Valget i Tyskland svækker de gamle partier yderligere

Europa’s stabile kernenation, Tyskland, er rykket et hanefjed i retning mod Rød-Grøn ved valget til Forbundsdagen. Der er dog ikke udsigt til store forandringer i samfundet og økonomien af den grund. Derfor ser det ud til, at Tyskland vil beholde en central rolle som økonomisk motor og stabilitetssøgende midtsøgende kraft i EU. Landet som altid betaler regningen, når noget går galt.

Reaktionen på finansmarkedet er lettelse. DAX-indekset for aktier steg indledningsvis med 0,9 pct., men det fusede ud i dagens løb pga. svage aktiemarkeder i hele Europa. Der fremkom en lille stigning i renten på statsobligationer og en svækkelse af euro mod dollar på knapt 1 pct. De beskedne reaktioner tyder på, at valgets udfald blev nogenlunde som forventet. Pilen peger dog i retning af en mindre stram linje end Merkel-regimet, som fastholdt kravet om høj disciplin over for de andre lande i Euro-samarbejdet. En mere blød og venlig linje fremover er perspektivet, og dermed mindre spændinger mellem Sydeuropa med Frankrig som talsmand og Nordeuropa med Tyskland i hovedrollen. Bedre harmoni men profilen meningsmæssigt ser ud til at blive mere ”blød”.

Tyskland 2021-25: Behov for bredt regeringssamarbejde – den gamle partistruktur forfalder

Udfaldet af valget er så opsplittet på partier, at det ligner forhandlingerne om en kommunal konstitutionsaftale, hvor alle tricks gælder for at erobre førerrollen. Der er flertal for en ny stor koalition (SPD-CDU/CSU), med Olaf Scholz som kansler – men den løsning er tiden løbet fra. De to store, gamle partier er nødt til at markere, at de adskiller sig fra hinanden. Illusionen om betydningen af demokratiet ved et valg mellem to blokke (borgerlig contra socialdemokratisk) skal pustes til live igen – ellers forvitrer stam-partierne fuldstændigt i forhold til de nye partistrømninger. De er begunstiget af folkelig opbakning og en levende puls (De Grønne, Alternativ für Deutschland og Die Linke samt en hel stribe af små partier med idealistiske holdninger, men de har så stor afstand til spærregrænsen på 5 pct., at det mere ligner en særpræget promovering af specielle gruppers hobby).

Regeringsdannelse med deltagelse eller støtte af det tredje gamle parti, FDP, ser ud til at være vejen frem. Dette midterparti er blevet genoplivet efter en truende udslettelse – pga. deltagelse i en regering. SPD-FDP-De Grønne har de bedste odds for at vinde kontrol med regeringsmagten i Berlin. Men der er en Joker, hvis Merkels efterfølger som CDU-leder, Armin Laschet, pludselig erkender sine manglende evner som leder og trækker sig som partichef ved at overdrage opgaven til en ny og mere velegnet person. Så kan et nyt magtspil sættes i gang, hvor CDU/CSU igen kan få lov at deltage. Budskabet var vel dybest set klart nok med et katastrofevalg for CDU/CSU: Farvel og tak, lad os prøve noget andet.

De tre gamle Same-Same partier, som har styret Tyskland i efterkrigstiden, fik samlet opbakning fra kun 47,0 pct. af de valgberettigede. Resten blev hjemme (stemmeprocenten på 76,6 pct. indebærer, at sofavælgerne er Tysklands største parti og 172 af Forbundsdagens 735 pladser burde henstå ubesatte). Sammen med de nye partier og stemmer afgivet uden repræsentation pga. valgreglerne, mener flertallet af den voksne befolkning altså, at der bør ske noget helt andet med det tyske samfund end det de gamle partier har kunnet og fortsat ønsker at tilbyde. Ved sidste valg udgjorde tilslutningen til de tre gamle partier ca. 50,5 pct., så vidt tallet erindres. Trenden nedad er tydelig, og det samme gælder angiveligt også for deres medlemstal. Demokratiets træ visner fra roden.

Udsigt for linjen fremover

En kommende regering vil stå med et svagt parlamentarisk grundlag pga. uenighed partierne imellem og kamp om æren over for vælgerne. Det giver plads til magtspil og åbner adgang for helt nye ideer som formodes at blive modtaget med glæde af borgerne, fx kamp mod menneskeskabt global opvarmning. Her kan man jo gøre alt muligt og påstå, at det er godt, ja, livsvigtigt. Det peger i retning af en Grøn Linje, men formentlig bliver tempoet så moderat at alle kan følge med.

Den økonomiske vækst i Tyskland er kendetegnet ved at være robust men med et forholdsvis lavt tempo. Fra politiske side har ansvarlig opførsel haft forrang i forhold til en socialdemokratisk holdning med ”happy we go” for at stimulere økonomien til at køre i fuld fart med store statsunderskud som konsekvens.

En rød-grøn regering vil formentlig prøve at lancere profilerende initiativer for at fremme grøn omstilling og digitalisering (modernisering) af den offentlige sektor, som har et stort efterslæb i forhold til andre lande, altså må der påregnes en større stat fremover.

Se hele artiklen på EuroInvestor