Fem af seks mulige stjerner.
Public Service-forpligtelsen i DR udmønter sig denne gang i en cocktail bestående af 60 pct. underholdning og 40 pct. indhold med substans fra de faktiske begivenhedsforløb. I modsætning til Lise Nørgaard’s glimrende serie Matador, udgør virkelige forløb et grundlag for Matadorerne. Den tætte lighed med kendte forhold i Matador har gjort serien til en legende – det er provinsnostalgi og en fortælling om arbejderklassens higen efter at opnå borgerskabets livsvilkår.
Sådan fik vi skabt Velfærdsdanmark med villa, Volvo og vovhund uden sværdslag. Det gode liv. Matador ligger så tæt på virkeligheden, at myndigheder endog har brugt den i indfødsretsprøven. Postmodernisme?
Serien Matadorerne er næppe mange danskere, som kan identificere sig med. Det er ikke en udgave i større format med Københavnerelite nostalgi, men en populærvidenskabelig redegørelse om starten på den moderne udvikling i Danmark fra 1850.
De afdøde storfortællere Erik Kjersgaard og Paul Hammerich kunne holde sig til fakta, da de var så gode at lytte til, at det solgte billetter. Nu til dags kan man have glæde af gode fakta-orienterede DR-programmer udarbejdet af Liv Thomsen og Morten Brink Iwersen. De sælger vist desværre dårligt.
Indpakningen for at kunne fortælle landets befolkning om virkeligheden i primetime er et stort input af underholdning og personfnidder. Hvis det er tidens vilkår, er det godt forsøgt. Problemet er bare, at konklusionen er forkert. Man fastholder ”historien om den danske utopi” for at citere en helt anden kendt bogtitel.
Danmark blev ikke industrialiseret af de fire matadorer. De i dag tilbageværende virksomheder fra deres epoke er et fåtal. Flere er forsvundet via opkøb. DFDS og GN Store Nord er de vigtigste overlevende, idet Danske Bank jo måtte begynde helt forfra.
Privatbanken er endt som en del af Nordea efter et mellemtrin i Unibank. ØK er fortid.
Danske banker og iværksættere
Tietgen optrådte først og fremmest som organisator. Han sammenlagde virksomheder, som kunne dominere et specifikt marked. Kabelselskabet Store Nordiske var, så vidt jeg forstår, hans vigtigste nye virkefelt, altså iværksætteri.
Privatbanken fra 1857 blev i 1871 fulgt af Landmandsbanken som kommerciel bank. Deres respektive topchefer ejede jo ikke banken, og den store indflydelse med positiv magtpåvirkning fremkom indirekte ved at banken var placeret centralt i et spindelvæv.
Det var andre folks penge, som blev kanaliseret rundt. Udstedelse og handel med aktier havde samme karakter. I et vakuum med spredte interessenter kan man samle magten.
I Danmark har der nærmest været berøringsangst over for formodede indflydelsesrige magthavere – tænk blot på ØK’s evne til at fungere som en selvkontrollerende koncern igennem mange år indtil det hele smeltede ned.
Privatbanken kan prale af at have bidraget til en positiv erhvervsudvikling her i landet med funktion som Gründerbank. Landmandsbanken’s bidrag er sværere at få øje på, men man var fødselshjælper for ØK.
Det er ikke fra bankerne, at der er kommet dynamik i dansk økonomi. Vores reelt svage industrielle udvikling kan muligvis forklares ved netop dette svage punkt. En kendt erhvervsmand dristede sig til at sige, at der slet ikke findes rigtige banker her i landet.
Æren for industrialiseringen tilfalder iværksættere. Det har været teknikere som ingeniører og farmaceuter såvel som personer med andre fagbaserede egenskaber. De udnyttede på fornem måde deres kompetencer og skabte fantastiske koncerner efter en start fra nul.
Se hele artiklen på EuroInvestor