I det moderne mediesamfund sker det sjældent, at vigtige spørgsmål begraves i huj og hast for aldrig mere at blive omtalt. Et tabubelagt emne.
Som fænomen er det særpræget i en tid med enormt output fra medier af alle mulige typer. Enten respekterer man loyalt ‘øvrighedens’ beslutning om et nyt tabu, eller man udviser des større interesse for at undersøge forholdet.
Hvorfor tør ‘man’ ikke tale om det? Jeg undersøger i denne artikel et sådant emne så fordomsfrit som muligt, i håb om bedre at kunne forstå sammenhæng og konsekvenser.
Ytringsfriheden er atter kommet til debat efter attentatforsøget mod Salman Rushdie. Denne drøftelse burde også føre til selverkendelse i Vestlandene angående vor egen adfærd. Der er ikke rent mel i posen.
Til sagen
Emnet er den kaotiske exit fra Kabul, som fandt sted for præcis et år siden. Flugten blev afslutning på en af de længste krige med Vestlandene involveret som anførende koalition.
Krigsforløbet og besættelsen strakte sig over 20 år, men udfaldet blev aldeles skuffende og må betegnes som et totalt nederlag.
Krigens mål var aldrig specificeret og afgrænset, ligesom man ikke havde nogen erkendelse af behovet for etablering af et holdbart styre i Afghanistan. En fejltagelse? Et overgreb?
Evaluering af indsats, konsekvenser og resultater ser ikke ud til at blive gennemført eller drøftet. Glem det hurtigst muligt.
I stedet er der nemlig radiotavshed. Ingen i de kritiske medier stiller spørgsmål. Med 20 års krigsførelse har alle regeringsbærende partier i de selvglade og bedrevidende Vestlande været involveret som ansvarshavende for miseren. Derfor ønsker ingen seriøs politiker at vurdere og drøfte forløbet.
Afghanistan krigen er tabu – et moderne tabu skabt af vore dages religion, Staten. Sejren har mange fædre – nederlaget må lede efter sine.
De ansvarlige mennesker i vestlande med indirekte (repræsentativt) demokrati er førende personer i de politiske partier. Disse personer kommer og går – men partier består normalt, og nye folk må overtage arven om ansvaret.
Fra den kant ønsker man blot at glemme det hele og begrave sagen i tavshed. Et nyt tabu er blevet pålagt os af vor tids religiøse ledere, politikerne. Staten er gud og derfor ukrænkelig – også når kraften udfolder sig i død og ødelæggelse til ingen verdens nytte.
I har jo selv valgt disse repræsentanter i de styrende organer, omend udbuddet blev bestemt forud af en elite. Som sofavælger anser jeg mig selv for fritaget for dette ansvar.
Befolkningen har båret prisen for krigen med tab af liv og lemmer samt en enorm udgift. Værst er det gået fjenden – befolkningen i Afghanistan. Medierne er ligeglade.
Dagblade og nyhedsudsendelser har ingen hukommelse. Alt er glemt, så snart støvet har lagt sig i ørkenlandet.
Tabu indebærer, at vi aldrig bliver bedre og klogere
Krig er politik med blodsudgydelse, og politik er krig uden blodsudgydelse. Formand Mao har fremsat disse kloge ord, som de færreste dog kan acceptere til andet og mere end brug i ekstreme situationer.
Men i Afghanistan var det virkelighed.
Hvis vi ikke Vestlandene ønsker at evaluere det forfærdelige krigsforløb og stille de ansvarlige politikere til regnskab for deres forvaltning af den tildelte magt på vælgernes vegne, vil intet blive bedre, og vi bliver ikke klogere.
Næste gang vil udfaldet næppe blive forbedret. Vi havde trods alt Vietnam som skrækeksempel, men den reference fra nyere tid var gemt og glemt. Måske endnu et tabu?
Vi har lært, at tvangsdemokratisering og lynmodernisering af fremmedartede samfund ikke er muligt at gennemføre. Ting tager tid, og grundlaget skal være til stede.
Løsning: find en ny og anderledestænkende despot til at overtage magten. Men det passer ikke til vore valgte værdier.
Putin blev inspireret
En anden vinkel omkring informationsværdi og evaluering er formentlig også vigtig. Putin-styret i Rusland er formentlig blevet gevaldigt opmuntret af at se Vestlandenes paniske tilbagetrækning fra Kabul i august 2021.
Den militære styrke og kontrol faldt sammen som et korthus, og opgaven for Vestlandene bestod udelukkende i at redde mennesker væk fra det sidste holdepunkt i lufthavnen.
Vestens kampvilje var blæst væk, og yderligere tab af liv skulle forhindres. Signalet blev af russerne opfattet som udtryk for, at Vesten ikke kunne og ville handle resolut over for nye forsøg fra russisk side på at udvide landets besiddelser.
Lokale oprørsgrupper fungerer i den sammenhæng kun som et skalkeskjul forud for en målrettet militær indsats fra Rusland som nation. Ukraine blev målet – vel at mærke hele landet og ikke kun de tidligere omstridte sydøstlige provinser.
For mig at se går der en lige linje fra den kaotiske Kabul-exit til Ruslands invasion i Ukraine et halvt år senere. Det er naturligvis en hypotese, da ingen kender tankerne inde i Putins hoved.
For ethvert magtmenneske udgør andres svaghed en chance for selv at kunne mase sig frem.
De uudsigelige konsekvenser
For Rusland som nation ser Ukraine-krigen ud til at bane vej for et opbrud i magtforholdene og strukturen. Men det er uudsigeligt, da borgerne i landet bare ønsker at overleve. Der skal et nederlag til at vælte en autokrat, men så kan det til gengæld gå stærkt.
I EU er der også dukket nye dagsordener op i erkendelse af vor store unions fuldstændige mangel på fælles udenrigspolitik og militær styrke til at beskytte os selv. Vi har levet trygt under USAs beskyttende vinger i NATO.
Se hele artiklen på EuroInvestor