Det er så let at købe – og det er så svært at sælge.
Sandheden i dette gamle børshandlerudtryk er større end man skulle tro ud fra det simple indhold. Pointen er, at man som Køber optræder med dynamik og begejstring ud fra forventninger, analysearbejde, udvælgelsesproces, håb eller brug af mere passive metoder med kopiering af andre investorers adfærd (leaders, insiders, teknisk kursanalyse eller indeksorienteret vægtning). Når man så er kommet til den anden ende af tiden med ejerskab, hvor man står over for en beslutning om salg, er opgaven meget vanskeligere. Logisk set burde det være lige modsat. Med cash på kontoen har man uendeligt mange placeringsmuligheder, hvorimod et salg er en bunden opgave, da man jo allerede er om bord i den pågældende aktie.
Hvis kursudviklingen (afkastet) er gået skævt, har man svært ved at erkende sin fejltagelse og mange ”graver sig ned” med en sådan skæv placering. Hvis det omvendt er gået bedre end man overhovedet drømte om før købet, så tør man næsten ikke sige TAK og tage stikket hjem ved at sælge, idet man mener at have ramt en (ukendt) guldåre med udsigt til endnu større gevinster. Her er pointen, at man lader sig rive med at sin succes og holder op med at vurdere aktien seriøst. Man føler sig ”dygtig” og glemmer at rent og skært held måske har været afgørende. The sky is the limit.
Danske aktier i C25 gruppen har været placeret i top med afkast
Kursudviklingen på de ledende danske aktier har været fantastisk i 2000-årene, men tempoet er begyndt at flove af. Kernepunktet har været selskabernes høje specialisering i et snævert virkefelt forretningsmæssigt, nicher. Derfor har de kunnet klare sig godt i en hård verden med pres fra globalisering og højt tempo i udskiftning af produkterne. Selskaber med en mere ”tung” struktur baseret på et stort produktionsapparat som A.P. Møller – Mærsk og Carlsberg har derimod haft svært ved at følge med i kapløbet om at give et højt afkast til investorerne. Efter Finanskrisen i 2008 er banksektoren i lighed med Tyskland og en række andre lande også blevet trængt i baggrunden, ligesom forsikring er gledet samme vej. Tryg har opnået ny stor vægt qua opkøbet i år af RSA-koncernens aktiviteter i Sverige og Norge, der er finansieret ved en enorm aktietegning.
Problemet for C25-papirerne er, at medvinden ser ud til at høre op. Det er en kombination af flere forhold: Primært opbrugt begejstring hos investorerne – aktierne er løbet tør for benzin. Vi er endt i et ”toppish market”. Den anden mekanisme er generel sektorrotation væk fra beskyttede selskaber over mod mere konjunkturfølsomme og vækstorienterede selskaber. Hertil kommer så en sidste mekanisme, som er almen og kun på et indledende trin: renten vil stige og ændre forholdene på kapitalmarkedet. Det er dog et langsigtet forløb, hvor aktierne ved en blød overgangsfase kan få forlænget spilletid som investorernes foretrukne sted for placering af penge. I tilfælde af en eventuel drastisk rentestigning kan der opstå uro, ja en krise, på aktiemarkedet. Heldigvis er centralbanker og regeringer bange for finansiel uro, så de prøver at forhindre/forsinke enhver negativ indflydelse fra renteforholdene. Hvis de formår det, vil de prøve at bremse rentestigninger mest muligt.