På finansmarkedet skuer man med nervøsitet mod selv det mindste røgsignal fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve Bank. Fed er den første blandt ligemænd af centralbanker – skønt USA er endt i den klassiske fælde for reservevalutaer, nemlig som låntagernation. Alle folk og firmaer rundt om i verden vil have fat i Dollar som et sikkert aktiv, og det betyder underskud i udenrigshandel, der hurtigt udvikler sig til betalingsbalanceunderskud, som akkumulerer sig op i en stadig voksende udlandsgæld.
Fed mødes altid med en blanding af underdanig ærefrygt og respekt for USA som supermagt og samfundets struktur.
Enhver meddelelse fra deres side afkodes omhyggeligt for at forstå det reelle, underlæggende budskab så godt som muligt. Alan Greenspan (Fed chef i 20 år) forklarede det sådan (frit fortalt): mit job indebærer, at jeg bevidst udtrykker mig uklart og tåget. Forvent aldrig klar tale fra min side.
Den ansvarlige chef må hele tiden sikre sig råderum og handlefrihed uden at være bundet af for faste ”statements”. Samtidig skal han udføre sin opgave med at sikre stabile økonomiske forhold i USA og adressere de løbende udfordringer. Det er en balancegang – med mange tilskuere, og jo mindre der siges klart og tydeligt, des mere plads til er der til fortolkning, vurdering og gætteri.