Inflation er tilbage som et økonomisk problem.
De stærkt stigende priser må anses for at være en følgevirkning af nedlukningerne i de to år med corona epidemi. Forsinkelsesmekanismer kendetegner samfundsøkonomiens udviklingsforløb, og det peger i retning af et toppunkt for prisstigningerne i andet og tredje kvartal. USA får hurtigst og størst gennemslag, mens EU ser ud til at kunne få et mere afdæmpet forløb og en forsinkelse i forhold til USA. Låget er røget af priserne, og man kan glemme alt om et dyk tilbage til prisniveauet ultimo 2019 før corona. Opgaven for statsmagtens forskellige organer bliver at forhindre start på en pris-lønspiral. Den økonomiske politik skal lægges om til stramning – men det skal helst foregå uden at spolere det økonomiske opsving.
Efter 35 år med faldende og til sidst en årrække med lav inflation er der indtrådt et decideret omskift til en ny dagsorden. To andre typer af corona-tømmermænd har en mindre synlig og forsinket påvirkningskraft: en stor stigning i statsgælden pga. statshjælp og merudgifter plus konsekvenserne for den gældende samfundsorden, som er blevet antastet af corona-indgrebene.
Inflationstyper, årsager og virkninger
Vi har oplevet to kendte inflationskræfter på næsten samme tid, og det er en særpræget situation. Det drejer sig om Demand Pull inflation som følge af høj købekraft baseret på de enorme statslige hjælpepakker, dvs. kunstig købekraft bevilget af Statsmagten, og en indsnævring af udbuddet af tilgængelige goder pga. nedlukningerne. Penge til underholdning, fritidsaktiviteter og ferier endte som opsparing. I stedet kunne man købe fysiske varer af alle mulige typer. USA’s import fra Asien er rykket op på et markant højere niveau – formentlig er det forbigående. Høj efterspørgsel og knaphed på varer har givet plads til at hæve salgspriserne.
Cost Push er en følgevirkning af høj aktivitet og store problemer i varekæderne omkring levering til tiden. Forsinkelser betyder merudgifter, og ønske om at springe over i køen ved brug af luftfragt er et eksempel på en udbredt nødløsning.
En særlig rolle spiller de store og vidt spredte stigninger i energipriserne, og det indebærer en forsinket bølge af prisforhøjelser pga. markant højere priser alle vegne på varme, elektricitet, transportopgaver og petrokemiske produkter som plast. Olie bruges alle vegne, så merudgiften skubber prisen op på talrige varer.
Asset Price Inflation er en anden og vigtig mekanisme – selv om højere priser på boliger og aktier ikke indregnes i forbrugerprisernes udvikling. Rene kapitalplaceringer er principielt en form for parkering før denne købekraft slippes løs ved anskaffelse af et større gode. Det gælder for aktier, som er boom’et i pris og har skabt store formuegevinster, som hen ad vejen vil føre til øget forbrug. For boliger er situationen anderledes, idet man selv benytter sin ejendom og dermed øger sit forbrug, hvis man bygger til eller skifter til en større og dyrere bolig.
Kapitalgevinsten tilfalder sælgeren, og det indebærer i praksis en omfordeling af formuer mellem generationer. Pengene kommer fra realkreditbelåning, altså en reduktion af størrelsen af de akkumulerede friværdier. Der er fremkommet en gevaldig ophedning af boligpriserne i mange lande. I Danmark er der tale om et prisløft på ca. 20 pct. i løbet af de to år med corona. Det skyldes en kombination af pengeflom fra statsstøtteindkomster, vigende renteniveau og ønske om forbedrede boligforhold baseret på ophobet opsparing i en fase med mangel på adgang til et normalt forbrug og decideret pladsmangel i fasen med corona-indelukning.
Asset Price Inflation har formentlig spillet en vigtig og positiv rolle ved at midlertidigt at absorbere pengeflommen fra de statslige hjælpeforanstaltninger. Fast ejendom og aktier har fungeret som en form for overløbsbassin for pengeudpumpningen, men der er tale om en blanding af forbigående oversvømmelse og en vedvarende effekt som ikke forsvinder men bider sig fast. Boom’et i priserne på formueaktiver er en konsekvens af pengeflommen. Samtidig afsejler det dyb usikkerhed hos borgerne, som ikke tør træffe langsigtede beslutninger om at anvende deres svulmende opsparing. På det punkt er opsvinget i omfanget af ombygninger og moderniseringer af boliger samt yderligere nybyggeri trods alt udtryk for langsigtede beslutninger.
Pris-lønspiral inflation er vi ikke nået til, hvor den ene parameter skubber til den anden osv. Det er begyndelsen til enden med stigende, selvforstærkende inflation – indtil der bliver grebet brutalt ind for at standse denne åbne kamp mellem lønmodtagere og virksomheder. Kapløbet er nemlig også en form for fordelingskamp om indtægterne i samfundet, hvor de respektive parter prøver at benytte det eneste stærke kampvåben i deres besiddelse: løn hhv. varepriser.
Hvad er gået galt?
Inflationsspøgelset er sluppet ud af sækken som følge af corona-tiltagene med nedlukninger. De Håndfaste indgreb ramte de stramt styrede varekæder som en kæp i hjulet. Hurtige tilpasninger fra virksomhedernes side i en situation med dyb usikkerhed om selv den nærmeste fremtid gav anledning til et forstærket Stop/Go forløb, som varierede meget inden for de enkelte brancher og også ramte produkter forskelligt. Noget gik i sort, mens andre varer fik boom i efterspørgslen.
På toppen af dette forløb opstod der så kaos i transportleddet. Først indtraf en katastrofeopbremsning, der indebar afbræk og en stor reduktion i det normale vareflow i de følgende måneder. Så kom der atter gang i eksporten fra Asien. Varestrømmen udløste forstoppelse i især importhavene på USA’s vestkyst, som skulle håndtere op mod 20 pct. større mængder end det gamle niveau i 2019. Priserne på transport eksploderede, hvilket førte til udskydelse af eksport og dermed forlænget tid med flaskehalse for vigtige komponenter og leveringstid for færdigvarer. En anden praktisk faktor ser ud til at være et forsinket gennemslag forårsaget af leverandørernes forsøg på at levere mest muligt ved at tømme deres lagre. Til sidst var der ikke mere tilbage og nye leverancer til at genopbygge normale lagre kom ikke så hurtigt som håbet.
Ud over corona-nedlukningerne blev der åbnet for statskasserne med USA i front. EU-landene har været med i et mere afdæmpet omfang, herunder en forsinket start på EU’s fælles genopretningsindsats, som først kommer i gang i år. Statsunderskuddet satte ny rekord i USA, men pengene kom fra centralbanken Fed, som opkøbte obligationer. Den formelle organisering er pæn og ordentlig, men resultatet blev det samme i form af udpumpning af en pengeflom i samfundet.