Indlægget har været bragt på EuroInvestor 17/1 22
Hurtige nyheder og kursreaktioner fylder en del på Euroinvestor, men har man brug for at fordybe sig og blive endnu klogere på markedet, kan fagbøger være vejen frem.
Men hvilke bøger skal man så vælge? For at gøre det nemmere har Euroinvestor spurgt en række kendte eksperter, hvilke bøger om investering, der er deres absolutte favoritter – denne gang Lau Svenssen, der er porteføljeforvalter i Millionærklubben, kommentator hos Euroinvestor og chefanalytiker i firmaet Svenssen & Tudborg.
Først og fremmest understreger Lau Svenssen, at bøger langt fra er nok til at blive klogere på investering.
»Det vigtigste er at forstå verden og at være dannet. Dannelse er vigtigere end uddannelse, og man lærer mest af at prøve,« siger han.
- ‘The Intelligent Investor’ af Benjamin Graham
Forfatteren bag ‘The Intelligent Investor’, Benjamin Graham, bliver også omtalt som »the father of value investing«. Bogen udkom for første gang tilbage i 1949, og selvom forfatteren for længst er død, er bogen stadig relevant i dag. Undervejs bliver læseren blandt andet klogere på, hvordan man navigerer rundt i investeringsuniverset, og hvilke fælder man skal være opmærksom på.
»Benjamin Graham var lærer og mentor for Warren Buffett. Bogen lærer læseren, at man skal tænke, at man køber hele virksomheden, når man køber en aktie,« siger Lau Svenssen og tilføjer, at læseren også bliver klogere på fundamental analyse undervejs. - ‘Warren Buffett: Et liv med milliarder’ af Alice Schroeder
Bogen af Alice Schroeder er en biografi af investeringsguruen Warren Buffett.
»Bogen er god, hvis man gerne vil lære, hvordan Warren Buffett tænker. Han er en fundamental investor og er kendt for at købe billigt og holde i lang tid. Han er trods alt en af verdens rigeste, og det sjove er, at hvis man ser på nogen af hans aktier, så har han jo ikke haft ret mange af dem, der er skudt i vejret – udover Apple, der er steget gevaldigt de seneste 10-15 år. Jeg mener, han er et investeringsideal, fordi han i løbet af de mange år har beholdt sin sunde fornuft.« - ‘Ground Rules’ af Jeremy Miller
‘Ground Rules’ er et samlet overblik over Warren Buffetts investeringsprincipper og læresætninger baseret på de breve, han årligt skriver til sine partnere.
»Man kan sikkert finde 10 udgaver af den her bog, men nu er det lige den her, jeg har fået købt. Men jeg må sige, jeg har fået noget ud af at læse den,« siger Lau Svenssen. - ‘Poor Charlie’s Almanack’ – af Charlie Munger
Ifølge Lau Svenssen kan ‘Poor Charlie’s Almanack’ være svær at få fat i. Men er man så heldig at få fat i en udgave, kan man se frem til en »interessant bog«, siger han.
Bogen består af en samling af Charlie Mungers taler gennem tiden. Den første udgave udkom i 2005 - ‘Vinderstrategier i aktiemarkedet – sådan fordobler den seriøse investor sin formue med kontrolleret risiko’ – af Axel Steuch.
»Axel Steuch har skrevet en udmærket bog om adfærd som investor. Den er teknisk orienteret ligesom forfatteren selv, som læser markedet ved blandt andet at se, hvad kurven fortæller,« lyder det fra Lau Svenssen.