Skandalen om udbyttebeskatning formodes at være på mindst 12,7 mia. kroner. Det er unægteligt mange penge – det kunne dække 2/3 af de direkte udgifter for mink-massakren. Værst er dog, at de venlige danske skatteembedsfolk ukritisk udbetalte alle pengene til fremmede mennesker i fremmede lande, så vi ikke fik nogen gavn af pengene her i landet. Pist væk er det meste, som det jo nu en gang gør sig gældende ved alle organiserede angreb. Vi må dog i den teoretiske retfærdigheds navn huske, at ingen er skyldig før han er dømt – skønt dette udsagn jo er selvmodsigende og meningsløst i forhold til at der findes realiteter. Udsagnet ser ud til at være opfundet til ære og glæde for den juridiske profession.
Skattesystemet i Danmark har udviklet sig til en stat i staten. Derfor er der ingen, som har hånd i hanke med hvad de foretager sig, og den ene hånd vasker den anden. Det socialdemokratiske velfærdssamfund har nemlig et umætteligt behov for penge til at finansiere en velstand, som skal tage sig meget bedre ud end den faktisk er. Derfor er skattetrykket ekstremt højt og reglerne kompliceret indrettet. Man (de folkevalgte i det repræsentative demokrati og den sammenblandede udøvende magt i form af en regering) er nemlig nødt til at følge drejebogen i et såkaldt retssamfund (læs: lovdirigeret statsstyring). Det indebærer formel udformning af korrekt lovgivning og et heraf krævet bureaukrati, som skal prøve at kontrollere brugen af det hele. Men Systemet er for længst brudt sammen, og udbytteskandalen var bare et – for os danskere uhyggeligt dyrt – eksempel.