C25: Bavarian Nordic har gang i et “alt-eller-intet” projekt

af | okt 22, 2021

I denne artikelserie gennemgår Lau Svenssen samtlige 24 selskaber på den danske hovedliste. Bavarian Nordic indgår i listen »Farven Grøn – Køb aktierne«

Selskabet befinder sig i et tidligt trin med almindeligt salg og drift. Den afgørende indsats drejer sig fortsat om R&D-projekter med nye former for vacciner. Fokus er lagt på forebyggende vacciner, og selskabets helt store ide om at udvikle terapeutiske vacciner (lægemidler mod sygdomme) er på vågeblus.

Den eksisterende aktivitet og de tilkøbte modne vaccineprodukter fra GSK er imidlertid blevet skubbet til side af R&D-projektet omkring en ny Corona-vaccine med markant forbedrede egenskaber, herunder længere virkningstid. Netop på det punkt ser de første vaccineprodukter ud til at have for dårlig beskyttelsesvirkning. Indførelse af Tredje Stik afspejler denne situation – uden at ”man” vil erkende problemets alvor. Der er kort sagt desperat brug for noget bedre, men indtil en forbedret løsning kan lanceres, fastholdes den officielle tillid til den gældende orden.

Hvis der indtræder et alvorligt Corona-forløb i vinter med runde 3-4, kan behovet for en markant forbedret vaccine blive presserende. Bavarian har opnået en form for statsligt sikkerhedsnet omkring R&D-opgaven, som overstiger selskabets økonomiske bæreevne – ikke direkte i udgifter men vurderet ud fra risikoen i projektet og ønsket om en hurtig færdiggørelse. Det er et ”alt-eller-intet” projekt, som helst skal gå stærkt med færdiggørelsen.

Selskabet står dermed i en særdeles interessant nøglerolle, men udfaldet skal opfylde kravene. De er blevet skærpet i forhold til de meget lempelige rammer, som de første vaccineprodukter kunne opnå betinget godkendelse ud fra. Efterfølgende er en rigtig godkendelse opnået, men som omtalt ser der ud til at være begrænset virkningstid og de faktiske sygdomsforløb rejser alvorlig tvivl om værdien. Sagen er blot, at ”man” er blevet nødt til at ”tro” på sine egne tidligere beslutninger. Desperation?

Corona-projektet er blevet det dominerende element hos Bavarian som følge af den forcerede indsats i udviklingsarbejdet. Det samme gælder for investorernes opfattelse af aktien. Alene hos Nordnet er der 29.006 ejere af aktien, og det er et meget højt tal. De øvrige dele i virksomheden kører videre parallelt til opgaven med udvikling af en ny og forbedret Corona-vaccine.

Udviklingen i Corona-smitte i det næste halve år udgør den ydre ramme. Succesfuld virkning af vaccinekandidaten er opgaven, som skal afklares. Spørgsmålet om virkningen af de eksisterende vacciner er et andet aspekt, og som tiden går vil der blive større klarhed herom.

Afklaring af Stop/Go og en foreløbig godkendelse er derfor svær at bedømme, da der kan blive sat turbo på projektet, hvis epidemien løber løbsk en gang til. Andre projekter vil også byde sig til i kampen om at frembringe det bedst fungerende forebyggende hjælpemiddel.

Se hele artiklen på EuroInvestor