Evakueringen af vestlige tropper og andre personer er overstået. Man undgik angreb mod selve operationen, men terrorhandlinger fandt beklageligvis sted uden for lufthavnsbasen.
De europæiske lande optræder endnu en gang venligt ved at lancere et forslag om forlængelse ved etablering af en civil luftbro ud af Kabul (og andre lufthavne). Man vil reelt selv sætte gang i en flygtningestrøm til Europa, og adgang til asyl gives dermed på forhånd. USA ser ikke ud til at være enig i det projekt. USA krævede vores aktive hjælp i deres krig, men det kan blive Europa som må bære konsekvenserne fra en mulig enorm strøm af flygtninge. Politisk kan det skabe voldsom ballade i de europæiske lande. Storbritannien vil formentlig lade Kanalen fungere som stopbom. Det har fungeret førhen i historien.
Er en massiv udvandring på vej
Der kan blive tale om en langt større udfordring for EU end sidste gang i 2015. Kommer der en ny massiv folkevandring fra Øst til Vest med udgangspunkt i Afghanistan. Barrieren er afstand og dårlig infrastruktur for landtrafik. Grænsekontrol i EU er næppe mulig, da Vestlandene reelt har anerkendt et legitimt behov for at flygte væk fra Talibans hårdhændede styre. Hegn kan ikke holde store skarer af folk ude.
Fra Taliban’s side vil man næppe holde på folk men glæde sig over en frivillig politisk ”udrensning” – det kan måske muliggøre et flertal for dem ved et kommende valg med fri opstilling? Fragang af dygtige borgere betragtes helt anderledes her end i et land med vestlig kristen kultur. Jo færre munde, der skal mættes og jo færre modstandere af magthaverne, des bedre. Så kan Vestlandene jo få alle sympatisørerne med sig hjem, mens Taliban lettere kan holde kontrol med den nye muslimsk baserede etparti-stat og få det hele til at fungere igen i en ny orden.
Mellemøsten har været i indre opløsning siden Irak-felttoget væltede Saddam Hussein i 2003. Det arabiske forår (begyndte i 2010) var en anden form for forsøg på indre revolte. Forløbet er endnu ikke lykkedes i større omfang, men det fortsætter med at ulme selv om magthaverne (især Syrien) har formået at holde befolkningen i skak. Pointen på det punkt kan vise sig at blive det samme som i Afghanistan: det fører ikke til et skift til vestlig pluralisme og demokratisk styreform men til en sejr for den eneste eksisterende, samordnede folkebevægelse, nemlig muslimske trossamfund. De kan benytte moskeer mv. som ramme og skjulested. I Østeuropa var kirken på samme måde det eneste samlingssted, hvor oppositionen kunne søge ly og prøve at organisere sig under Kommunismen. Historien gentager sig.