De gode tider for danske aktier er formentlig ved at ebbe ud. Vi har haft en flot kursudvikling i to omgange siden Finanskrisens dybe nedtur i 2008-09. Opturen blev nemlig ramt af en pause med udfladning i 4,5 år fra april 2015 til oktober 2019. Her begyndte den næste optur, men coronakrisen sendte aktierne tilbage til start på samme niveau et halvt år senere (marts 2020).
Efter en hurtig genstart er der opnået et imponerende løft i kursniveauet på +75 pct. Toppunktet blev dog allerede nået primo august, altså i løbet af 18 måneder. Siden da har vi haft en østgående konsolidering.
Danmark har haft fordel af nicheindustrier med robust indtjeningsevne og pæn vækst. Selskaberne er veldrevne og velledede med lav finansiel risikoprofil (lav gæld) og strukturforhold, der passer til global aktivitet. Nichefirmaer prøver at sælge overalt for at udnytte deres styrke og potentiale.
Danske selskaber er desuden kendt for at være ‘artige’ omkring implementering af nye trends (FN’s verdensmål, ESG, klimatiltag). På det punkt har vi fordel af strukturen med high value-produkter, der har et højt dækningsbidrag (lavt råmaterialeinput). Især institutionelle og professionelle investorerne elsker artige selskaber, da det fjerner risikoen for negative overraskelser. Med god performance i aktieafkast og lav risiko er det en perfekt kombination. Men alt har jo en grænse.
Perspektivet ændres – opsving og bæredygtige satsninger
Her støder vi så ind i muren: perspektivet for de nærmest kommende år er, at de danske nicheindustrier vil glide lidt i baggrunden og bare må tøffe videre ud af deres respektive spor.
Fokus drejes over mod emnet ”Back to basis”, nemlig opgradering af de traditionelle industrier (fx biler, byggeri), som nu skal til at orientere sig mod en mere bæredygtig produktprofil i deres output.
Energi har erobret dagsordenen i medierne (og dermed blandt de professionelle meningsforvalterne i politik) med fokus på ideen eller hypotesen om menneskeskabt global opvarmning pga. CO 2 udledning.
Det udgør dog kun en lille del af omlægningen i retning af et passende højt niveau i bæredygtighed, da det jo drejer sig om håndteringen af samtlige ressourcer i samfundets liv. Energi-feberen er udtryk for en populistisk forsimpling af udfordringerne og dermed formentlig en kortsigtet ”overophedning” af et segment.