Da det stod klart, at USA ikke ville kunne vinde Vietnam-krigen, foreslog en klog mand i Pentagon angiveligt følgende plan: vi erklærer sejr og trækker os ud (vel vidende at styret i Syd Vietnam hurtigt ville brase sammen). Sådan gik det som bekendt ikke, og krigen måtte fortsætte indtil USA blev tvunget ud.
For kun 1½ år siden endte vestlandenes 20 år lange krigsoperation i Afghanistan på nogenlunde den måde, som er beskrevet her. Muligvis har den paniske exit fra Kabul givet Putin mod til at indlede felttoget i Ukraine. Demokratier har nemlig svært ved at føre krig. Man vil altid kunne slå en handel af med deres politiske ledere ved en forhandling, hvis man kommer i klemme. Bid indtil det knaser og stop så.
Nederlag eller kovending
Den russiske plan for Ukraine-angrebet ser ud til at have satset på at opnå en let sejr som følge af udsigt til svag modstand. Overraskelsesmomentet gik dog tabt ved en langstrakt opmarch i løbet af vinteren. Regeringen i Kyiv var agtpågivende efter nederlaget under Krim-felttoget i 2014 og en fastfrosset, uafklaret situation i Donbas området. Rusland fik ikke held til at true sig til territoriale indrømmelser, så et angreb kunne undgås. Det lykkedes heller ikke at erobre hovedstaden og indsætte et nyt styre.
Til gengæld klarer Rusland sig angiveligt bedre i den sydøstlige del af Ukraine. Man har fordel af sin geografiske placering med korte forsyningslinjer ind i Ukraine, størrelsen (tre gange Ukraine) og en stormagts militære kapacitet. Det skulle give en overmagt, som ville sikre sejr.
Sådan er det bare ikke gået, og nu truer pendulet med at svinge baglæns – men næppe så meget at Rusland bliver skubbet helt ud igen. Vestlandene er vågnet op omkring støtte til Ukraine. Tilførsel af moderne forsvarsvåben er ved at blive udvidet til også at omfatte våben af offensiv art. Det hele kan ende som et pinligt russisk nedbrud. Er stormagten en papirtiger?
Brutal indsats på slagmarken og accept af store tab har altid været det russiske svar på problemer, men det er næppe så let at bruge nu til dags. En meningsløs krig i informationsalderen er vanskelig at gennemføre i lang tid.
I Vesten taler Høgene allerede om Ukraine’s rolle i en Stedfortræderkrig. Ukraine er et pindsvin, som den russiske slange er ved at angribe, men med vestlig hjælp kan slangen slå sig selv ihjel. Tidsfaktoren er ikke længere en fordel for Rusland men for Ukraine. Ergo må man standse i tide.
Kovending kan redde Putin
Derfor gælder det for Putin-styret om på ny at komme foran vognen. Det kan Rusland opnå ved at færdiggøre erobringerne i Donbas og pludselig stoppe. Det vil være en kovending i forhold til indholdet i de rapporter som efterretningsvæsnet i USA netop har fremlagt. Her tales der om russisk forberedelse på en lang krig. Fjenden skal tro, at man vil føre en sådan linje. Sådan er spillet.
Man vil fra russisk side kunne erklære, som Putin angav ved V-dags paraden i Moskva 09-05, at det ved en heroisk indsats er lykkedes at undsætte og befri de hårdt forfulgte russere i de to nye stater. Rusland vil storsindet tilbyde dem at indtræde i nationen, så deres sikkerhed er bragt på plads.
Metoden med en kovending kendes fra ubåde under navnet Crazy Ivan. Den forfulgte vender om og angriber. Her vil der dog være tale om ensidig russisk våbenhvile. Rusland erobrede, hvad man formåede og vil prøve at cementere de nye grænser for at undgå modangreb og et muligt tilbagetog.
Så er det op til regeringen i Ukraine, om de vil fortsætte krigen. Vesten skal finde en ny attitude: tør man udnytte den åben mulighed for at indgå en ”beskyttelsesaftale” med Ukraine? Hvis der fremkommer en fredsaftale er det vel en fair deal mellem Rusland og Vesten. En slags deling som Tyskland i 1945. Ukraine’s befolkning vil være tvunget til at acceptere udfaldet.