Olieprisen peger opad

af | apr 20, 2022

Fra årsskiftet er prisen på Brent olie steget fra 79 til 112 dollar, hvilket svarer til en stigning på 42 pct. Desuden er dollarkursen blevet styrket med +5 pct. i dansk regning.

Renterne på 10-årige statsobligationer i EU og USA er kravlet op med 1,0-1,25 pct. Omvendt er aktiekurserne begyndt at give efter nedad under presset fra den eskalerende inflation.

DAX og C25 er begge faldet med -11 pct. i år. I USA er S&P 500 gledet ned med -8 pct. og Nasdaq med -14 pct. Købekraften ædes op af en inflation på 5-8 pct., som fortsætter med at stige.

Truslen om recession skyldes mekanikken med udhuling af købekraft kombineret med en form for hård opbremsning alle vegne. Ruslands angreb på Ukraine har paralyseret os alle.

Ingen tør bruge deres store opsparing, selv om priserne raser opad. De gode græd og de onde lo. Ikke godt.

Økonomien er gået i koma. Der er med andre ord tale om et forbigående fænomen. Heldigvis.

Når der opnås begyndende klarhed omkring perspektivet i den videre udvikling, vil der atter komme gang i sagerne. Skal man passe på og være forsigtig eller købe vildt ind, før priserne flyver videre afsted opad?

Inflationen fra Corona-nedlukningernes afbræk føres videre af Ukraine-foranstaltningerne
Forventningsdannelsen omkring vækst, inflation og andre centrale parametre i økonomien er gået helt i kuk. Ingen aner, hvad man skal mene og turde satse på i sine løbende dispositioner.

Verden er af lave. Den positive side af denne mekanisme er, at inflationspresset trods alt indirekte bremses af reduceret aktivitet.

Der er masser af penge klar ude på sidelinjen. Hvis de blev sluppet løs, ville det gå grassat. Denne struktur viser øjeblikkets farlige karakter.

Kernen i den nuværende situation er, at vi oplever en krise på udbudssiden. Vareflowet blev bragt ud af balance ved Corona-nedlukningerne.

Det ramte som en kæp i et hjul. Nu er der så indtrådt et nyt eksogent chok fra Ukraine-forløbet, hvor konsekvenserne er ved at rulle igennem.

Mens USA har taget fat med seriøse modtræk over for Rusland, så har EU udvist en nølende indsats, som ikke rammer afgørende men er små skridt ad gangen. Formentlig mangler det politiske lederskab i EU både viden og handlekraft.

Man nøjes foreløbig med at fremsætte store ord i håb om at markere modtræk, men det er uden effekt indtil videre. Putin er ligeglad.

Mon EU-borgerne tror på indholdet i de store taler, som ikke er nået længere end kul i rækken af bandlyste varer?

Hvis USA og EU vil benytte økonomiske modtræk som våben over for Rusland, er det nødvendigt at lukke helt ned og stoppe for import af olie og gas. Kun gassen vil gøre ondt på os selv.

Olie er et spørgsmål om pris ved skift til andre eksportlande, og højere transportudgifter er en følgevirkning. Det samme vil Rusland opleve den anden vej, idet deres afsætning bliver mere besværlig.

Kina og Indien vil formentlig få knaldtilbud på råolie, så transportregningen mere end kompenseres. Pointen i det billede er, at Ruslands eksport vil kunne fortsætte men provenuet vil blive betydeligt lavere.

Der er ikke desto mindre udsigt til en bredere negativ påvirkning af den globale økonomi fra følgevirkningerne af Ukraine-krigen. Det største problem bliver EU’s håndtering af naturgas, som fortsat er uafklaret.

Der er tale om et storpolitiske spil, hvor Rusland er nødt til at overholde sine forpligtelser omkring leverancer i de langsigtede rammeaftaler, selv om indbetalingen vil foregå til en spærret konto. Make or break – for ever.

Perspektivet angående magtforholdene i Rusland efter afslutningen af Ukraine-angrebet bliver derfor det afgørende punkt. Grundlæggende står EU som køber stærkere end Rusland som sælger.

Inflationen i EU må påregnes at få et nyt løft fra Ukraine-forløbet. Med udsigt til en hurtig indlemmelse af Ukraine i EU som led i en kommende fredsaftale, må vi forberede os på omfattende udgifter til genrejsning af landet.

Rusland vil næppe betale regningen for deres ødelæggelser.

Olieprisen
Vestlandene har uden held prøvet at få vennerne blandt OPEC-landene til at øge olieproduktionen ud over den aftalte månedlige optrapning under aftalen i OPEC+ samarbejdet.

Her optræder Rusland som den afgørende Plus-samarbejdspartner. OPEC-landene ser ikke ud til at turde bryde de aftalte spilleregler.

Problemet på oliemarkedet er dybest set, at forbruget er vokset hurtigere end påregnet. Derfor er olielagrene blevet nedbragt til et kritisk lavt niveau.

Tiden vil heldigvis kunne løse problemet, idet fuld genopretning af output, målt i forhold til ultimo 2019 før Corona, vil blive opnået allerede i september måned. Herefter udestår så et nyt slagsmål, idet der skal gennemføres en omfordeling af kvoterne i OPEC.

Her vil næsten alle lande ønske sig et højere loft. En ny OPEC-kvoteaftale med større samlet eksport er formentlig den eneste mulighed for at knække olieprisens optur.

På kort sigt er oliemarkedet opkogt pga. kritisk små lagre, udsigt til forsinkelser af importen i EU pga. omlægning af transportmønstret, frygt for delvis bortfald af eksport fra Rusland og øget behov for olie til at kompensere reduktion af naturgasimporten fra Rusland.

Her ligger øjeblikkets problem: Hvis forbruget af naturgas i EU må tvinges ned pga. afbræk i forsyningerne fra Rusland, så skal der bruges mere olie som kompensation. Det gælder opvarmning og elproduktion samt input til petrokemisk produktion.

Genstart af kulfyrede kraft- og varmeværker vil også være nødvendig, og kul er der masser af i verden. Her er der intet kartel. Desværre er der udsigt til et langsomt start-op forløb for nedlukkede anlæg.

Olie er en mangelvare – og nu også en inflationssikring
Panikken blandt de vestlige politikere fremgår af misforståelsen vedrørende konsekvenserne af indførelse af et decideret stop for olieimport fra Rusland. Politikerne i EU forstår ikke strukturen på dette marked.

Tilsvarende prøver præsident Biden i USA at italesætte sig selv for at vise handlekraft. Beklageligvis fungerer det ikke som påstået, og et tiltag er vel dybest set et fejlagtigt slag i luften.

Hans ønske er at presse olieprisen nedad, da de høje energipriser gør ondt blandt de amerikanske borgere. Vælgerne er utilfredse. Han prøver uden held at få venligtsindede olielande til at øge deres eksport.

Han ”frigiver” såkaldt strategiske lagre i USA, men i praksis indebærer det formentlig bare, at olieselskaberne kan reducere deres allerede for små lagre yderligere, da de ikke længere skal have så meget i reserve på deres anlæg.

Senest har man ophævet regler, som begrænsede omfanget af iblanding af bioethanol i benzin. Det lyder jo godt i teorien. Men med udsigt til en forestående fødevarekrise, som vil være langt mere alvorlig end de høje priser på benzin, ville det rigtige politiske indgreb bestå i et stop for brug af bioethanol.

Det beslaglægger enorme landbrugsarealer, og angiveligt giver det et lavt nettobidrag til energiforsyningen. Men det lyder godt!

De regerende politikere i USA og EU er mere optaget af at optræde hensynsfuldt indadtil over for deres vælgere end i at gennemføre en regulær og effektiv økonomisk krig mod Rusland. Ikke godt.

Pointen synes derfor at være, at olieprisen ikke er toppet endnu. Der skal strammes meget mere over for Rusland, hvis det skal virke.

Et håndfast indgreb mod al import af olie og olieprodukter fra Rusland vil komme før eller siden – med mindre krigen ophører.

Se hele artiklen på EuroInvestor