. Ansvaret for fadæsen fortabte sig dog i tågen – bortset fra få klokkeklare overtrædelser af love og regler.
Denne gang er det ikke private banker, som udfører Moral Hazard adfærd, men den politisk dirigerende statsmagt. En slags gentagelse på det højeste samfundsmæssige plan – eller er det i virkeligheden bare et nyt kapitel i det samme forløb, da der aldrig blev ryddet op i 2008?
Centralbankerne har malet sig selv op i et hjørne
Balladepunktet er, at man aldrig fik tilbagerullet den lempelige pengepolitik fra Finanskrisen og dens følgevirkningerne med gældshjælp til Grækenland, Spanien mv. Da Corona ramte, måtte der sættes ind med yderligere hjælp – og her udgør pengepolitik via centralbanken en velfungerende metode.
Det politisk dirigerede forløb med statslige ordninger og projekter skal først vedtages og udformes før de kan implementeres. Derfor kan der gå et par år før nye tiltag virker i praksis.
Centralbankerne har holdt deres rentesatser helt nede ved nulpunktet. Der er også blevet ydet massiv støtte via opkøb af (stats-)obligationer. EU’s fælles låntagning via genopretningsfonden skal nu til at tages i brug, og dermed blander EU-landene for alvor gælds-blod med hverandre.
Det hele er faktisk forløbet fint, idet økonomien undgik et Corona-kollaps. Den situation er dog med en forsinkelse ved at blive spoleret af en bølge af inflationært pres. De store prisstigninger kan henføres til eftervirkninger af Corona-nedlukningerne og mange års udhuling af realsektorens kapacitet (materielle produktion og håndværksarbejde). Import kunne klare alting og sænke prisen.
Realsektoren er i årevis blevet klemt af både den ekspansive offentlige sektor (stigende skatter og stadig mere omfattende regulering) og IT-udviklingen. IT belaster i form af større direkte udgifter hertil og indirekte påfører de nye IT-nethandelsmetoder mange brancher en belastning i form af involvering af et ekstra mellemled i salget (højere salgsudgifter = lavere bruttoavance).
Nu er pendulet svunget pludseligt tilbage pga. mangel på udbud/kapacitet. Maersk Line står igen stærkt med sit integrerede transportsystem, mens en speditør som DSV mister relativ styrke
Virkeligheden banker på. Nødvendighedsvarer som fødevarer, boliger og energi er kommet i skred opad i pris, og det tyder ikke på mulighed for at det forløb kan rulles tilbage igen. I stedet drejer det sig om, at der ikke kommer gang i en kamp for at hæve priser og lønninger for at være foran andre.
Fra asset price inflation til consumer price inflation
Hjælpepakker og pengestrømme har været rettet mod at understøtte økonomien og få genstartet væksten. Den finanspolitiske del som tiltænkt men langsomt. Det samme kan man næppe påstå angående rentepolitikken med gratis penge i form af renter nær nulpunktet.
Der er tale om en flom af penge fra statsunderskuddet og de praktiske foranstaltninger med længere betalingsfrister for virksomheder over for offentlige myndigheder. Bankernes indlån sprang i vejret, som udtryk for en afventende holdning ude i selskaberne. For svage selskaber med en hårdt presset økonomi gav det en udskydelse af behovet for en sanering.