Om krigen i Ukraine: Pas på – det her er alvor

af | feb 28, 2022

Det russiske overfald på nabolandet Ukraine er den værste og mest alvorlige situation i Europa siden Murens fald for 30 år siden. Forløbet dengang var stilfærdigt men skælsættende. Forud var gået en udvikling i 1980’erne, hvor Sovjet-imperiet mistede sin indre styrke og til sidst opgav man at opretholde Jerntæppet.

Denne gang er situationen den samme omkring de politiske forhold for magt, styring og indre kontrol fra regeringens side – om end der formelt kan påstås at være tale om en demokratisk styreform. Rusland har altid været styret centralistisk af en statsleder.

Dette forhold turde være til skade for begrebet demokrati. I Vesten er det blevet vores kendetegn – selv om demokrati har udviklet sig til en fordrejet omfortolkning af det dybere og afgørende begreb: frihed.

Ruslands udadreagerende adfærd baseret på en neonationalistisk politisk ideologi er derimod ny. Dybest set repræsenterer det antageligvis samme problem med indre svaghed som sovjeteliten kæmpede med frem mod sammenbruddet.

Putin vil vise sit format på old school maner – men tiden er for længst løbet fra den slags naiv imperialisme, hvor statschefen prøver at tegne nye landkort for at vise lederskab. Hans dybere tanke er at sikre magten over Ruslands befolkning hjemme i Moskva.

En kødrand af vakkelvorne vasalstater kan give større afstand til den ydre verden – virkeligheden.

Putin er gået amok

Kernen i den igangværende invasion er et forsøg på via overgreb at installere et nyt styre i Kiev. Putin kunne muligvis med snedighed have truet sig til yderligere territoriale indrømmelser i grænseregionerne, men argumentet om befolkningens ønske om status som frie lande med russisk tilhørsforhold er absurd.

Rusland er i sig selv sammensat af talrige tidligere uafhængige nationer, folk og sprog. Putin-regimets opførsel og de historiske erfaringer med foregående herskere i Moskva giver ingen lyst til at underkaste sig dette styre. Men et gevær i ryggen kan jo få de fleste til at skifte mening.

Putin har overspillet sine kort og prøver derfor at afskrække og forskrække alt og alle fra at yde modstand mod krigsangrebet eller yde støtte til ukrainerne. Problemet ligger i Kreml: hvem skal gribe ind og standse Putin i sin krigsførelse? Hvem stopper en tilsyneladende enevældig hersker?

Sandheden i autokratiske regimer kan altid bøjes. Systemet bestemmer jo den officielle sandhed indtil fakta udefra en dag underkender den udbasunerede påstand. Den mildeste løsning er at bruge den – muligvis korrekte – påstand om eksistensen af Putin 1 og Putin 2. Det har været påstået men er formentlig bare glemt, at Putin belært af sin fortid i KGB og sikkerhedsorganerne har anskaffet sig en person, som kan optræde i sit sted, Putin 2.

Hvis nu Putin 2 har ”udmanøvreret” Putin 1, er den person, som nu træder frem, ikke den rigtige Putin. ”Skyggen” (eventyrfortælling af H.C. Andersen) har snuppet pladsen og udfolder sig med brask og bram. De iscenesatte møder med Tv-dækning og opstillinger udført med stor afstand mellem Putin og gæster/mødedeltagere kunne jo være et tegn herpå? Ingen må komme ham nær.

Putin 1 eller magtgrupper i Kreml kan derfor med ro i sindet afsætte Putin 2 og sige Undskyld. Men så let går det desværre næppe.

Ukraine: overfaldsangrebet er en alvorlig affære

Det igangværende militære angreb mod et helt samfund i en anden nation er skælsættende. Politik er krig uden blodsudgydelse; krig er politik med blodsudgydelse (citat af Mao). Pointen er, at Putin-styret har sat hele sin prestige og magtposition ind på at opnå en hurtig succes, som så kan cementeres og holde andre fra at blande sig og forhindre tilførsel af våben udefra under en årelang guerillakrig.

Krig handler om enten-eller som udfald. Alt er på spil. Putin satser alt for at opnå en lille gevinst isoleret set i relation til Ukraine, men ekspansionen kan måske sikre ham herredømmet i Moskva 15 år frem, så operationen vil være positiv for ham selv.

Ruslands krigsførelse er imidlertid en advarsel til alt og alle om desperation hos ledelsen i Kreml og mangel på sund dømmekraft. Har Putin fået storhedsvanvid, eller er det et mindreværdskompleks? Måske er det som anført frygten for sin egen skygge, som nu udfolder sig?

Vesten er vågnet op og erkender nu, at Rusland ikke længere kan ignoreres og behandles som enhver anden nation med ønske om samhandel og konstruktivt samarbejde. Et nyt jerntæppe sat op fra vest er perspektivet. Alt eller intet bliver udfaldet – og det vil indebære belastninger for os i det frie Europa.

Jo længere tid det tager des værre, men i løbet af 3-5 år vil de svage punkter med gasforsyningen kunne løses permanent. Indtil da må der rationeres via kvoter, og fyres op under kedlerne med olie og kul. Den grønne omstilling er sat på pause af de nye praktiske krav til at holde samfundet i gang.

Pas på – det er ingen købsmulighed

Det nye forløb er alvorligt. Enten bliver det kortvarigt og særdeles dramatisk eller langvarigt med omfattende konsekvenser. Førstnævnte vil formentlig betyde en magtomvæltning i Rusland og tilbagetrækning af de russiske styrker.

En Nürnberg-proces mod den nuværende ledelse i Moskva, som har planlagt og indledt angrebskrigen, må forventes. Hverken mere eller mindre. Hvis de pågældende ikke vil blive udleveret fra landet, vil Rusland blive isoleret.

Et langt forløb kan indebære et russisk felttog og besættelse af hele landet fulgt af guerillakrig og oprør. Flygtningestrømmen (42 mio. indbyggere) ind i EU kan blive enorm, men det ser Putin vel kun som en sidegevinst.

Se hele artiklen på EuroInvestor