Hovedreglen for politiske flertal i EU-landene har siden finanskrisen i 2008 været skift i regeringsmagten henover midten ved hvert nyt valg til parlamentet. Tyskland er undtagelsen. Årsagen er en blanding af dyb utilfredshed og frustration over manglende sund fremdrift i vore samfund. Udfaldet af Brexit-afstemningen havde vel samme årsag. Befolkningen mener med andre ord, at politikerne ikke formår at varetage deres interesser og synspunkter. Det er ellers ideen og strukturen i et repræsentativt (indirekte) demokrati. Den er kort sagt gal i mellemleddet med parlamentarikere som repræsentanter for vælgerne, og det skyldes en række årsager.
Vore samfund har trods dårligt fungerende politisk styrede statsmagter formået at komme ud af finanskrisens lange skygge og præsterede atter fremgang – indtil Corona-nedlukningerne (politiske beslutninger) udløste en katastrofeopbremsning. Væksten fandt sted ved egen kraft i højere grad end succesfulde resultater af en stribe store politiske planer og reformer. Den frie økonomi fungerer som en motor med stor maskinkraft, som hele tiden trækker os fremad. Politisk styring må i udgangspunktet anses for netto at være skadevirkende. Ressourcer betalt af befolkningen kastes ind i urentable politisk opfundne projekter. Disse politikere fremhæver konstant deres påståede bedrifter for at skaffe sig stemmer ved næste valg og hjælpes af statslige medier. Italesættelse kan gøre sort til hvidt.
Midt i dette politiske zig-zag forløb i EU gennem de seneste 12 år, har Tyskland stået som en stabil klippe. Angela Merkel har formået at fastholde regeringsmagten og ført en forsigtig-pragmatisk linje. Tyskland har fungeret som anker for en stram linje i Euro-projektet og accepteret at betale gildet, når svage lande som Grækenland, Italien og Spanien blev ramt af kriser med risiko for exit.