COP26 er overstået. Den årlige begivenhed med klimafokus fik traditionen tro mediernes fulde og positive bevågenhed, selv om et forløb på to uger er for lang tid til at holde deres opmærksomhed fanget. Så vidt de mange rørstrømske ord kan bedømmes, er der ikke blevet tilføjet markante skærpelser i denne overnationale aftalerammes indhold. Årlige seancer sikrer de ledende interessegrupper bag denne grønne globale dagsorden, at CO2-gryden holdes i kog. Men i år blev der kun rørt rundt i gryden – med mindre nogen har smuglet noget ind, som står med småt.
Bredden for den problemkreds, som ønskes drøftet, udvides gang på gang. Enhver tænkelig sammenhæng lanceres nemlig som et (muligt) klimaproblem. Det accepteres, da der ikke findes et veldefineret videnskabeligt grundlag at tage afsæt i for menneskeskabt global opvarmning. Den er der bare. Alt ondt kan komme herfra. Alt er muligt. Flertallet bestemmer, og afviste ideer kan forsøges bragt frem næste år igen.
Disse COP-møder er derfor ved at udvikle sig til en form for internationalt folkemøde, hvor alle kan prøve at påberåbe sig menneskeskabte klimaforandringer som årsag til deres lands specifikke problemer. De pågældende kan håbe på at opnå sympati og økonomisk støtte eller bare at få et ekstra kort på hånden, som kan bruges som betaling/modydelse i en studehandel.
Endnu en gang er det udtryk for: ”White man’s burden”. Denne indgroede tankegang udfolder sig år efter år – og miljøforkæmpere elsker det. Vestlandene er skyld i alt ondt på kloden, og derfor skal vi betale.
Magteliten vil kvæle ungdomsoprøret
Procesforløbet har udviklet sig fra en start blandt venstreorienterede idealister ind i den akademiske verden. Herfra søger man at bidrage med teorier og modeller, som kan sandsynliggøre hypotesen om menneskeskabt global opvarmning. Dokumentationen for hypotesens rigtighed findes ganske vist ikke, men det udgør ikke noget problem for determinerede folk – for man kan jo afgøre et sådant umuligt spørgsmål ved blot at afholde en afstemning. Hvis det organiseres blandt nøje indbudte eksperter, skulle sagen jo være løst.
Næste påvirkning har været en sekunder bølge af idealisme, utilfredshed og frygt, som bredte sig som en form for uorganiseret oprør blandt især unge.
Baseret på ungdommens voksende krav om at blive reddet og sikret mod de truende naturkræfter og det påståede videnskabelige grundlag for hypotesen om menneskeskabt global opvarmning er ideen blevet så udbredt, at den nu repræsenterer almen ”viden”. Den brede opbakning til klima-hypotesen indebærer, at den nu betragtes som ”bevist” – og videnskab er et trumfkort, som ikke kan anfægtes. Det er ganske vist ikke tilfældet, men hvis nutidens veloplyste og moderne mennesker helt sikkert mener at vide det, så må det jo være tilfældet. Man skal skelne mellem faktuel viden og tro at man ved noget.
Hypotesens succes skyldes gentagelsens overbevisende mirakel og undertrykkelse af enhver modsigelse. Videnskab bør ellers altid søge at efterprøve og teste fremkomne resultater. Det er man dog ikke interesseret i inden for klima. Skatteborgernes penge bruges i stedet til at forske ud fra antagelsen i den hypotese, som man har vedtaget som værende sandheden.
Det ultimative argument for den menneskeskabte globale opvarmning (White man’s burden) er, at selv om hypotesen jo ikke kan bevises, så peger observationer af jordens klima på en udvikling i retning af svagt stigende temperatur – og så er vi nødt til at gribe ind for ikke at komme i gang for sent. Fra Corona-håndteringen kender vi jo også ideen om at gennemføre drastiske forholdsregler for en sikkerheds skyld – og sikker kan man jo aldrig være.
COP26 viste, at Vestlandenes (demokratisk styrede lande, hvor vælgerne skal pleases) etablerede politisk-administrative magtelite er hoppet helt op på vognen. De ønsker at overtage dagsordenen – for at kunne opretholde kontrollen og sikre videreførelse af det eksisterende gamle magtsystem med indirekte demokrati organiseret i politiske partier. De gamle magthavere har erkendt styrken i et truende ungdomsoprør med en ny og anderledes bred dagsorden (et opgør rettet mod den vestlige forbrugskultur med miljøbevarelse som det idealistiske kernepunkt). Snitfladen kan smadre deres partibaserede kontrol med den politiske magt. De gamle partier er i forvejen ved at smuldre. Det må forhindres – koste hvad det vil.
Emotivisme og partiernes populisme
Menneskeheden skal reddes fra at blive udslettet – af os selv pga. vore egne udslip af drivhusgasser. Årsagen er altså strukturen med industrialiserede forbrugersamfund (og erkendelse af en anden problematik blandt nogle af de mere eftertænksomme: overbefolkning). Tilbage til naturen er idealet, men det skal finde sted på en måde som viderefører den behagelige, bedrevidende bykultur.
Begrebet med inkorporering af elementer med harmdirrende indre dynamik kaldes emotivisme. Et højere formåls tjeneste har en kraft i sig, som får proselytterne til at koble hjernen fra og loyalt kaste sig ind i kampen. Kommunistiske og andre ekstreme ideologier med karakter af trossamfund har tidligere udfoldet sig og vist en imponerende slagkraft – med forfærdelige konsekvenser som resultat. Store kræfter kan mobiliseres til indsats for at redde miljøet, ja, menneskeheden.
Politik i såkaldte demokratier (jo større befolkningstal det pågældende sted des dårligere funktion) har lige fra starten haft populisme som svøbe. Populisme dækker over forsimplet tænkning og markedsføring af politiske budskaber i en bevidst kamp for at opnå vælgernes opbakning – ofte er der tale om følelsesmæssig manipulation med henvisning til elementære problemer (fx nationalitet, kultur, trusler, ydre fjender).
I partistyrede, indirekte demokratier gælder det jo (ud over at skaffe sig et job med en indkomst og den rent personlige glæde ved at kunne profilere sig selv over for andre mennesker) om at skaffe sig et flertal for at erobre magten. Den laveste fællesnævner rækker længst – og det gælder både for det idemæssige tankegods og personerne, som helst skal være kendte eller kunne nyde fordel af et familiemæssigt tilhørsforhold.
Den grønne ideologi er samtidig en ny vinkel ind i realpolitik, og derfor kan ingen af de gamle partier undlade at slutte op. Populismen har vundet dette slag, og forenkling passer jo fint ind i partivæsen. Partier har nemlig programmer beregnet til at forhindre medlemmerne i selv at tænke.
Inklusion af grønne ideer i de gamle partier vil formentlig forhindre ungdommens rabiate idealisme i at udfolde sig. Kampen mod den menneskeskabte globale opvarmning er jo dybest set en proces for at reformere strukturen i produktion og forbrug, altså adfærdsændringer som dog må påregnes at medføre en væsentlig nedgang i levefoden. Jo hurtigere omstilling, des større fejltagelser og økonomisk belastning. Hastværk er lastværk.
Hvad så med det grønne ungdomsoprør
Budskabet fra Glasgow er, at den politisk-administrative elite har sat sig på klimahåndteringen. Formentlig var det hensigten med at afholde et formøde i Rom. Målsætningerne er meget langsigtede, men hensigtserklæringerne om at gøre mest muligt kan benyttes til konstant pres for grønne tiltag i Vestlandene – og så mødes alle jo igen om et år til en ny rundkredsdiskussion i venners lag.
Modtrækket fra NGO’er og egentlige græsrodsbevægelser vil formentlig blive en skærpelse af deres optræden. Man vil prøve at afværge, at skiftet for CO2 miljøprojektet til at blive en integreret del i Samfundssystemets politisk-administrative apparat vil føre til en langsommere udvikling. Ungdomsoprøret må kæmpe for ikke at blive kvalt i det gamle samfunds dyne af gode intentioner, der nu er blevet gjort til fælles indhold på tværs af alle vigtige politiske partier.
Er der sat turbo på den grønne omstilling
Nej, der ser ikke ud til at være gearet op for tempoet i den faktiske indsats. Alle lover hinanden alting på langt sigt, og det vil med stor sandsynlighed lykkes. Hvis hypotesen ikke er korrekt, er alt jo allerede godt. Teknologisk udvikling vil sandsynligvis løfte opgaven med at reducere udledningen af CO2. Størstedelen af jordens reserver af fossil energi vil aldrig blive udnyttet og brændt af.
Politikerne har nu overtaget taktstokken. De elsker at have en fjende som skræmmebillede for at skaffe sig opbakning i befolkningen. Da Østblokken brød sammen, stod USA alene tilbage som supermagt – uden reelle fjender. Siden hen er der dukket nye op. Ruslands gifttænder er vokset ud igen, og Kina har fået markant voksende økonomisk styrke som benyttes i udenrigspolitikken. Den muslimske del af verden er udfordret voldsomt både indefra og udefra. I en række demokratisk styrede lande er ”Stærke mænd” dukket op med nationalistiske programmer som dagsorden.
Global opvarmning – forårsaget af os mennesker selv(!) – er en genial dagsorden for et politisk projekt. En imaginær fjende (som i virkeligheden er os selv, hvis man tror på hypotesen) er fantastisk. Truslen kan bruges til at skabe sammenhold og give mulighed for lancering af nye ekspansive økonomiske initiativer med enorme investeringer i grøn energi. Der må ganske vist forventes et lavt afkast, men det betyder ingenting, da det indgår i en stor vision om at redde os fra selvdestruktion. Pointen for de gamle politiske partiers folk er at undgå at miste magten, og derfor omslutter de denne nye og bredt anerkendte dagsorden. Det er konklusionen fra Rom og COP26.
Aktier og økonomi
For børsmarkedet er COP26 blot en bekræftelse på den igangværende, meget langsigtede omstilling af vore samfund. De faktiske forhold omkring teknologisk udvikling vil fastlægge rammen. Tildeling af privilegier og statslige tilskud til grøn energi får fortsat afgørende betydning. Tilsvarende vil forhindringer blive indført for brug af fossil energi. Pointen er, at virkeligheden kun langsomt kan ændres. Cirka 85 pct. af verdens energiforbrug kommer fra fossile kilder. Omstilling fra kul til naturgas udgør derfor en af de vigtigste metoder i de næste 30 år (det forstår man nu i Washington), altså et mere miljøvenligt mellemtrin. Aktiemæssigt bliver selskaber med aktivitet inden for naturgas sandsynligvis vindere i de kommende år.
Det mest interessante perspektiv omkring adfærd bliver muligheden for et skift i retning af aktiv indsats i olielandene for at udnytte deres reserver nede i jorden af både råolie og naturgas. Perspektivet bliver jo stadig mere tydeligt, at det gælder om at udnytte et selskabs/lands reserver inden for en overskuelig tidshorisont. Ellers brænder man inde med et enormt restlager og går glip af indtægterne. For olie er der formentlig kun tale om 20-30 års restløbetid som vigtigt marked, altså mindre end reserverne formodes at række (40 år). For naturgas er tidsgrænsen meget længere og uklar.
Udbuddet af fossile brændstoffer må blive øget markant i 2020’erne. Det kan måske også bane vej for venligere relationer udadtil for isolerede lande som Iran og Venezuela, der råder over meget store reserver af fossil energi. Prismæssigt peger pilen nedad på længere sigt, hvis der kommer skub i et forløb med fokus på nyttiggørelse af reserverne i jorden. Men indtil videre prøver OPEC+ på at holde så højt et prisniveau som muligt. I-landenes nye grønne dagsorden passer også til høje priser på fossil energi, da det indirekte fremmer indførelse af dyre, grønne former for energi. Prisen på olie er den centrale parameter, og det storpolitiske spil herom er blevet endnu mere indviklet. Her støder man nemlig på et isbjerg i spørgsmålet om indførelse af globale CO2 afgifter, som I-landene og miljøforkæmpere i stigende udstrækning er fortalere for. Hvis det indføres, vil det nemlig reelt betyde en ”moms” på olie og naturgas, som olielandene på enhver måde vil modsætte sig.