Risici angående USA er dybt alvorlige på finansmarkedet. Trump er ved at spolere mange ting på en gang. Trump Always Chickens Out (TACO), altså bruger metoden med at terrorisere sine modparter for pludselig at vende rundt og indgå en ”aftale”? Problemet er denne gang, at han møder store (selvopfundne) ”fjender”, som har mistet tilliden til ham.
Markedsudviklingen
Finansmarkedet har fået Trump-kuller. Balladen om Grønlands fremtid er ved at blive en strid mellem USA på den ene side og EU + UK + Canada på den anden side. Dermed er den stabile NATO-alliance truet. Ukraine-krigen er skubbet i baggrunden af denne nye konfrontation. USA kræver ”den stærkes ret”. Den amerikanske imperialisme er helt ude af trit med virkeligheden. Det kan ende med at blive politisk selvmord for Trump, men han kører jo allerede på anden og sidste omgang, så han er vel ligeglad? ”Hvis en klovn flytter ind i et slot, bliver det et cirkus” (frit gengivet fra Steen Jakobsen).
EU er for alvor ved at vågne op, og nu taler EU-Kommissionen om lancering af en fælles sikkerhedspolitik. I USA er den utidssvarende to-parti struktur en afgørende årsag til den ulyksalige udvikling: Trump erobrede magten over Republikanerne, som han foretrak, da Good Old Party var ”de dummeste” (et Trump-udsagn fra 1990’erne!). Onsdag eftermiddag skal Trump så optræde på Davos-mødet i World Economic Forum, og det kan blive til hvad som helst af påstande og påfund.
Omverdenens reaktion er heldigvis begyndt at tage fart. Sæt foden ned, og stands følgeagtigheden. Samtidig er der tegn på kapitalflugt ud af USA fra eksterne investorer – med start i statsobligationer og udsigt til exit fra aktier, hvor investorerne kun holder fast i håb om et fortsat boom for AI. Når AI-ballonen revner eller bare peger nedad, skal alle ud ad den samme smalle dør.
Turbulens er et godt ord for de store udsving som netop nu rammer på kryds og tværs. MSCI er ned med -1,3 pct., idet USA pludselig tabte pusten tirsdag, hvor kurstabene blev på ca. -2,0 pct. Samlet er USA ned med -2,0-2,5 pct. i løbet af de seneste to uger. Europa’s Stoxx50 har tabt -0,7 pct.
Renterne kravler opad, og nu er Japan foran i bevægelsen – om end deres niveau fortsat er lavt sammenlignet med USA og EU. Valutakurserne er rolige, men her kan der også gå hul på bylden, hvis Trump (som rygterne vil vide) i løbet af få dage udpeger afløseren til Powell med skift i maj. Powell vil reelt miste sin operationelle handlefrihed og blive en ”Lame Duck”. Fed’s uafhængighed er væk. Tilliden til USD sendes ud i en test, og jo lavere rente, der stilles i udsigt, des værre.
Olieprisen er steget 2-3 USD i løbet af de seneste to uger. Udviklingen for naturgas i USA gik dog helt agurk tirsdag med et spring opad på 25,4 pct.! Årsagen er formentlig dyb vinterkulde i midt-området af USA, som rækker helt ned til Texas. Prisudsvinget er ekstremt. Ringvirkning til EU kan heldigvis ikke nå at blive så omfattende, idet LNG-sejlads til Europa og regasification fulgt af videre distribution frem til forbrugsstedet tager over en måned. Februar forbruget burde være på plads, så behovet drejer sig om marts plus genopfyldning af lagrene i EU.
Bitcoin faldt gevaldigt tirsdag med -6,3 pct. til 89.600 USD. På nedsiden var også kakao med -8,3 pct., hvilket tyder på nedlukning af positioner. Ikke godt for råvarehandlere. Den afgørende uro udfolder sig dog inden for ædelmetaller. Guld er steget med +5,9 pct. og sølv med hele +16,5 pct. i løbet af de seneste to uger. Platin er faldet -0,7 pct., men onsdag er den også i plus. Guld og sølv er orienteret mod finansiel placering, mens platin har industriel efterspørgsel (især katalysatorer til udstødning). Prisrelationen Guld-Sølv har fordoblet sig for sølvs vedkommende (sølv er ”Fattigmandsguld”). Normen har været 90-100 gange sølvpris lig guldpris. Nu er tallet 50. Logisk set tyder det på en prisboble i sølv (94,2 USD pr. ounce). Punktet 100 USD bliver muligvis det loft, som stopper boom’et for denne gang. Alle tre ligger i rekord her til morgen.
På bagsiden af et sådant forløb med mulighed for prisfald i sølv, kan det hårdt prøvede Pandora (516) få chance for et vendepunkt.
I forbifarten har Rockwool måttet konstatere og meddele, at deres moderne fabrikker i Rusland er blevet overtaget af statsmagten og drives videre af et loyalt russisk firma. Økonomisk burde tabet blive begrænset, idet Danmark-Rusland i 1990’erne indgik en gensidig ordning med statsgaranti mod overgreb. Tabet er formentlig på 8 mia. DKK, som rammer danske skatteydere. Når Putin og hans følgesvende en dag blæses væk, kan det hele vel blive leveret tilbage, men hvornår sker det?
Rederierne har optur i tankmarkedet, og erkendelsen breder sig omkring ophør af eksport fra Iran og yderligere reduktion fra Rusland. Skyggeflåden står over for skrotning. Rusland har mistet sin ven Venezuela, og Iran vakler også. Cuba står højt på USA’s liste over permanente fjender. Putin’s afgørende støtte er en storebror: Kina. Putin’s anden ven er præsident Trump. De har nemlig samme opfattelse af verden, som værende styret af de to gamle supermagter. USA og Rusland kan bare indgå aftaler hen over hovedet på alle andre lande. Men deres tid ebber ud. Rusland holdes reelt oppe af Kina. USA har brug for EU/UK/Canada for at opveje Kina, men det begriber Trump ikke.
Trafikken via Suez-kanalen er blevet genoptaget af Maersk Line, men der er ikke fred og ingen fare i Røde Havet. Det peger i retning af normalisering. Forbedret udnyttelse af kapaciteten kan presse raterne, men Maersk, Hapag-Lloyd m.fl. byder på Zim, så dets salgsværdi kan vel falde lidt.