Foretrækker du at lytte til grundlovstalen ligger den under artiklen hos EuroInvestor.
I år skal jeg først og fremmest drøfte det vigtigste økonomiske og samfundsmæssige spørgsmål: Recessionen, der blev væk? Det fører os over til det dybere lag i nutidens dysfunktionelle pampersamfund, nemlig det svage punkt i strukturen – mangel på evaluering og ansvarlighed.
Øjeblikkets udfordring er dog den forfærdelige krig i Ukraine. Hvordan vil krigens videre forløb, afslutning og følgevirkninger mon blive? Her er vi som mennesker blot tilskuere. Den operationelle involvering foregår i al væsentlighed på statsligt, altså politisk plan – og det er jo ikke så godt.
For et år siden fremførte jeg optimistisk en hypotese om udsigt til standsning af krigen i august måned. Jeg mente at kunne vurdere, at de russiske styrker på det tidspunkt ville have opnået de maksimalt mulige erobringer og have opbrugt kampkraften.
Samtidig ville Ukraine øge sin militære slagkraft via forbedret organisering og tilførsel af våben fra Vestlandene. Vores støtte er jo kommet langsomt. Sådan fungerer vi i Vesten. Man skal standse i tide, mens der fortsat opnås fremgang og overtaget er ved at ebbe ud. Sådan er sund fornuft – i krig og på aktiemarkedet. Stop i tide.
Sådan gik det ikke. Putin-styret tænker ikke klart og logisk men er blevet fastlåst i sine egne ideer, som skal mases igennem.
Konsekvensen er blevet delvise russiske tilbagetrækninger og fastlåste fronter efter modangreb fra ukrainsk side. Jeg anførte i sidste års tale, at fortsat krig året ud ville føre til recession og mulighed for økonomisk krise i Vestlandene.
Vi har selv en klar interesse i at få afsluttet krigen. Politikere i både Øst og Vest besidder ikke et dybere perspektiv i tankegangen. Derfor har forløbet været langsomt og fod slæbende med gradvis åbning for leverancer af effektive våben til Ukraine. Forsinket våbenhjælp trækker krigen i langdrag.
Tanks er omsider blevet leveret, mens jagerfly først vil komme om et år. Taktiske støttefly og kamphelikoptere omtales ikke endnu.
Pointen er, at Ukraines befolkning og regering ikke vil overgive sig men prøve at generobre landet. Vestlandene vil heller ikke acceptere en russisk besættelse. Ergo kan Rusland ikke gennemføre sin angrebskrig. Putin har tabt. Spørgsmålet er så, i hvilken udstrækning Ruslands befolkning vil tage afstand og fralægge sig ansvaret.
I historiebøgerne vil det før eller siden blive til Putin-styrets krig, ikke Ruslands. Et opbrud i Rusland må påregnes i kølvandet på Ukraine-angrebskrigen. En ny udvikling i Østeuropa er på vej, og her kan Belarus blive første land. Vi må i EU-landene indstille os på forandringer i nabolandene af hidtil ukendt karakter og omfang.
Krigsforløbet er ikke afsluttet, men det kan indtræffe hurtigere end nogen tør tænke. Sammenbrud ved fronten er en mulighed. Et kup i Moskva er også en mulighed. Oprør og revolution skal man derimod næppe forvente i dette underkuede land, hvor al udvikling foregår oppefra og ned.
Status for verdens tilstand primo juni 2023
De seneste tre år har været noget rod. Corona afsporede 2020 og 2021, men det var vel at mærke ikke selve den smitsomme sygdom, som forårsagede kaos i samfundet og et direkte dyk i aktivitet og indtægtsgrundlag. Skadevirkningen kom fra de politisk dirigerede forholdsregler.
Kort sagt misforstået overstyring. Statsledelsen i Vestlandene udføres af partimedlemmer. De såkaldt repræsentative, altså indirekte demokratier har – logisk nok – ført til udvikling af stadig voksende statsapparater med kollektiv styring af store dele af samfundet.
Det er en selvforstærkende og selvbevarende struktur. Resultatet er et højt skattetryk og til trods herfor statsgæld, svækket effektivitet, lav ansvarlighed uden selvdisciplin og fokus på fordeling af samfundets kage.
Der gik panik i ”folkets repræsentanter”, og her førte de gamle Vestlande an. Superstaterne skulle jo kunne beskytte sine borgere mod alt ondt. Sådan er samfundspagten.
Folket udgør vælgerkorpset, og kunden har altid ret. Kernepunktet i samfundskontrakten i forkælede velfærdsnationer er, at Staten er almægtig. Hvorfor skulle vi ellers betale 65-70 pct. i skat? Staten optræder som gud.
Økonomisk betød nedlukningen et blackout. Nationalproduktet faldt, og derfor måtte Staten rette op på den skade, som den dybest set selv var hovedårsag til. Fair nok, kan man sige. Pointen i det hele var bare, at Corona-nedlukningerne indebar et dyk i aktivitet og indtægter.
For mange mennesker og virksomheder var der tale om et crash test. Hvis du ikke begriber sammenhængen, så tænk på mink-forløbet. De direkte udgifter vil blive på over 20 mia. kr., og indtægtstabet fremover kan anslås til
50 mia. kr. Samlet 70 mia. kr.! Samlet har Corona-nedlukningen formentlig kostet danskerne over 200 mia. kr.
De enkelte russere vil næppe påtage sig ansvaret for Ukraine-krigen ret længe, men henvise til Putin &Co. Som dansker henviser jeg også Corona-nedlukningen og minkansvaret til Mette Frederiksen & Co. Med dannelsen af en trepartiregering blev problemet begravet. Vi betaler.
De to år på pumperne gav enorme statsunderskud i USA på hhv. 15 og 12 pct. af BNP. Det kom ned på 6 pct. i 2022 og tempoet er det samme i år.
Pointen er, at der efter de to år med Corona-nedlukning skulle komme et rebound i 2022, men så stak Putin en kæp i hjulet. Inflationen er gået amok på grundlag af den pengeflom, som blev sendt ud i Corona-tiden. Her betalte Staten gildet. Alle var glade eller ligeglade.
I 2022 måtte vi derimod hver især betale hoppet i udgifterne og tære på opsparingen for at kunne holde varmen og have lys i lampen. Send blot en venlig tanke til EU’s fælles energipolitik, som havde opfundet de kunstige markeder og IT-styrede priser, der ikke fungerede i praksis. Kort fortalt væltede priserne på energi Europa og ramte EU og England, mens Norge og USA tjente kassen på deres naturgas.
Vi befinder os nu i en situation med stagnation. Der er reelt tale om recession set i forhold til økonomiens indbyggede fremdrift på mindst +1,0 pct. årligt. Når væksten er lavere, er det udtryk for reel tilbagegang.
USA har i Q1 en vækst på +1,3 pct., men det foregår ved en inflation på 5 pct. og statsunderskud på 6 pct. af BNP. Tyskland havde et fald i Q1 på -0,3 pct. efter -0,5 pct. i Q4, altså recession. I Danmark har vi klaret os bedre igennem både Corona-nedlukningen i 2020-21 og Ukraine-krigen i 2022. Det skyldes stærke virksomheder som Novo-gruppen, Maersk og LEGO.
Systemet lukker øjnene: Inflationen er forbigående – og recessionen svæver ude i fremtiden
De negative økonomiske følgevirkninger prøver ”Systemet” og dets rygklappere at benægte. Deres folk prøver at tale problemerne ned. Først blev inflationen betegnet ”forbigående afvigelser”.
Nu gælder det næste problem. Der er ingen recession, siger man, men det kan jo tænkes at komme senere hen. Humøret skal holdes oppe. Ideen i fornægtelserne må være, at forhindre udviklingen i at blive selvforstærkende.
I praksis er regningen for 2022-priseksplosionen røget direkte ind hos os borgere. Staten nøjes med at give nødhjælp til de allersvageste. Fair nok. Vi må alle tære på vores opsparing, mens selskaber med stærk økonomi klarer frisag. Anden runde effekten med afledte prisforhøjelser og rentestigning på Flex-lån mv. er samtidig ved at slå igennem.
Reallønnen faldt markant i 2022 og udhulingen fortsætter i år, men der er håb om et bedre forløb for energipriserne i den kommende vinter. Afsporingen i 2022 med Take Off i priserne på gas og el var udtryk for systemfejl, men ingen i EU vil erkende det. Ansvaret forsvinder i store organisationer. I år kommer der kun begrænset hjælp fra lønreguleringer. Til gengæld er en pris-lønspiral blevet afværget. Inflationen er atter blevet et problem, men den er ikke kommet ud af kontrol.
Status er sandsynligvis, at inflation har bidt sig fast på et højere niveau, altså et skift opad. Det samme gælder renten. Borgernes købekraft er faldet. Uklarhed om den langsigtede inflations niveau hjælper i første omgang til at bremse rentestigninger. Når vi ikke har nogen klar opfattelse af den langsigtede inflation, er renteniveauet i spil. Mit gæt er, at EU og USA har skiftet niveau opad til 4-5 pct. inflation.
Værre er det heldigvis ikke, men i finansverdenen stoler man fortsat på centralbankernes evne til at genoprette lav inflation på max. 2-3 pct. Statsunderskuddene tilsiger dog i sig selv en højere inflation, men den mekanik er glemt. Nu søger man at pumpe økonomien op via statsunderskud med grøn støtte og oprustning, lavrentepengepolitik og opkøb af statsgæld.
Det kedelige punkt er, at vi er tvunget til at bruge penge på at modgå trusler fra fjendtligtsindede lande som Rusland og Kina. Tidligere kunne vi hygge os ved offentlig betalte projekter med tant og fjas.
Balladepunktet økonomisk er forkerte forventninger. Realrenten (12 måneder renten – inflation) er 0+ i USA (5,3 pct. rente) og negativ i Euroland (Tyskland 3,2 pct. rente mod 6,1 pct. i inflation).
I økonomisk styrke står Euroland dog bedre end USA. Konklusion: renten i USA er på plads selv om den er lav, mens Euroland skal højere op.
Recessionen der blev væk?
Nu skal jeg tale om ”recessionen der blev væk”. Årsagen er paralysering over Ukraine-krigen og den hårde rusketur for europæernes privatøkonomi i 2022. USA har klaret sig bedre takket være egne energikilder og IT-aktieboom’et selv om de er hovedsponsor for våbenhjælpen til Ukraine.
I Kina foretog Xi-styret en kovending omkring hård Corona-nedlukning. Siden da har regeringen søgt at flytte opmærksomheden over mod udenrigspolitiske udspil. Økonomien i Kina udviser en langsom opgang, og den svage start må bekymre. Præsident Xi’s nye 5-årsmandat er ikke sikret.
Pointen omkring væksten er, at vinden allerede gik ud af sejlene i efteråret 2022. Indflyvningens fart betød at væksten begyndte at vige, men fortsat var positiv selv om man havde sluppet gashåndtaget. Reelt har vi haft en opbremsning med karakter af recession fra eftersommeren 2022.
Der er kun 3 tårnkraner i drift i Københavns Frihavn og Nordhavn mod 23 på toppunktet. Transportmængderne hos Maersk, DFDS og DSV er faldet, og priserne på fragt er røget nedad.
Ejendomsmarkedet prøver at holde sig oppe, men priserne på dyre boliger peger nedad. Den største trussel mod ejere og deres kreditgivere gælder butiksejendomme i byerne, hvor e-handel har reduceret behovet. IT-udviklingen har ændret detailhandlen og værdien af beliggenhed i bymidten.
Boligpriserne afhænger af indtægtsgrundlaget i form af realløn og jobsikkerhed på den ene side og på den anden side af lånevilkårene med renteniveauet som det afgørende punkt.
Friværdien kommer på slankekur i en nedtur. Men der er håb. Den danske Krone er en af de stærkeste valutaer, og det holder Krone-renterne nede. Jobfesten har svært ved at stoppe, og det har foreløbig forhindret opbremsningen i at udvikle sig til en så tydelig recession, at selv Systemets folk må erkende det.
Håbet om begrænset modgang i form af en slags pause lever. Modvinden kan høre op om få måneder, hvis der opnås fred i Ukraine. Omvendt vil krigsvinter no. 2 indebære en klar nedtur.
Hvor skal vi hen, Do?
Det er en udbredt opfattelse, at krigen i Ukraine vil blive langvarig. Hvis man har det synspunkt, bør man som investor være forsigtig og lede efter Safe Havens. Recession, inflation og store statsunderskud plus politiske kriser er et fælt perspektiv. Jeg kan kun hjælpe ved at henvise til muligheder inden for ædelmetaller, olie/naturgas og fremstilling af centrale, reale produkter.
Selv om jeg ikke fik ret i sidste års gæt om forestående fred, så er konklusionen den samme i år – men denne gang med langt mere omfattende konsekvenser for Rusland og dets få venner i Belarus mv. Putin-styrets tid nærmer sig en abrupt afslutning. De kører på overtid.
Store omvæltninger må påregnes. Fred er jo altid godt, men økonomisk vil det formentlig føre til et boom i de reale aktiviteter. Et relief rally. EU skal bringe Ukraine på fode igen. Store udgifter, højere oliepriser og et nyt skub til inflationen er perspektivet.
I den store sammenhæng vil en kollaps i Rusland betyde afslutningen på 1. Verdenskrig. Den blev altså til en ny 100-årskrig. I oktober skrev jeg lidt om det. Se artiklen i punktet: Svenssens hjørne. Verden vil blive et bedre og mere fredeligt sted, når store, aggressive lande opløses indefra.
En anden interessant ting er også positiv. I disse år siger verden farvel til ”stærke mænd” (autokrater), som erobrede magten via politiske systemer: Trump, Duterte, Bolsonaro. Tilbage er Putin og Xi plus en række Wannabes i lande som Frankrig, Tyrkiet, Ungarn, Polen mv.
Vi lever på et særdeles spændende tidspunkt i historien.
Danmark
Til sidst skal jeg lige omtale de danske forhold. Det er jo Grundlovsdag, og Danmark burde vise sig fra sin bedste side. Hurra. Grundlovens gode ramme misbruges dog, efter min mening. Lovgiverne i Folketinget har sat sig på al magt. Tredelingen (ideen med ”checks and balances”) fungerer ikke.
Selskaberne klarer sig lykkeligvis godt og skaffer danskerne det nødvendige indtægtsgrundlag, men det giver et skævt billede af nationens økonomi. Den indre styrke og sammenhængskraft forvitrer hele tiden. Den politisk organiserede styring af en fejlkonstrueret velfærdsstat i megaformat viser tydeligt fejl på fejl. Det kan ikke længere skjules, at Danmark er et dysfunktionelt samfund.
En klar fejl er, at vi aldrig evaluerer forløbet af nye tiltag. Velmente udspil til forbedringer ender i juridisk paragrafrytteri og rigide IT-løsninger. I stedet lanceres nye skrivebordsplaner for at rette op på de manglende resultater. Vi er vist nået til Bandepakke no. 4, Kræftplan no. 5, Sundhedsreform no. 6 osv. De samme uansvarlige personer dalrer videre i skiftende roller som folkevalgte eller administratorer.
Takket være gensidig beskyttelse mod kontrol og klager for de udførte gerninger fortsætter vi ned ad bakken. Systemet er gået i baglås. Ved rundhåndet at udbetale statens penge til flertallet af vælgere har man sikret sig et flertal for den socialdemokratiske samfundsmodel ved valg til Folketinget. Systemet har udviklet sig til en selvbærende fejlkonstruktion – ikke et frit land.
Demokrati burde indebære en form for meningsøkonomi og sikre udvælgelse af kompetente og ansvarlige personer til at lede landet. Det er ikke resultatet. Hvis vi skal redde Danmark inden en udefrakommende krise en dag rammer os, er der en vej: evaluer tiltag og stop pampersamfundet,
De her fremførte synspunkter og vurderinger er udelukkende mine egne.
Gud bevare Ukraine. Gud bevare Danmark.