Om Børsuro: Dette er den eneste trussel

af | okt 4, 2021

Nervøsiteten blandt aktørerne på aktiemarkedet har bidt sig fast.

Alle har aktiveret radaren, som afsøger omgivelserne for potentielle trusler. Det er ved at udvikle sig til en mosaik af bekymringer: udsigt til stigende rente, udsigt til stigende inflation, forsyningskædeproblemer, leveringstid på stribevis af produkter og serviceydelser, gasprisboom i Europa, This Time High priser på råolie, corona-efterveer med mutationer og behov for genvaccinering (for ringe og usikker virkning af vaccinerne trods to doser – det er jo først nu man begynder at kunne vurdere den faktiske effekt, og det må jo halte mere end nogen tør sige højt).

Hertil kommer så flere konkrete udviklingsforløb, som skal (af-)klares: indre nedsmeltning i UK for stadig flere centrale funktioner i økonomien, bøvl for Biden-administrationen med en ny finanslov, gældsloftet og planen om en række nye statsfinansierede infrastrukturprojekter, Kina’s crackdown (Partiet markerer sin magt) på flamboyante neokapitalister (Tycoons) og deres store koncerner.

Der er også en misforståelse i spil med negativ bias: væksttallene er dæmpet ned i tredje og fjerde kvartal. Det udlægges straks som tegn på opbremsning i økonomien (Ulven kommer, Ulven kommer), men det er næppe tilfældet. Forklaringen er bare skift til mere normale forhold efter et gevaldigt rebound i andet kvartal 2021 set i forhold til andet kvartal 2020, hvor økonomien faldt sammen som følge af corona-chokket med nedlukning. Vi er vendt tilbage til næsten normale tilstande og endog med pæn høj vækst her i andet halvår. Bliv derfor ikke bange for en ny opbremsning. Det er en misforståelse – som desværre kan føre til netop en sådan udvikling, hvis tilstrækkeligt mange lader sig forlede og forskrække.

Folk har altså nok at bekymre sig om, og hvis man akkumulerer det hele, kan konklusionen let blive: pas på – for det må gå galt. I sig selv tenderer et marked uden positive nyheder og inspiration til at glide nedad, idet en række investorer beslutter sig for at drosle ned – og det giver en sur stemning, der vil brede sig. Der findes en form for ”tyngdekraft” på børsmarkedet.

Det største problem er dog ikke de anførte påvirkningskræfter men aktiemarkedets meget høje kursniveau (All Time High), som indebærer down side risk. Aktiekursernes værdi (markedets samlede kapitalisering) er kommet langt foran realøkonomiens langsommere forløb med genrejsning. I realøkonomien kører mange erhverv i virkelig højt gear, mens aktiviteter med genstart (fx rejser, flytrafik og hoteller) fortsat halter. Den offentlige sektor er blevet ramt endnu mere, og ventetider/køer for borgerne til sundhedsbehandling nærmer sig russiske tilstande.

Børsudsigten for Q4 og Q1 rummer mange udfordringer – men økonomien genstarter

Det er vigtigt at holde sig for øje at økonomien er i gang med et genstartsforløb, og dermed er der en positiv bærebølge herfra. Balladepunktet er aktiernes og boligernes (urealistiske?) forspring i værdimæssig henseende. Så er vi tilbage ved en drøftelse og vurdering af det mærkværdige boom i værdien på aktier og fast ejendom, som tog fart så snart frygten for et corona-koma havde fortaget sig – og det tog kun tre-fire uger at overvinde den frygt tilbage i marts-april 2020. Selv om der blev lanceret politisk dikterede nedlukninger – og dermed afbræk i virksomhedernes normale aktivitet – så kastede investorerne sig alligevel frygtløst ind i børsmarkedet.

Kædebrevsmekanismen førte hurtigt til stigninger i aktiekurserne, og disse kapitalgevinster ansporede utallige nye investorer (med god tid til at handle pga. hjemmearbejde) til at tage fat og løbe med. Det ses sjældent (aldrig), at en chokerende krise med ukendt rækkevidde udløser en kursfest på børsen.

Se hele artiklen på EuroInvestor