Anmeldelse: Uvidenhed er grundlag for stærke meninger. Dette kloge udsagn tages under kærlig behandling i bogen: Fakta og fordomme om finanssektoren.
Bogen er skrevet af to ”ronkedorer” fra CBS, Michael Møller og Niels Christian Nielsen.
Jeg har selv haft gavn af deres undervisning for 40 år siden, og der er fortsat både vid og bid i deres gennemgang af vigtige økonomiske forhold.
Bogen føjer sig til deres forudgående små temaskifter, som er gode at blive klog af. Kendetegnet er en bred pensel med sund fornuft og ofte lidt finurlige angrebsvinkler på emner, som har været forsimplet og fordrejet i den overvældende støj ude i informationssamfundets mediemølle.
Ligheden med Hans Roslings bog ‘Factfulness’ er slående – men det er mere en form for diskussion af bankers nytteværdi og vilkår end en kedelig analyse af tal. Der er nemlig slet ingen afskrækkende tal eller kurver i bogen.
Et skrift værdigt for en trængt gruppe i en forvirret tid: Verbaløkonomer. Dermed er vi tilbage ved startpunktet for nationaløkonomi som et nyere akademisk fagområde.
Det voksede ud som et knop-skud hos de gamle, brede, humanistiske fakulteter på universiteterne. Man skal ikke lade sig skræmme af indholdets titel. Omfanget (180 små sider) og prisen (ca. 250 kroner) er også overkommelig.
Bogen er virkelig egnet for selvfede danskere med de helt rigtige fordomsfulde meninger, men journalister bør frem for andre kunne benytte bogen som grundlag for selvkritik – og måske start på forbedringer?
Der er også særlige input til teologer, som kan få et par aldeles uortodokse udlægninger om bibelske personer og fortællinger. Almindelige læsere får jokes og livsvisdom. Glem det nu ikke.
Mening med galskaben
Den røde tråd er en diskussion af banksektorens forhold i Danmark angående værdien af dens indsats og tilbuddene til almindelige kunder samt en drøftelse af ”den tabte ære” efter Finanskrisen. Banker og bankfolk blev prygelknabe.
Problematikkerne anskues ”nedefra og op”, altså set fra et praktisk kundemæssigt synspunkt som Køber, men denne vinkel sættes hele tiden i perspektiv set ud fra en banks basale indre væsen som Sælger: Banker er jo en forretning.
Det har mange vist glemt.
Der spørges frisk: Overvej lige, om du overhovedet er en god kunde eller ej, før du begynder at brokke dig. Spørgsmål konfronteres man af i bogen, og det er en aldeles rigtig problematik.
I øjeblikket har alle en mening om formandsvalget i Dansk Folkeparti – selv om man (naturligvis for kun 4 pct. af de danske vælgere er medlem af et af de politiske partier, som fastlægger hele udbuddet på stemmesedlen) slet ikke er partimedlem her.
Sidste gang vi drøftede den slags tunge spørgsmål i medierne og mand og mand imellem var SF. Partierne har misvisende navne ved at benytte ordet Folk, men det er jo bare indpakningspapir, som Folket skal tro på.
Folkets tid er for længst forbi, men alle har en mening om alt muligt.
De to økonomers konklusion er, at finanssektoren faktisk udfører deres opgave tilfredsstillende for samfundsøkonomien, og strukturen er endog til gavn for ”dårlige små kunder”.
Ordet tidsrøvere bruges dog ikke. Det er helt korrekt, og her berører bogen indirekte et dybere aspekt: Banker i et land som Danmark er dybest set blot en form for forvoksede, moderne sparekasser i en andelssocialistisk kultur, der havde sin rod i et landbrugssamfund.
Rigtige banker var og er indrettet for at betjene erhvervslivet eller drive børsforretning i bred forstand. Nutidens ”banker” her i landet må mere betragtes som sparekasser end egentlige forretningsbanker.
De prøver bare at løse alle tænkelige opgaver inden for finansielle anliggender.
Disse banker udnyttes så på det groveste som gratis serviceoperatør af den altomfattende centralistiske statsmagt i den danske, socialdemokratiske aftaleøkonomi. Banker er blevet til en forlænget arm i Systemet, og sådan opfatter borgerne dem derfor.
Tænk på ordninger med NEM-konti, Dankort, særlige opsparingsformer, skatteopkrævning, indberetning og kontrol af transaktioner (fx hvidvask) på Statens vegne mv. Dette punkt påpeges dog ikke direkte i bogen, men det er vel en del af forklaringen på den udbredt kritiske holdning til banker.
Der er dog mening med galskaben i bankernes måde at opføre sig på. De er ikke hverken dumme eller moralsk anløbne.
Et af punkterne er, at priser og vilkår præges af ensartethed, som f.eks. prisen på realkreditlån, frem for mikrotariffer. Helt korrekt påpeges det, at banker ikke er en branche med urimelig høj indtjening. Tværtimod.
Efter det sidste punktum i bogen blev sat, er der da også kommet skub i en strukturrationalisering. De to største aktører, Danske Bank og Nordea, holder sig på sidelinjen uden evne hhv. lyst til at deltage, så derfor er udviklingen kommet i gang nedefra – ikke oppefra. Det giver langsomt tempo.
Fordomme og bankernes tabte ære
Bankfolk er også en slags mennesker. Det prøver forfatterne gang på gang af fremføre som reaktion efter stribevis af letkøbte mediestorme med gratis kritik rettet mod banker og deres ansvarlige topchefer.
Den fjerde statsmagt er altid klar til at indsætte hurtige indsatsgrupper ved tegn på småt eller stort.
Imidlertid ser de fleste kunder faktisk ud til at være tilfredse med deres personkontakt i banken. Det forhindrer dog ikke, at de samme folk kan se med generel utilfredshed på sektorens opførsel og bidrag til samfundet.