Bunker-regime. Begrebet er en anerkendt betegnelse for regeringer, som lever isoleret fra det samfund, som de med hård hånd prøver at herske over. Som regel er der tale om samling af magten hos en såkaldt ”Stærk mand”, men historien har også eksempler på fåmandsvælde. Gruppearbejde. I Kina er magten samlet hos 7 (skriver: syv) personer i Kommunistpartiets politbureau.
Xi Jinping har for nylig fået forlænget sin regeringstid med en tredje 5-årig aftale. Han skal varetage rollen som leder af partiet og det store land. Knapt nok er kåringen faldet på plads før stolen vakler under ham. Der er ved at udbryde opstande flere steder i landet som resultat af den uhørt hårde Corona-linje med omfattende nedlukninger ved sygdomsudbrud. Befolkningen har indset, at man kæmper mod naturens orden og ikke har adgang til effektiv vaccination.
Men Xi-styret holder fast i den hidtidige Nul-tolerance metode i håb om, at det kan standse epidemien. Leg gemme. Det eneste der kommer ud af det, er et langtrukket forløb. Ultimativt kan det føre til kollaps for magthaverne internt i Kommunistpartiet og give en rystelse af Kina som samfund. En groggy gigant.
Selv i en stat med etpartistyre er der feedback-forløb. Derfor kan de omfattende protester føre til ændringer – såvel af Corona-håndteringen som af Politbureauets 7 topfolk. Verden ryster.
Hiv fløjten ind og behold magten
Indledningsvis prøver Styret at markere sin magt ved brug af politistatsmetoder, altså undertrykkelse. Når Xi kæmper mod naturen, er han dømt til at tabe. Ro og orden løser ikke problemet men udskyder bare afslutningen og forværrer et klimaks. Magthavere med et monopol har altid mulighed for at genvinde initiativet og dermed undgå at blive sat på porten – indtil et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Indirekte er det folkets protester, som fremtvinger exit for en mislykket hersker, men i praksis gennemføres udrensningen af andre personer i magtens absolutte topcirkler.
Xi skal skynde sig med at komme foran vognen igen og fremstå som leder af landet, ellers bliver han knust under vognens hjul. ”Hellere tabe ansigt end miste hovedet” (klogt citat af Erling Olsen).
I praksis er det dog ikke sikkert, at Xi og hans betroede inderkreds vil vågne op og hive fløjten ind. De kan være blevet magtfuldkomne. Fra Beijing-regeringens side er der i de seneste år ført en mere indadvendt og revanchistisk politik med fokus på partiets dogmer. Det har ført til utilfredshed og spændinger samtidig med at Kina’s økonomiske vækstmaskine er kørt træt. Stramme tøjler indadtil og markeringer udadtil af en stadig mere ambitiøs kinesisk linje. Neonationalisme i relation til Taiwan og nabolandene må dog mere opfattes som en afledningsmanøvre (profilering af ære) end udtryk for stormagtsdrømme.
Regeringen i Beijing har mistet vækstdynamikken og dyrker i stedet en parti-ideologi, som tiden er løbet fra. Reelt lever magteliten bare i ly af Kommunistpartiets tunge vinger. Det eneste de kan tilbyde befolkningen er ro, orden og stabilitet, altså et administrativt styre, som søger at forhindre kriser og problemer i at komme ud af kontrol. I gamle dage levede kejseren i Den Forbudte By. Nu til dags styres landet af en elite afsondret fra virkeligheden. Bunker-regime. Væksten skal virksomhederne frembringe, og Staten søger at hjælpe med ordrer og nye satsninger i projekter.
Ledere kan skiftes ud – Partiet bevarer magten
Man skal næppe forvente oprør og opbrud i Kina med konsekvenser i form af modernisering af styreformen. Nutidens magtramme udgøres af Kommunistpartiet. Den struktur ser ikke ud til at blive anfægtet udefra ved opstande eller indefra ved en intern fløjkrig. Partiet er Kejseren i Kina.
Til gengæld kan der sagtens indtræffe en markant fornyelse i persongalleriet. Det skal naturligvis foregå diskret, så æren ikke antastes, men jo kraftigere uro og rystelser i det store land, des vigtigere bliver det at kunne fremvise vilje og evne til konstruktive forandringer. Feedback registreres og opfanges med større nidkærhed des mere isoleret et sådant Bunker-regime er sat sammen. Virkeligheden trænger sig på, og magthaverne er nødt til at handle tilstrækkeligt godt.
Så vidt jeg begriber forholdene i Kina, har der aldrig udviklet sig nogen velorganiseret opposition med en magtbase under dække af en religiøs eller anden ikke-direkte politisk bevægelse. Det har jo været tilfældet i muslimske lande, og derfor faldt diktatorerne pludseligt. Hylden i Kina er tom. Utilfredsheden med de forstenede magthavere og samfundsforhold vokser, men der udvikles ingen platform for en konstruktiv opposition. Derfor kan Partiet opretholde magten i lang tid fremover.
Corona er en Papirtiger
Vejen ud af den langvarige skyggekamp med isolation af millioner af mennesker i månedsvis er, at De Syv små kinesere kommer ud på Højbro Plads. Ud i virkeligheden. Ellers ender det med, at befolkningen i stedet isolerer dem – for altid.
Formand Mao ville med et trylleslag dekretere, at Corona er en Papirtiger. Den slags underkuende vestlig påvirkning vil kineserne ikke bøje sig for. På den igen – det skal jo nok gå.
Erfaringen fra de gamle vestlandes selvalvorlige Corona-håndtering er jo også, at epidemien i sidste instans ikke kan standses men kun trækkes ud i tid og dermed give en lavere spidsbelastning af sundhedsvæsnet. Import af verdens bedste Corona-vacciner ville være en udmærket ”sutteklud” til at indgyde håb, men i Kina smider man ikke om sig med noget så vigtigt som penge. Hellere spærre folk inde. En kovending er altid vanskelig at udføre for en politiker, som anser sine tidligere gerninger som udtryk for egen dygtighed og handlekraft. Det lykkedes jo at lukke både ned og op igen i USA og Europa omkring Corona uden at der opstod hverken oprør eller revolution, så det kan nok også lade sig gøre i Kina. Corona må man lære at leve med som en ny sygdomsmulighed. Corona kan være dødelig – også for magthavere.