Eventyret med nul-renter og dermed gratis penge er ved at kulminere.
Det har givet Bonanza til optimister, som turde satse offensivt på køb af ejerboliger og aktier. Pessimister og folk, der manglede startkapitalen til at komme med ind i opturen for aktivværdierne via låntagning, er blevet sejlet agterud. Modige/heldige med høj jobsikkerhed har kreditmæssig styrke til at kunne optage store lån og dermed åbnes der adgang til køb af fast ejendom. Nye boligejere har i de seneste 10 år oparbejdet store gevinster takket være et stort løft i priserne på fast ejendom – og festen er fortsat i gang selv om den formentlig er blevet noget anstrengt. Så længe renten er lav og der ud af den blå luft opfindes beskæftigelse til de overuddannede nye generationer i form af jobs uden reelt indhold ved hjælp af offentlige foranstaltninger og betaling, går det jo som en leg.
End ikke Corona-afbrækket i 2020 kunne vælte læsset. Boligpriserne kom pludselig i fare. Priserne styres primært af tre reelle parametre (indkomst, renteniveau og skatteregler) suppleret af en adfærdsbetinget faktor i form af udsving med fremrykning/udskydelse af boligkøb. Det afspejler forventninger til den fremtidige prisudvikling, altså en form for booster både opad og nedad. Nedlukningen ramte indkomstdannelsen (BNP), som faldt. Men det gjorde renterne heldigvis også. Corona-isolationshysteriet skabte gradvis lyst til at få større boliger end hidtil. Vi har alle oplevet ”matrikelkuller” og mange ønsker sig mere Lebensraum.