Vi befinder os omkring 1. april, og Svenssen giver en vurdering af olie- og naturgaspriserne og udviklingen på tankmarkedet. Se videoen her.
Situationen er centreret omkring spændingerne i Den Persiske Golf. Spørgsmålet er: hvornår stopper det, og er vi på vej ind i en egentlig krise? Konflikten vil formentlig stoppe på et tidspunkt, da alle parter – inklusiv Iran – er afhængige af at sælge olie.
Iran eksporterer i dag omkring 3 millioner tønder dagligt, mod over 6 millioner før 1979. Det globale marked kan i princippet undvære Irans volumen. Rusland producerer cirka 10 millioner tønder dagligt, hvoraf omkring 4,5 millioner eksporteres. Den olie bliver i høj grad opkøbt af Kina og Indien, hvilket omfordeler flows globalt.
Olieprisen er steget og ligger tæt på 100 dollar, men med betydelige daglige udsving. Produkter som diesel, jetfuel og benzin er steget endnu mere – og det er her, presset er størst.
Flaskehalsen i Den Persiske Golf har nu varet i tre uger. Omkring 20 millioner tønder dagligt passerer normalt gennem området ud af en global produktion på cirka 105 millioner tønder. Det gør markedet meget følsomt.
Lagrene globalt var ved årets start relativt høje – svarende til næsten 100 dages forbrug – men de er ujævnt fordelt. Især Asien er sårbar.
Frigivelse af strategiske lagre hjælper mindre, end det lyder, da mange lagre i praksis er integreret i olieselskabernes daglige drift. Det reducerer den reelle buffer.
Historisk toppede olieprisen i juli 2008 omkring 147 dollar, men kun kortvarigt. Et mere realistisk niveau efter normalisering er omkring 80 dollar.
Naturgas er et større problem – især for Europa. Priserne er steget markant, mens de i USA er stabile trods store ressourcer. Det peger på logistiske udfordringer: transport, LNG-terminaler og lagring.
Det er aktuelt produkter – ikke råolie – der mangler. Raffinaderikapaciteten i Den Persiske Golf er delvist ramt, hvilket forsinker levering af færdige produkter.
Produkttankskibe begynder at få bedre markedsvilkår. Råolietankmarkedet afhænger i høj grad af udviklingen i Ukraine og eventuelle ændringer i sanktioner.
Der har ikke været væsentlig skrotning af tankskibe i fem år, men det forventes nu at ændre sig. Hvis der kommer fred i Ukraine, kan det accelerere udviklingen.
Tankmarkedet kan derfor stå foran en markant opstramning. Det bliver et ekstremt stramt marked – et “kongerige for en hest”.