Så kom der alligevel et næsten full scale angreb på Ukraine. Rusland søger fortsat at udnytte frygten for dets militære slagkraft til at afholde modparten Ukraine fra at forsvare sig med fuld kraft og slå den anden vej, ligesom mulige alliancepartnere til Ukraine formanes af Putin til at holde sig væk. Vestlandene trues således til at undlade at blande sig eller yde støtte i form af våbenleverancer.
Pointen er imidlertid, at Putin nu er gået så langt over stregen, at hans dage er talte. Krigens indre militære logik indebærer et klart udfald: alt eller intet. Han vil have alt, altså overtage Ukraine som et protektorat eller lydstat.
Da den form for aggressiv erobringspolitik ikke kan accepteres fra andre staters side, har Rusland reelt meldt sig ud af verdenssamfundet og vil blive isoleret.
Landet vil blive lyst i band for at bruge et gammeldags udtryk. Sat i skammekrogen er for mild beskrivelse.
Hvor langt den slags kan gennemføres vides ikke, da der er tale om en situation uden fortilfælde i nyere tid. Et nyt jerntæppe må formodes at blive etableret udefra rundt om Rusland.
Alting vendes på hovedet nu til dags. I Sovjetunionens epoke var det russerne, som byggede sådanne mure.
De venlige og halve løsningers tid fra Vestlandenes side er forbi. Et russisk stop for militære operationer er næppe sandsynlig med mindre de presses til det som følge af militære problemer eller en folkelig opstand hjemme i Rusland med politisk opbrud.
Den allierede partner Belarus har også et vaklende styre. Hjemmefronten er det svage punkt for Putin.
Hans russiske neonationalisme og imperialisme er gået amok i forsøget på at hente et trofæ hjem, som reelt kun skal benyttes til at underkue modstand og utilfredshed med ham og de andre magthaverne i Kreml. En positiv effekt ved erobring af Ukraine vil bestå i at cementere Putins kontrol over Rusland.
Angrebet må karakteriseres som forsøg på at udnytte Ruslands regionale, militære dominans til at udvide landets magtsfære, som hele tiden er under pres udefra.
Krige er uforudsigelige
Det er svært at udføre en begrænset angrebskrig, hvor der søges taget hensyn for at begrænse overgreb på civilbefolkningen. Den pågældende aggressive statsmagt kan jo trods alt have et politisk ønske om opretholde en status udadtil som ikke påkalder sig international fordømmelse eller mulighed for krigsforbryderanklager.
Men Rusland er ikke kendt for at gå forsigtigt frem ved indsættelse af militære styrker, så det er desværre kun et håb.
Krigsforløb er altid forbundet med et åbent udfaldsrum. I reglen vinder den stærkeste part, men ting kan overraske og gå helt galt.
Spørgsmålet denne gang er, hvilket slutmål angrebet egentlig er fastlagt til at opnå? Det ligner et forsøg på erobring for at indsætte et prorussisk styre i Kiev. Putin har jo landets tidligere præsident siddende i eksil.
Ved at blande sig i en principielt indre konflikt i Ukraine angående krav om selvstændighed fremsat af bevæbnede separatister i de østlige områder, har Rusland overskredet de fastlagte landegrænser og de gældende principper for nationers suverænitet.
Angreb rettet mod mål andre steder i Ukraine indebærer reelt en fuld krigstilstand mellem Ukraine og Rusland, altså land mod land.
Putins militære plan er sandsynligvis at gennemføre en lynkrig ved massiv indsats af styrker for at udnytte forspringet fra det offensive udspil. Man vil prøve at lamme landets militære forsvarsevne, så modstand må opgives og dermed erobres den politiske magt, som er placeret i hovedstaden.
Selv om Ukraine i sagens natur er den klart svageste part, så vil landets befolkning kæmpe på egen jord, og det udgør en stor fordel. Evnen til at holde russerne stangen vil formentlig afhænge af hurtig tilførsel af forsyninger med våben fra Vestlandene.
Hvor meget og hvilke typer våben vil der blive tale om? En hurtig og succesfuld russisk offensiv kan komme en sådan indsats i forkøbet.
Perspektiver for forløbet og vestlige modtræk
Man skal næppe forvente en hurtig kapitulation af regeringen i Kiev. Tværtimod vil man nu kunne tage fat full scale mod ethvert russisk mål på Ukraine’s eget areal og inde i Rusland, såfremt man får mulighed for det.
En hurtig militær sejr for Rusland er ikke sandsynlig. Et brutalt felttog vil kunne udløse reaktioner af en art og karakter, som ikke er set tidligere. Men forsvarsmæssigt står Ukraine alene.
De vestlige modtræk må denne gang påregnes at blive håndfaste og effektive med fuldt stop som kendetegn. EU’s import af naturgas er det absolut mest følsomme punkt for os selv. Uanset det vil man kunne blive nødt til at acceptere et fuldt afbræk.
Vi vil i EU-landene formentlig kunne klare bortfaldet af naturgasimport ved hjælp af andre energikilder, som så må udvides i brug, og åbning af ekstra terminaler på LNG-skibe i importhavne. Man må sejle gassen frem selv om der mangler skibe. Det kan organiseres og rationeres ned i forbrug til en ny balance.
Olieeksporten fra Rusland kan vestlandene godt undvære, men det vil indebære endnu højere priser. Der vil komme yderligere omlægninger af salget, hvor Kina og Indien formentlig vil overtage den mængde, som vi afviser at købe.
Olien forsvinder ikke fra udbuddet men dirigeres andre steder hen. Pointen bliver, at transportmønstret bliver mere indviklet og dyrere at udføre.
Energipriserne for virksomheder og private forbrugere kan blive ramt af en længere fase i 2022 med rekordniveau for naturgas og elektricitet. Olieprisen vil næppe løbe vildt opad, da der her er en række andre olieeksportører, som kan geare op for produktionen.
Hvis de vel at mærke vil gøre det. OPEC+ aftalen omfatter nemlig også Rusland. Det kan blive et problem at skulle tage hensyn hertil internt mellem landene i dette samarbejde. USA’s venner plejer dog at bakke op, hvis det bliver nødvendigt.