Turbulensen på aktiemarkedet er knap nok begyndt

af | sep 24, 2021

Den første storm igennem lang tid har netop passeret Danmark. Noget tilsvarende ser også ud til at gøre sig gældende på aktiemarkedet, men her har vi næppe overstået turbulensen med denne uges vindstød fra Kina’s Evergrande.

Den negative påvirkning fra den kant må vurderes som en del af et sekundært begivenhedsforløb af intern karakter i Kina. Påvirkningen kom fra mediernes selvsving.

Medierne gik amok – de glemte bare forskellen: Beijing kan og vil bestemme udfaldet

For de frie børsmarkeder verden rundt får Evergrande’ skæbne næppe direkte eller væsentlig betydning – det var medierne, som gik amok. De udnyttede (efter måneder med nedtur for selskabet!) chancen for at stille sig selv i centrum ved at lancere spektakulære indslag. En forestående betaling af renter på et obligationslån kunne gå galt, og det ville blive kendt i modsætning til banklånenes håndtering. Fidusen for medierne var, at der var (og fortsat er) tale om en form for realtids forløb, som kan følges med spænding, som var det en fodboldkamp. Breaking News, Breaking News…. igen og igen. Skriverierne anførte, at det vil kunne udløse en dominoeffekt i lighed med fallitten i Lehman Brothers i 2008 osv. Aktørerne i børsmarkedet åd det råt, og der opstod en kraftig rystetur på aktiebørserne verden rundt.

Kina (læs: Regeringen i Beijing) ønsker at passe sig selv. Landets voksende økonomi har begrænset eksponering udadtil i finansiel sammenhæng. Statsmagten kan selv styre forløbet omkring kollaps/overlevelse for landets egne koncerner. Risikoen er reelt kun, at magthaverne kan fumle i en sådan håndtering, så noget går galt, men det sker næppe. Kina er ikke vant til kapitalistiske kriser.

I Kina foregår der en ”rebranding” af Kommunistpartiet med fokus på fælles folkelige værdier og gammelt ideologisk tankegods. Rundturen ser bare ud til at være nået frem til en ny gruppe af neokapitalismens førende, kendte selskaber og personer, de såkaldte Tycoons. Der er næppe stor velvilje til at holde hånden under storkapitalistiske firmaer. Partiets ledere ønsker at markere deres suveræne lederskab, som alle landets indbyggere (stor som lille) anvises at respektere i dyb ydmyghed. Tilbage til arbejdet, og ud med dekadent vestlig forbruger- og underholdningskultur.

Jeg er kun iagttager af forløbet, men nogenlunde sådan ser det ud: en shakeup (peptalk) for at få ny disciplin og dynamik. Væksten i Kina skal øges og ikke afspores. Partiet skal have æren.

Corona trækker lange spor i Europa og USA

Corona er i det kollektive, statsdirigerede mediebillede (italesættelsen) ved at blive faset ud som ”tidens emne”. I stedet er den smitsomme epidemi nu nedtonet til at være en ”normal sygdom”. Det ligner klassificering og omtale af orkaner i USA. Når de drosler ned i styrke, bliver det stærke storme. Omkring corona er sandheden dog vanskeligere at iagttage, måle og vurdere. Det ser omsider ud til at blive erkendelsen af virkeligheden efter 1½ års modforanstaltninger, nemlig at vi ikke kan gøre ret meget ved epidemien end at øge renlighed og omtanke indtil den er raset ud.

Se hele artiklen på EuroInvestor