Krigen i Ukraine og følgevirkningerne i Rusland og omegn nærmer sig formentlig en afslutning. Ting tager tid, så det kan trække ud. I et større historisk perspektiv kan man hævde, at det dermed vil være afslutningen af 1. Verdenskrig, som omsider indtræffer – muligvis. Det forudsætter nemlig et sammenbrud i Kreml-styret. Dette postkommunistiske styre udgør en fortsættelse af Lenin-kommunismen, som overtog magten i Rusland i 1917 og det blev året før 1. Verdenskrig sluttede. Tre kejserriger faldt omkuld – Rusland, Østrig-Ungarn og Tyskland, en række nye nationer blev dannet og grænserne i Europa blev omlagt.
Kun 20 år senere fulgte 2. Verdenskrig med neonationalisme baseret på politiske partier i skrøbelige nye nationer. Folket (eller rettere sagt: de nye statsledere) havde overtaget kejsernes gamle ideer. De nye demokratiske styreformer sikrede ikke fremgang og stabilitet men gav plads til et forløb, hvor magten kom i hænderne på ekstremister. De udnyttede nationalisme som trumfkort – den laveste fællesnævner i et folk med samme sprog og kultur.
Årsagen til 2. Verdenskrig var 1. Verdenskrig. Så kom Den kolde Krig, hvor det kommunistiske Rusland skabt i kølvandet på 1. Verdenskrig satte sig på sine erobringer i krigen og lukkede sig over for Vestlandene. Verden blev opdelt i to blokke.
Resten af verdens lande udviklede sig mod selvstændighed efter kolonitiden og vækst uden lyst til frivilligt at deltage i denne skyggeagtige duel med militær konflikt som en permanent risiko. Murens fald og sammenbruddet i det kommunistiske etpartisystem i Rusland omkring 1990 førte til dannelse af en række nye uafhængige lande. USA og Vestlandene hjalp dem glad og gerne, men den samme håndsrækning gav man ikke Rusland. De måtte klare sig på egen hånd.
Resultatet blev en rodet tid for Rusland med store forandringer og usikkerhed i 1990’erne. Mindst mulig forandring førte til et ”ur-rov”, hvor centralt placerede og durkdrevne folk med hjælp fra gamle netværk snuppede de bedste dele af den totalitære stats virksomheder, værdier, jobs og magtpositioner. Det skabte en ny elite centreret om oligarker og kleptokrater samt en politisk-administrativ elite, som kæmpede om at kontrollere magtapparatet. FSB og Putin fik stor indflydelse, og det er fortsat nøglen til magten i Kreml.
Ud af dette roderi med stridigheder om samfundets værdier og magt kom Putin derfor ud i spidsen for den skamferede stormagt. USSR nåede op på et befolkningstal på 275 mio. I dag har Rusland 145 mio. Landets etniske fordeling er svær at vurdere, da udviklingen over tid har ændret billedet efter tidligere tvangsforflyttelser af store befolkningsgrupper og de almindelige forandringer med frivillige flytninger, blandede ægteskaber med børn, børnebørn osv. Hvem er og anser sig som russer? Så vidt jeg kan begribe strukturen ligger tallet på 60-80 pct. af Ruslands befolkning. Uklart.
Putin-Rusland prøver at benytte den samme appel til masserne om nationalitet, storhed og ære som kendetegnede Mellemkrigstidens Europa. Økonomisk fremgang er hans styrke over for befolkningen. Intern tilfredshed og tryghed omkring lov, orden, vilkårlig magtudøvelse og kriminalitet er derimod et sprængfarligt punkt. Endnu en gang viser det sig, at Rusland halter langt bagefter resten af Europa i udvikling. Forskruet revanchisme er vel en dækkende betegnelse.
Forsinket krampetrækning i Rusland
Det afgørende punkt omkring den overordnede forståelse af en begrebsmæssig fokusering på 1. Verdenskrig er, at denne udgave no. 2 af en 100-årskrig i Europa drejer sig om opbrud og opløsning af de indtil da store og voksende nationalstater. De blev og bliver stadigvæk drevet via en elitær styreform (omend i mange forskellige udgaver).
Putin søger at ekspandere landegrænserne for at opnå ære og manifestere Rusland som en førende stormagt i verden. Planen var at erobre Ukraine eller gøre landet til en lydstat som Belarus.
Tiden og udviklingen går i den modsatte retning. Det skete allerede efter 1. Verdenskrig, hvor Østrig-Ungarn blev slået i småstykker og Tyskland måtte afstå en række områder i dets yderkant, men uden at den dengang unge nation blev splintret i en mosaik af de tidligere små fyrstedømmer og såkaldte fribyer. Rusland skulle igennem en voldsom borgerkrig, hvor nogle vest-lande søgte at involvere sig mod bolsjevikkerne. Da kommunisterne havde sejret, isolerede Stalin landet. Post-kommunismens æra under Putins’ styre har udviklet sig i retning af et tilbagefald til diktatur.
Viseren på ”Historiens store ur” er imidlertid nu ved at ramme et tidspunkt med vidtrækkende forandringer. Det vil ikke kun gælde Rusland, Ukraine og Østeuropa men efterfølgende også slippe store forandringer løs i EU-landene og USA.
Vestlandenes genrejste fjende i Rusland vil sandsynligvis styrte sammen i løbet af de næste få år. Verden kan dermed slippe ud af en stadig mere anspændt konfrontation med Kreml, som prøver at optræde udadreagerende mod andre lande og frem for alt vil presse USA’s indflydelse tilbage.
Perspektivet er derfor, at neonationalismen vil ophøre for Ruslands vedkommende, når Putin-styret braser sammen. Formentlig er magten samlet hos en inderkreds med FSB som base, så der kan komme afløsere til magten efter Putin. Det vil næppe foregå fredeligt med et trylleslag og kan tage tid. Der kan komme flere mellemtrin.
Herefter vil der fortsat eksistere en række andre lande og statsledere med politisk partiideologi centreret om national egenart eller endog overlegenhed i forhold til andre stater og folk. Den laveste fællesnævner har altid bred appel – også i demokratier. Kina vil vel være den eneste aktør i stort format med en klar ekspansionistisk adfærd over for andre lande med pluralistisk livsgrundlag.
Nu afsluttes 1. Verdenskrig
Med mindre der indtræffer en pludselig magtomvæltning i Rusland, kommer der næppe gang i udviklingen før krigen i Ukraine er afsluttet på en måde, som vil sikre landet fuld uafhængighed. Det vil betyde et nederlag for Putin’s russiske erobringsprojekt. Det afsindige og blodige prestigeprojekt vil give bagslag. En fredsaftale kan muligvis redde hans ære, men tankegangen er ikke logisk i Moskva. Putin søger altid at overraske andre landes ledere.
Et nyt jerntæppe kan blive resultatet, hvis Putin-styret overlever. Rusland vil så fremstå som et nyt Nordkorea i megaformat. Ikke rart at tænke på. Verden må vente på en afgørende forandring med et kup, oprør eller en form for revolution. Selvmord er udbredt i landets højere kredse. Mennesker i Rusland må løse opgaven med at skabe forandringer, som kan skabe en bedre fremtid for dem og os andre ude i verden. Vi skal jo alle sammen være her. Rusland vil blive kastet ud i en dybtgående forandring og modernisering – muligvis med en opsplitning i flere nydannede nationer. Pilen peger i retning af mindre lande med overskuelige og frie forhold. Tiden med politisk nonsens om fællesnævnere omkring ære, prestige og fortrinsstilling er forbi.
Belarus kan hurtigt blive hvirvlet ind i et forløb med opbrud og fornyelse, hvis Rusland ikke længere formår at holde landet i kort snor. Her ligger den næste udfordring ved forlænget Putin-styre.
Helt nye udviklingsforløb i Europa
Hvis Vestens afgørende fjende ophører med at eksistere som en konkret trussel og skifter til almindelig sameksistens med ønske om fred, vækst, fremgang og frihed, vil situationen i vore lande også forandre sig markant. I den politiske verden af magtfolk er fjender vigtige for at kunne skaffe opbakning blandt vælgerne til partiernes ledere. De pågældende vil derimod kunne få status som fjender set fra befolkningens synspunkt, når deres adfærd og resultater skal vurderes uden frygt.
Perspektivet efterfølgende er et opbrud med et ungdomsoprør, som vi aldrig har drømt om. Forløbet i 1968 vil blive anset for en studenter-happening i forhold til det, som så vil kunne udfolde sig. Køb en gul vest inden de bliver en mangelvare.
Verden er i opbrud.